« Tilbage til søgeresultaterne

Sufragetterne

« Se emneord

En australsk Dame, der gentagende Gange har opholdt sig i længere Tid i London og i Mellemtiden har stude­ret ved forskellige europæiske Univer­siteter, senest her i København, har efter sin Tilbagekomst til London, sendt et af vore Medlemmer et Brev, hvoraf vi har taget følgende Uddrag, som an­tagelig vil interessere vore Læsere.

- - - Jeg har haft saa travlt, at jeg kun i Forbigaaende har kunnet henvende min Opmærksomhed paa Dagens to brændende Spørgsmaal: Sufragetterne og deres Felttog mod Vinduesruderne - og den store Kulstrejke.

Man idømmer Kvinderne frygtelig strænge Straffe for hvad de har gjort. Jeg for mit Vedkommende mener, at deres Taktik var uheldig paa dette Tidspunkt; men skønt man maa synes, at deres Iver har ført dem paa Vild­spor, kan man ikke andet end at be­undre deres Mod og Overbevisning. Vort Blod kommer i Kog ved Tanken om, at Mrs. Pankhurst og flere af disse prægtige Kvinder er dømt

3 Maaneders Tvangsarbejde, ja mere for nogles Ved­kommende, medens Mændene faar ganske ringe Straffe for deres afskyelige Forbrydelser.

Det værste er, at Pressen er stik imod dem. Den gør alt, hvad der staar i dens Magt for at fremstille Situatio­nen fra en komisk Side og har ingen Sympati for den stærke Martyraand, som giver disse Kvinders Hænder Kraft til at udføre saa fortvivlede Handlinger. De fleste af dem har nemlig en haard Kamp at bestaa, før de kan faa sig selv til at lægge Haand paa Værket. Det er jo imod Kvindens hele Natur at ødelægge.

Hr. og Fru Pethick-Lawrence er ar­resteret for Konspirationer, men jeg tror ikke, man vil kunne rejse Sag imod dem. De var alt for hurtige i Vendingen til at blive grebet paa fersk Gerning, og jeg antager, at meget faa af de beslaglagte Papirer vil have nogen Værdi som Beviser. Christabel forsvandt ud af Byen med Taske før Arre­stationen, og hun har holdt alle Scotland Yards kloge Hoveder i Skak si­den. Jeg tror, at Politiet i al Hemme­lighed er gunstigt stemt over for Suffragetterne. Enhver som har Lejlig­hed til at komme meget i Berøring med dem, maa uimodstaaelig paavirkes af deres Mod og Idealitet. Det er nemlig en stor Fejltagelse at tro, at disse Kvinder kan sammenlignes med Bøller.

Personlig er jeg af den Mening, at Ofret er for stort i Forhold til den Fordel, der opnaas; men jeg føler mig ikke berettiget til at kritisere, da jeg selv gør saa uendelig lidt for at støtte den Sag, som dog ligger mig saa varmt paa Sinde.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner