« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne i de kommunale Raad
Den danske Kvinde i det offentlige Liv.
Et Aktiv vil Kvinderne medbringe i det offentlige Liv, som desværre næppe vil være blivende: de er ikke i saa høj Grad som deres mandlige Kolleger bundne af Partilidenskabens og Partidisciplinens snærende Baand. De mange Aars Forfatningskamp har hos alle politiske Grupperinger fremtvunget en Partitroskab og en Lydighed mod Program og Partilederens Vilje saa stram som i intet andet Land. Dette var under den akute Stridsperiode en Styrke; under mere rolige Forhold udtørrer, forsimpler det Karaktererne; en større Frihed for den enkelte i Ikkeprincip-spørgsmaal vilde gøre Tilslutningen i de betydeligere Sager mere værdifuld. Kvinderne, der ikke har haft deres Blod med i de gamle Kampe, burde kunne staa friere navnlig i det kommunale Livs Forhold til Rigspolitiken ofte ret neutrale Spørgsmaal, derigennem mildne Modsætningerne og skaffe Sejr for den saglig rigtige Synsmaade. - Der har været svage Tegn i denne Retning efter 1909, da Kvinderne indtraadte i det kommunale Liv; desværre synes det, at Udviklingen snarere skal gaa i stik modsat Retning. Det vilde være ønskeligt, om Kvinderne hellere vilde hæge om de spæde Spirer.
Hvad dernæst angaar den mere principielle Betydning af den offentligretlige Kvindegerning, vil de fleste være tilbøjelige til at pege paa Kvindernes milde og bløde Sind, deres moderlige Instinkter, hvilket skulde gøre dem til særlig nyttige Medarbejdere i Fattig-, Sygebehandlings- og Skolesager. Dette skal ikke bestrides, men det vilde efter min Mening være lidet glædeligt, om dette alene skulde særtegne Kvindernes Kommunalgærning. Jeg ved end ikke, om der er særlig Behov i denne Retning. Det synes mig, at i de sociale Spørgsmaals Behandling har den følsomme Sentimentalitet allerede bredt sig tilstrækkelig stærkt paa Bekostning af Retssynspunktet og den jævne sunde Fornuft, at Mandfolkene mere end fyldestgørende udfører »Fruentimmerets« Funktion. Hvis kun dette skulde blive Udbyttet af Kvindens Deltagelse i Kommunallivet, turde den henhøre til det overflødiges Kategori. Men saaledes forholder det sig heller ikke.
Naar man søger at udfinde, hvilke Evner en hundredtusindaarig Udvikling indenfor vort Civilisationsfelt har udviklet hos Kvinder, som kunde tænkes at faa Betydning i det offentlige Liv, vil man naturlig dvæle ved Kvindens Stilling som Leder af Husgerningen. Hun er derved blevet vant til Nøjagtighed, Orden, Sparsomhed, Paapasselighed i de smaa Ting. Dette er hos den normalt udviklede Kvinde blevet en Karakterejendommelighed, der virker med en Naturkrafts Styrke. Og her er et Element, som vil kunne gøre overmaade megen Gavn i det offentlige Liv, og som ingenlunde har været tilstrækkelig repræsenteret. Omvendt vil den kommunale Kvinde, Vælger som Repræsentant, nødes til at søge en videre Horisont for sin økonomiske Opfattelse, afvænnes fra at se alt for smaaligt paa Forholdene, ikke lade Kronerne rulle for at holde paa Ørerne, og dette vil maaske atter gøre hende til en nyttigere Raadgiver og Medarbejder for hendes Partner i Privatlivet, end hun hidtil har været.
Nær beslægtet med det nys fremhævede er et andet Synspunkt, man altfor meget har overset. Modstandere af Kvindefrigørelsen hoverer ofte over, hvor faa Kvinder, der har udmærket sig paa Videnskabens og navnlig paa de skønne Kunsters Omraade. Begaar man ikke herved den Fejl ikke at se Skoven for bare Træer? Tænker man paa, at den altovervældende Del af, hvad der er skabt af Kunst i Verden, er skabt af Husets Kvinder? Eller er ikke allerede Opretholdelse af Pyntelighed, Orden, Renlighed i Hjemmet en af de mest primitive Kilder til æstetisk Behag? Og denne er baaret af Kvinden, alene af Kvinden. Men endvidere det meste af det, der smykker Livet, Personen og Huset Kvindens Værk; hun har fra de tidligste Tider smykket Klæderne, draget Vægge og Sæder, opelsket de sjældne Urter og Blomster. Mens Mændene snakker om Kunst, sidder Kvinderne og lytter til, mens de samtidig ved Naal og Kniplepude skaber Kunstværket. Og nu er det min Tro, at den gennem utallige Generationer opøvede æstetiske Sans vil kunne virke som en saare værdifuld Faktor i det kommunale Liv. I Spørgsmaal om Stadens ydre Apparition, om Gaders Befæstelse og Renholdelse, i Spørgsmaal om Anvendelse af Plantninger og Blomsterbede, men ogsaa i de større Spørgsmaal om Boligorden og Byggelov vil Kvinderne være kaldede ikke blot til at øve aarvaagen Kritik, men ogsaa til at tage positivt Initiativ.
