« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Aarbog
Redaktør Ivar Hjort har haft den fortræffelige Idé at udgive en Kvindernes Aarbog, der ved Siden af mange nyttige og praktiske Oplysninger gennem en Række velskrevne Artikler giver et godt Overblik over Kvindens nuværende Stilling paa saa godt som alle Omraader, hvortil Samfundet i vore Dage har givet hende Adgang.
Naar undtages Fru Emma Gads Indledning, der undertiden rammer lidt ved Siden af, har man Indtrykket af, at Redaktionen som Regel har forstaaet at anslaa de rette Strenge.
Man glædes over at se, at Afsnittet om Kvinders Valgret har faaet den første Plads, og Fru Elna Munch giver en udmærket Oversigt over Kampens Forløb og dens hidtidige Resultater her i Danmark.
Et Bidrag til Kvindevalgrettens Historie finder vi ligeledes i Fru Johanne Meyers livlige og interessante Beretning om det første Kvindeblad »Hvad vi vil« og i Frøken Daugaards Artikel om »Dansk Kvindesamfund«.
Af særlig Interesse er ogsaa Billederne af Kvindesagens Forkæmpere og den næsten fuldtallige Samling Portrætter af de Kvinder, der i Øjeblikket har Plads i Landets By- og Sogneraad, indledet med et stort Gruppebillede af de 8 kvindelige Borgerrepræsentanter i København og ledsaget af en statistisk Oversigt.
Frøken Louise Neergaard har med stor Dygtighed samlet Oplysninger om Kvinders Selverhverv og Lønningsforhold i mange forskellige Brancher, og disse Artikler er ved selve deres Indhold af megen Interesse, samtidig med at de giver en god Vejledning ved Valget af Livsstilling. Man ser med nogen Forundring, at kvindelige Polyteknikere og Farmaceuter slet ikke nævnes.
I Fortegnelsen over de kvindelige Akademikere kunde der gøres enkelte Rettelser og Tilføjelser, saaledes savner man Oplysning om, at Herredsfuldmægtigene nu ogsaa har en Repræsentant blandt de kvindelige Jurister, nemlig Frk. cand. jur. Karen Bruun, som adskillige af vore Medlemmer havde Lejlighed til at se i Funktion ved vort Landsmøde i Vejen for nylig. Det kunde maaske ogsaa have Interesse at høre lidt om de kvindelige Rigsdagsstenografer, som dog er de første, der efter en haard Kamp har faaet Foden indenfor i den Bygning, som det bør være alle danske Kvinders Maal at skaffe deres Repræsentanter retmæssig Adgang til jævnsides med Mændene. Der kunde nævnes enkelte andre Virksomheder og Tillidshverv, som Kvinder har begyndt at beklæde, men det kan naturligvis være vanskeligt at drage Grænserne, hvor Stoffet er saa overvældende.
Borgerrepræsentant Fru Karen.Hessel skriver om Kvindens Arbejde i det daglige Liv. Overretssagfører Frøken Astrid Richmann giver grundige Oplysninger om Kvindens Retsstilling. Af andre almennyttige Meddelelser kan nævnes Uddrag af Tyendeloven, Vejledning angaaende Attester ved en Række vigtige Forhold i det daglige Liv og endelig en udførlig Fortegnelse over alle Legater, der kan søges af Kvinder.
Fremdeles findes Artikler eller kortere Bemærkninger om Fagskoler, Institutioner, Stiftelser og Foreninger der er oprettede af Kvinder, støtter dem og støttes af dem og overalt oplives og levendegøres Beretningerne af en Rigdom af Portrætter og Interiører fra Værksteder og Skoler, fra Handelens, Journalistikens, Filantropiens, Videnskabens og Kunstens Verden. Synes man maaske, at denne sidste er lidt stedmoderligt behandlet, ligger det vel i, at dens Repræsentanter i Almindelighed hører til de mest kendte Kvinder, og at deres Kaar ikke er afhængige af faste Regler,
Naar endelig nævnes Fortegnelsen over Kvinder, der er hædrede med forskellige Medaljer, og et Fagregister, der staar aabent »for alle kvindelige Udøvere, som driver selvstændig Virksomhed«, vil det ses, at Aarbogen spænder over de mest forskellige Felter, og bortset fra enkelte Smaating og Rettelser, som næste Aargang sikkert vil bringe, kunde man fristes til at sige, at Bogens eneste Fejl er, at den ikke er udgivet af en Kvinde. Paa den anden Side kan man maaske hævde, at det netop er et Vidnesbyrd om, hvor vidt vi er naaet i vore Dage, at en Mand har fundet det rimeligt og nødvendigt at udgive en saadan Oversigt over Kvindens Virksomhed. Redaktør Hjort har ved Samarbejde med en Række dygtige Kvinder skabt et Værk, som man har baade Udbytte og Fornøjelse af at fordybe sig i, og vi maa paa det varmeste anbefale vore Medlemmer at stifte Bekendtskabet med »Kvindernes Aarbog«.