« Tilbage til søgeresultaterne
Landsforbundets Kursus
Landsforbundet for Kvinders Valgret har i Dagene 25., 26. og 27. Oktober holdt sit andet Kursus i Samfundskundskab, denne Gang paa Ollerup Højskole. I en af Sydfyens smukkeste Egne, i et stort og sjældent hyggeligt Hjem, hvor Vært og Værtinde, Hr. og Fru Kristensen-Randers, med den største Venlighed modtager de Gæster, de ser under deres Tag, havde Kursusdeltagerne i et Antal af godt 30 alle Betingelser for at tilbringe 3 rige Dage.
Kl. 10 Fredag begyndte Forstander Kristensen-Randers Foredrags- Rækken med et fængslende Foredrag om
Kvindens Retsstilling.
Han fulgte Udviklingen fra Chr. V og op igennem Tiderne, paaviste hvorledes Kvinderne har faaet personlig Myndighed og større Raadighed i formueretlig Henseende og omtalte tilsidst udførligere de nyere Lovbestemmelser, som man endnu er mindre fortrolig med. Disse er jo hovedsagelig »Børneloven« af 27. Maj 1908 og af samme Dato Loven om Enkers Ret og Pligt til at være Værge for deres Børn, Kvinders Ret til at beskikkes som Kurator og til al være Forlover, til at antages som Vitterlighedsvidne og til selv at møde i Retten og forsvare deres Sag. Endelig den Bestemmelse, at Moderens Samtykke nu er nødvendig til det umyndige Barns Ægteskab.
Kl. 4 talte Fru Hjelmer om
De kongevalgte Landstingsmænds Opløselighed.
Efter en kort Omtale af den danske Statsforfatning og de 2 Tings Sammensætning gik Taleren over til at omtale de forskellige »for« og »imod«, der er fremsat i Spørgsmaalet om de kongevalgtes Opløselighed. Tilsidst fremhævedes, at dette saa stærkt omstridte Spørgsmaal nærmest maa betragtes som et praktisk-politisk, der vil blive løst paa den Maade, som de forhaandenværende Omstændigheder vil kræve det.
Kl. 7½ fik Fru Thora Knudsen Ordet for at tale om
Samfundsudvikling, Rettigheder og Pligter,
Taleren paaviste i store og klare Træk, hvorledes Samfundsudviklingen lige fra 1788, Bøndernes Frihedsaar, med rivende Fart er gaaet frem og stadig fortsætter sig. Denne Udvikling er gaaet i Retning af at nærme Hjemmet og Samfundet til hinanden. Stat og Kommune overtager i stedse stigende Grad ikke alene alle Samfærdselsmidler, men ogsaa de fleste Produktionsmidler, samt vort Forsørgelsesvæsen, ikke at tale om Skolevæsenet. Hjemmet skal bevares, men det maa omformes efter Samfundets og Tidens Krav. Rammerne er da ogsaa udvidede og Murene sprængte. Kvinderne er herved trængt ind i det offentlige Arbejde, hvor de er bleven en uundværlig Støtte.
Nye Rettigheder er i fuldt Maal blevet Nutidens Mennesker til Del, men med Rettigheder følger Pligter. Dette er man ofte tilbøjelig til at glemme. Taleren indskærpede paa det alvorligste at lære Børnene fra de er smaa, at gøre deres Pligt. Over al Folkeopdragelse burde man sætte de Ord som Indskrift »at leve er at arbejde«.
Lørdag Morgen var Landbrugsskoleforstander Jacob Lange første Taler med Emnet
Georgismen.
Han begyndte med at udtale en Frygt for, at Kvinder som politiske Vælgere skulde lade sig nøje med at uddybe den humane Lovgivning, og ikke gaa saa dybt, at Retfærd blev naaet, hvilket kun kan naas ved en Gennemførelse af de georgistiske Principper.
