« Tilbage til søgeresultaterne
Boganmeldelse
Perkins Gilman: »Verden, som Manden har indrettet den«. Oversat af Kathrine Faye-Hansen.
Den engelske Forfatterinde Perkins Gilman, hvis tidligere Bøger har vakt megen Opsigt, har i dette Værk taget sig for at vise hvorledes alt i det civiliserede Samfund er lagt tilrette af Manden og for Manden, og hvorledes dette Faktum har været til ubodelig Skade ikke blot for Kvinden, der tvinges til at leve i et for Manden indrettet Samfund, men ogsaa for Manden selv. Det er jo ikke første Gang, dette er blevet sagt; det fremhæves som bekendt stadig fra vor Side, at ikke blot Kvinden lider under dette at udelukkes fra al Indflydelse paa rent menneskelige Forhold, men at Manden selv derigennem udelukker sig fra kvindelige Impulser og kvindeligt Initiativ, som dog ikke er uden Værdi. Mrs. Gilman siger alt dette paa en ny og ofte særdeles træffende Maade. Hendes Intelligens, Fantasi og Humor belyser Spørgsmaalet fra saa mange Sider, at det til Slut ligger klart for Læseren, d. v. s. hvad hun mener; selv er man næppe altid enig med hende. Naar Forfatterinden skildrer, hvorledes Kvindens tvungne Hjemmeliv og Mangel paa udviklende Arbejde i Længden øver en skadelig Indflydelse paa Slægten, ogsaa den mandlige, fordi hun er den ene af Mandens Forældre, har hun utvivlsomt Ret. Ligeledes naar hun betegner Prostitutionen og dens forfærdelige Sygdomme som direkte Følger af de forkvaklede kvindelige Livsvilkaar. Interessant er hendes stærke Fremhæven af, hvor skadelig den mandlige Egoisme, Trangen til altid at være den første, til altid at tvinge sit Eget frem, til at kappes og konkurrere, har været for Verden; hun har her næppe rigtig Blik for, hvor megen Værdi sund Egoisme i Virkeligheden besidder, ja hvor nødvendig den i Grunden er i en stærkt befolket Verden. Paa dette Punkt bl. a. rejser Kritiken sig. I det hele taget er Mrs. Gilmans Bog vel egnet til Diskussion selv meget yderliggaaende; Kvinder vil sikkert undertiden studse og finde, at hun har stirret sig blind paa sine Anskuelser; kedelig er Bogen imidlertid ikke; den aabner stadig vide Perspektiver, opmuntrer til Fremgang og kalder paa Tilslutning samtidig med at den ægger til Modsigelse.