« Tilbage til søgeresultaterne
Landsmødets Tombola
Da jeg i sin Tid paa Vejlemødet talte for Oprettelsen af en Tombola ved Landsmøderne, tænkte jeg mig ikke, at den i Løbet af 3 Aar skulde vokse sig til en fast Institution, som skulde yde Agitationskassen en meget væsentlig Støtte. Tombolaen har i Aar indbragt 300 Kr. i Løbet af nogle fåa Timer, men selv den mest paaholdende maatte ogsaa føle Pengene brænde i Lommen ved det tillokkende Syn af vor Udstilling.
Over Hundrede Haandarbejder var det smukkeste Vidnesbyrd om, at Kvinderne ikke har glemt at bruge Naal og Traad for at »løbe til Møder«, som vore Modstandere siger; et Par af vore mandlige Medlemmer havde vævet og broderet flere nydelige Ting, og flere betænkte os med Kunstsager, gode Bøger og andre velkomne Gevinster, ogsaa af mere materiel Art.
Det har været en stor Glæde at modtage og ordne alle disse Gaver, der var prægede af Opfindsomhed, Skønhedssans, Dygtighed og Flid. Hver enkelt bragte Bud om Interesse og Offervillighed, og uden dem kan vor Sag ikke føres igennem. Endnu staar vi jo ikke ved Maalet, og det er derfor vort Haab, at vore Medlemmer heller ikke paa dette Omraade maa blive trætte. Mødet i København næste Aar vil Jo sikkert samle mange Delegerede og forhaabentlig en meget stor Tilhørerkreds fra Byen og Omegnen. Vi vil altsaa kunne gøre Regning paa god Afsætning i Tombolaen, og jeg vil derfor benytte denne Lejlighed til at anmode vore Medlemmer om at huske paa Landsmødets Tombola, naar der planlægges nye Haandarbejder.
Men først og sidst vil jeg bringe vor bedste Tak til alle dem, der i Aar har bevirket, at vi kan udvide vor Agitation og maaske finde nye Veje til at faa de ligegyldige i Tale.
Paa Forretningsudvalgets Vegne
Sarah Orth.