Hr. Lange paaviste derefter, hvor forstaaeligt det var, at Amerikaneren Henry George var den, der var kommet med den nye Tanke, netop paa Grund af Forholdenes Udvikling i Amerika, hvor den frie Arbejder var i Færd med at blive Proletar. Arbejderen havde i Amerika kun fundet personlig Frihed og Jord, men Foreningen af Menneskets Kraft og Jordens Rigdomskilder var blevet Grundlaget for det ny Amerika. Grunden til den tilsyneladende Overbefolkning og Elendighed ser George deri, at de naturlige Rigdomskilder er blevet beslaglagte af nogle enkelte. Der maa sikres alt Folket lige Ret til Rigdomskilderne, men saa maa ogsaa til Gengæld den, der kommer i Besiddelse af noget af Jorden, holde de andre skadesløse. Derved kommer Skatten kun til at hvile paa Jorden, medens alt personligt Arbejde fritages for Beskatning.
Om Eftermiddagen talte Kommunelærer Møller-Lund om
Børneforsorg.
Efter en historisk Oversigt over Børns Forhold og Behandling i opdragende og strafferetlig Henseende i den nyere Tid, gik Taleren over til udførligt at fremdrage og udvikle Værgeraadsloven af 1905 med alle de overordentlige Fordele, som denne frembyder ved at drage det opdragende og forebyggende Moment i Forgrunden. Hr. Møller-Lund paapegede det store Ansvar hos Værgeraadene og de vanskelige Afgørelser, som kan forekomme, naar man skal fjærne Børn og Forældre fra hinanden, og omtalte endelig tilsidst den i 1910 nedsatte Kommissions Forslag til en Revision af Børneloven.
Ved Aftenmødet havde man den Glæde at høre en norsk Kvinde tale, den i Danmark saa velkendte Frk. Frederikke Mørck fra Christiania.
Juryen og Kvinderne.
Frk. Mørck gennemgik Jurysystemet og den Maade, hvorpaa det er ført ud i Praksis i Norge og paapegede den Betydning, som det har, at ogsaa Kvinderne har faaet Lov at deltage i Strafferetsarbejdet, ikke alene, fordi det er heldigt, at den kvindelige Indflydelse nu ogsaa her kan gøre sig gældende, men ogsaa fordi Kvinderne herved faar Indblik i en Side af Menneskelivet, som de maaske før ikke har kendt, og som de ikke har forstaaet at bedømme paa den rigtige Maade.
Søndag Formiddag holdt Ekspeditionssekretær Haarløv et meget interessant Foredrag om
Offentlig Forsørgelse.
Tilhørerne havde her god Lejlighed til nøje at blive bekendt med saa vel vort Fattigvæsen som Alderdomsunderstøttelsen og Hjælpekasseinstitutionen. Efter dette Foredrag, og iøvrigt efter alle de i disse Dage afholdte Foredrag, var der livlig Diskussion. Spørgsmaal stilledes og Spørgsmaalene besvaredes lige til Middagsklokken ringede.
Senere talte Kontorchef Adolf Jensen om
Nogle Skattespørgsmaal.
Kontorchef Jensens Foredrag gav mere, end Titlen lovede. Han begyndte med en Fremstilling af Skatternes Udvikling her i Landet, paaviste den uhyre Stigning i Skatterne fra 106 Mill. Kr. i 1902 til 160 Mill. i 1912, og efter at have omtalt Skattereformen i 1903, gik han nærmere ind paa de nyeste Skatter og da særlig en Omtale af direkte og indirekte Skatter.
Endelig afholdtes det sidste Foredrag af Forstander Kristensen-Randers, Han kaldte sit Foredrag
Ordet Forvandling i Ibsens Digtning.
Som Eksempel paa, hvorledes et Menneske som ved en Forvandling kan nyskabes, fremdrog Taleren de tre kvindelige Hovedskikkelser i »Dukkehjem«, »Fruen fra Havet«, og »Lille Eyolf«.
Efter Foredraget oplæste Frk. Mørck fint og smukt »Aases Død« af Per Gynt. »En Fuglevise« og »En Bror i Nød«.
Frk. Meta Hansen rettede derefter paa Kursusdeltagernes Vegne en varm Tak til Hr. og Fru Kristensen-Randers for deres store Gæstfrihed og Venlighed.
Et Par Timers hyggeligt Samvær med Samtale og Sang i Forstanderens smukke Dagligstuer sluttede disse indholdsrige Dage, der vil være uforglemmelige for dem, der har oplevet dem.