Disse flygtige Bemærkninger som Svar paa den skete Henvendelse. Man vil maaske erindre en Ytring af mig om, at Kvinderne ikke mere end Mændene var pligtige at opvise visse for dem særegne Dyder som Pas til Valgrettens forjættede Land; saaledes er de ovenstaaende Bemærkninger heller ikke ment. Men det har været mig kært at pege paa visse Ting, der kunde gøre det tiltrækkende ogsaa for os mandlige Vælgere at stemme paa Repræsentanter, der foruden at være Meningsfæller tillige var ægte Kvinder.
Gustav Philipsen.
Fra Aalborg Byraad.
Nu da vi nærmer os Slutningen af den første Valgperiode, i hvilken Kvinder har haft Sæde i de kommunale Raad, kan det maaske have sin Berettigelse til Vejledning for vore mulige »Arvtagere« at sige et Par Ord om de Omraader, hvor vi særlig har virket og om de Krav, der er blevet stillet til os; thi hvor mærkeligt det hele end lyder, har jeg selv blandt Kvinder, der er ivrige
Forkæmpere for Kvindernes Valgret, truffet en overraskende Mangel paa Kendskab til det Arbejde, der kræves, og den Tid der maa anvendes, naar man vil fylde sin Plads. Man husker ikke paa, at vi skal tage Stilling til en Mængde Spørgsmaal, som Mændene gennem deres Deltagelse i Forretningslivet kender meget bedre end vi, og som det koster os et betydeligt Arbejde at sætte os i ind i. For at nævne et Par Eksempler har jeg som Medlem af Fattigudvalget været med til at tage Bestemmelse om Opførelse af en ny Fattiggaard, der skulde indrettes efter et andet Princip en den gamle. I Skolekommissionen har vi haft at gøre med Opførelsen af en ny Skole og Ombygning af en anden.
Hvad Mændene paa saadanne Omraade har forud os, maa vi stræbe at indvinde, hvis vi vil kræve vor Mening respekteret, og det giver meget Arbejde udenfor Møderne.
Jeg har gjort mig det til en ufravigelig Regel - naar ikke aldeles tvingende Grunde har hindret mig - at møde ikke alene til alle Byraadsmøder men uden Undtagelse til alle Gruppemøder og til alle Møder i de Udvalg, af hvilke jeg er Medlem.
Dagen før hvert Byraadsmøde eller Skolekommissionsmøde gennemgaar jeg alle de fremlagte Sager og sætter mig ind i dem saa vidt mine Evner rækker. I vanskelige Tilfælde søger jeg Oplysning om, hvorledes man i andre Byer har løst den foreliggende Opgave.
Endelig har jeg anset det for min Pligt - naar min Gruppe ønskede det - at tage mod Valg til de Underudvalg som skal gøre Forarbejderne i større Sager (det har været Tilfældet i Skolekommissionen). -
I Fattigudvalget og i Plejebørnstilsynet har mit Arbejde særlig været rettet paa et bestemt Punkt, som har fanget min Interesse; det er Sædelighedsforholdene jeg tænker paa. I en By af Aalborgs Størrelse kan man gøre meget sørgelige Iagttagelser, naar man vil anvende nogen Tid paa at lære »de mørke Bydele« at kende.
Paa det Felt ligger der en stor Opgave for Kvinderne i de kommunale Raad. Vi maa ved enhver Lejlighed søge at vække Opmærksomhed for den Ødelæggelse, den store Usædelighed er Skyld i, og vi maa gøre det paa en saadan Maade, at vi baner Vej for de Reformer, som gennem Lovgivningsmagten maa fremskaffes for at holde Utugten indenfor nogenlunde rimelige Grænser. Men det kræver mange Undersøgelser og tager megen Tid.
Naar jeg har udtalt mig saa udførligt om det Arbejde, en Kvinde maa kræve af sig selv, naar hun har taget imod Valg til det kommunale Raad, er det ikke gjort for at skræmme. Som ethvert andet alvorligt Arbejde, bærer det en Løn i sig selv. Man faar sin Mening respekteret i sin Gruppe i samme Forhold, som man arbejder med Alvor og Saglighed uden personlige Hensyn og Særinteresser. Som sagt, jeg har ikke villet skræmme med hvad jeg har skrevet - tvertimod.
Men jeg har villet minde de Kvinder, der kunne ønske at tage imod Valg i næste Periode om, at de maa møde med god Vilje, god Tid og gode Kræfter, thi det er det, der er Brug for.
Jeg hører ikke selv til Forkæmperne for Kvindens Valgret. Men nu har vi den, og saa maa vi bruge; og saa er idet vor Pligt saa godt vi paa nogen Maade kan at udføre det Arbejde, som betroes os og som kræves af os.
Aalborg Maj 1912.
Marie Poulsen.
