« Tilbage til søgeresultaterne
Udlandet
England.
Det er ingen Nyhed, at Situationen i England er kritisk. Men det er ikke desmindre sandt, at den aldrig har været ladet med Sprængstof som i Øjeblikket.
Politisk set er Vilkaarene for Kvindevalgret saa komplicerede som muligt, og dette medfører, at Valgretsforeningerne, hvis Taktik jo er dybt forskellig, nærer Ængstelse for hinandens Metoder, Særlig frygter man for, at Suffragetterne under den forestaaende Efteraarssamling i Underhuset skal anvende Midler, der yderligere vil gøre Forholdene usikre og virke skadeligt paa de Resultater, man haaber at naa.
Den politiske Situation.
Den 17. Juni forelagdes for Underhuset det Forslag til almindelig Valgret for Mænd, som »Kvindevalgret« tidligere har omtalt. Det gaar ud paa at udvide Valgretten til alle mandlige Personer, der er fyldt 21 Aar og har haft Bopæl indenfor Valgkredsen i de sidste 6 Maaneder samt opfylder de sædvanlige Betingelser. Dette Forslag, der udtrykkeligt udelukker Kvinderne, har vakt Bitterhed endog hos Kvindevalgrettens mere moderate Forkæmpere. Den offentlige Mening gav saa tydeligt til Kende, at den ansaa dette for en Uretfærdighed, at Premierministeren saa sig nødsaget til at love, at der under Behandlingen kunde fremkomme Ændringsforslag, ved hvilke Kvinderne kom i Betragtning. Forslaget har allerede været underkastet første og anden Behandling, men det kritiske Øjeblik vil først indtræffe, naar det henvises til Udvalgsbehandling i Underhusets Efteraarssamling. Det er paa dette Tidspunkt, at Ændringsforslagene skal tages under Overvejelse.
Udsigt til tre Ændringsforslag.
Kvindevalgrettens Tilhængere i Underhuset deler sig i tre bestemte Grupper. Den første, der hovedsagelig bestaar af Konservative, vil stemme for at give Valgret til et meget begrænset Antal Kvinder. Den anden Gruppe kræver Valgret for alle Kvinder (adult suffrage). Den tredje har valgt en Form, der i England benævnes den »norske«, hvilket vil sige, at Valgretten udstrækkes til Kvinder, som enten selv eller hvis Mænd betaler en vis Skat. Man mener imidlertid, at den sidste Gruppe vil støtte de Ministre, som er Tilhængere af Kvindevalgret, ifald disse vil foreslaa en Form, som Gruppen kan stemme for. Og det antages, at der for Tiden finder Underhandlinger Sted i den Anledning mellem Mr. Lloyd George og Sir Edward Grey samt Repræsentanter for den »norske« Gruppe.
De forskellige Ændringsforslag vil fremkomme i den Orden, at de, der kræver Valgret i stærkest udvidet Form, behandles først. Saaledes vil Forslaget om almindelig Valgret (adult suffrage} blive det første, dernæst kommer den »norske« Gruppes Forslag og endelig den konservatives. Paa denne Maade haaber man, at hvis de mere frisindede Forslag ikke gaar igennem, da vil alle de Medlemmer, som overhovedet er Tilhængere af Sagen, samle sig om Gennemførelsen af den sidste, stærkt begrænsede Form for Kvindevalgret.
Premierministerens Stilling til Sagen.
Under anden Behandling af Regeringsforslaget om almindelig Valgret for Mænd holdt Mr. Asquith imidlertid en Tale, der har vakt en Del Ængstelse. Han udtalte den Opfattelse, at da Underhuset én Gang havde nedstemt et Forslag om Kvindevalgret (the Conciliation bill) i indeværende Samling, kunde man næppe antage, at det vilde gøre Nar ad sig selv (stultify) ved at stemme modsat næste Gang. I enkelte Kredse tillægger man disse Ord stor Betydning, idet man frygter for, at de skal indeholde en Trusel om, at Mr. Aquith vil bryde sit Løfte om at sørge for den fornødne Tid til Ændringsforslagenes Behandling under Paaskud af, at han handler i Overensstemmelse med Underhusets Ønske. Premierministerens Udtalelse havde som bekendt til Følge, at der blev kastet en Økse ind i hans Vogn under hans Besøg i Dublin, ligesom han under hele denne Tur maatte beskyttes af Politi omtrent som den russiske Czar.
Det engelske Landsforbund for Kvinders Valgret.
Mr. Asquith er som alle véd en aaben Modstander af Kvindevalgret. Han anvender de Midler, der staar til hans Raadighed, for at hindre, at det Underhusflertal, om hvilket man tror, at det ønsker at give Kvinderne Valgret, faar Lejlighed til at afgive sine Stemmer under gunstige Forhold. Den omtalte Afstemning for »the Conciliation-bill« var bl. a. ikke egnet til at samle Stemmer hos de liberale og Arbejderpartiet, da der netop den Gang var Udsigt til en mere udvidet Form for Kvindevalgret, og desuden fandt Afstemningen Sted umiddelbart efter Suffragetternes voldsomme Demonstration og Beskadigelse af andres Ejendom, der vakte saa stor og almindelig Forbitrelse.
Premierministerens Modstand bidrager sit til, at det kræver et uhyre Arbejde at tilrettelægge Sagen og beregne alle Muligheder i Haab om at finde farbar Vej. Man forstaar derfor, hvilke
Følelser det maa vække hos de andre Foreninger, at en enkelt Afdeling - Suffragetterne - gaar Veje, som de anser for farlige, og griber til stærke Midler netop i de Øjeblikke, hvor der staar mest paa Spil. Det har heller ikke manglet paa Advarsler til dem. Formanden for det engelske Landsforbund, Mrs. Fawcett, har saaledes skrevet til Suffragetterne: »Det er et almindelig bekendt Faktum, at Anvendelse af Vold fører til Forbrydelser, som ingen kunde forudse, da man begyndte Striden. Naar en Ild engang er tændt, er det ikke let at begrænse Branden. Vi henvender os derfor til Eder med al den Alvor og Styrke, som den farlige Situation kræver, og beder Eder at sætte al Eders Kraft ind paa at forhindre mulige Voldshandlinger, der har saa ulykkebringende Følger for den Sag, vi tjener«.
Kvindernes »liberale Forening«, der staar Landsforbundet ret nær, har sendt Suffragetterne følgende Skrivelse: »Vi indrømmer, at en retfærdig Sag ikke mister sin Betydning ved Vold eller uovervejede Ord, men begge Dele skader dens Interesser. Vi kan kun vinde Fremgang ved Parlamentets Velvilje for vor Sag, og det er urimeligt at tro, at Lovbrud og stadigt gentagne
smaalige personlige Overfald skulde kunne skabe den Velvilje for Sagen, som er nødvendig«.
Suffragetterne.
I disse Dage har »Kvindevalgret« netop haft Besøg af en Dame, der tilhører denne Organisation, har et kendt Navn som Taler og er nøje kendt med Bevægelsens Ledere og disses Planer for Fremtiden. Miss Pisa, hvis beherskede Væsen og fine Smil vilde forbavse mange, der med Ordet Suffragette forbinder Forestillingen om en ukvindelig Fremtoning, meddelte, at Begivenhederne i Dublin, hvor man mener, at der blev gjort Forsøg paa at anbringe Sprængstof i en Bygning, har tvunget Regering og Dommere til at gribe til Forholdsregler, der er skarpere end alle tidligere og derfor bedre egnede til at fremkalde den Situation, Suffragetterne arbejder paa: at der blandt Englands Befolkning skal opstaa et almindeligt Ønske om hurtigst muligt at indføre Kvindevalgret for at faa en Afslutning paa denne Strid, under hvilken magthavende Mænd udfolder en Brutalitet og Kvinder gennemgaar Lidelser, der vækker almindelig Forargelse og Skamfølelse.
De to Damer, der som Hovedledere var Implicerede i Dublinaffærerne, Mrs. Mary Leigh og Miss Gladys Evans, er bleven dømte til 5 Aars Fængselsstraf. Begge erklærer, at saafremt de ikke inden en vis Tidsfrist faar Tilsagn om at blive behandlede som politiske Forbrydere, vil de iværksætte Hungerstrejke, og i saa Fald vil alle fængslede irske Suffragetter etablere Sympati-Hungerstrejke. Som man ser, tyder dette ikke paa Ro foreløbig.
Mrs. Paukhurst selv bebuder fortsat Aktion. I sidste Nr. af Foreningens Blad skriver hun et Opraab, der ender saaledes: »Om faa Uger er Ferien forbi og W. S. P. U. (Suffragetternes Organisation) vil atter være i Arbejde. Min tvungne Fraværelse i den sidste kritiske Tid har været tung at bære; men naar Parlamentet paany aabnes, vil jeg være iblandt Eder, parat til at kæmpe ved Eders Side, parat til at dele den Straf, som den forargelige Regering anser for passende at paalægge os i det forgæves Haab at knuse vor Bevægelse. Maalet er i Sigte, og snart vil Sejren være vor!«
