« Tilbage til søgeresultaterne
En sandfærdig Historie
fortalt af Mrs. Carrie Chapmann Catt,
President for den internationale Alliance for Kvinders Valgret.
Oversat og bearbejdet efter »The Woman’s Journal« af Fanny Ridiger.
Da Mrs. Catt under en Rejse i Kina havde erfaret, i hvilket Omfang den hvide Slavehandel drives mellem dette Land og de vestlige af de forenede Stater i Nordamerika, og da hun var kommet til den Overbevisning, at det ikke var muligt at standse denne Trafik, før Amerikas Lovgivning var bleven grundigt ændret paa dette Punkt, besluttede hun at nedlægge sit internationale Arbejde og at ofre alle sine Kræfter paa sit eget Land. Hun agter nu af al Magt at virke for Kvindens politiske Valgret i de forenede Stater, idet hun haaber, at det ad denne Vej skal lykkes at afskaffe Handelen med smaa kinesiske Piger indenfor Amerikas Omraade.
Den følgende Skildring er en i alle Enkeltheder nøjagtig Gengivelse af en lille kinesisk Piges Skæbne, Den beretter kun om et enkelt Tilfælde blandt Hundreder. Og den giver kun Indblik i et enkelt af de Forhold, der har bevæget Kvinder til at kæmpe for Valgretten som det eneste sikre Middel, der kan give dem Indflydelse paa Lovgivningen og Magt til at skabe menneskeværdige Tilstande i de saakaldte »Kulturlande«.
Li Po Ton var en lille kinesisk Pige født i Provinsen Hupeh. Hendes første Barndomsminder er saa skønne og lykkelige som noget Barns. Hun tilbragte Tiden i sin Bedstefaders solrige Have sammen med sin lille Tvillingbror, Chin Wah. De legede ved den store blaa Han-Flod, og saa paa de mange pragtfuldt malede Baade, som gled ned ad Floden ud til den store Yangtse-Kiang. Den lille Piges Bedstefader, Chin Wah Ton var en rig og anset Mand. Han havde to store Rismarker, en Tobaksplantage, en Frugthave og et prægtigt Hus, paa hvis Tag der var anlagt en vidunderlig Have, fuld af fede Kaalplanter og friskduftende Purrer. Han var tillige en indflydelsesrig Mand, og mange kom langvejs fra for at søge hans kloge Raad. En Tid havde han været Embedsmand, og det havde yderligere omgivet ham med Hæder og Værdighed. Overalt var han berømt for sin Lærdom og Fromhed, ja lige til den store By Wuchaug, hvor han viste sig to Gange om Aaret i sin rigt udstyrede Bærestol, naar han skulde afsætte sine Jorders mange Produkter til Købmændene, naaede hans Ry.
Kun i en Retning var han uheldig; han havde tre Hustruer og mange Børn, men Trods al hans Fromhed var alle Børnene - med Undtagelse af een - Piger. Chin Wah hadede Pigebørn og ødslede al sin Ømhed paa Sønnen. Paa ham hvilede jo ikke alene det Ansvar, at han skulde bevare Slægtens Navn, men tillige den langt vigtigere Pligt at udøve de aarlige højtidelige Ceremonier, som skulde skænke de afdøde Fædres Aander evig Fred, og som ikke maatte udøves af Kvinder.
Saa grundfæstet er Troen paa disse hellige Skikkes Virkning, naar de udføres af Sønner, at hvis en Fader ikke faar mandligt Afkom, da adopterer han en fremmed ung Mand som sin Søn og testamenterer ham alt sit Eje, for at han med Tiden skal varetage Slægtens hellige Pligter mod Forfædrenes Sjæle.
Sønnen voksede til og havde Lykken med sig. Men ak! da han havde været gift i tre Aar blev han syg og døde. Det var et ynkeligt Syn at se den gamles Sorg; og dog - midt i hans dybe Smerte glimtede et Haab frem. Sønnen havde selv en Søn, Li Po Tons lille Tvillingbroder, som var opkaldt efter sin store Bedstefader. Fra nu af blev den lille Chin Wah sin Bedstefaders Haab og Lykke, hans Øjnes Lyst og Glæde. To lykkeligere Børn skulde man lede længe om. Hele den lange Solskinsdag flagrede de om mellem Havens Buske som smaa glade Sommerfugle, Snart fandt de røde Kirsebær, som var faldne ned fra de store Træer, snart lod de deres smaa Legetøjsbaade sejle i et stort Kar, hvor Solstraalerne spillede paa Vandet lige som i den store Flod, og snart krøb de op paa Taget for at se paa Vidunderhaven. Men naar en af de straalende Sommerfugle sejlede fristende gennem Luften, og Chin Wah styrtede efter den i henrykt Løb, da kunde den lille Li Po slet ikke vinde med, thi hendes stakkels indsnørede Fødder nægtede at bære hende, og naar hun anstrengte sig for at løbe, gjorde det forfærdeligt ondt. Der var naturligvis ogsaa mange andre Lege, hvor hun ikke kunde maale sig med sin Broder, men lille Chin Wah var taalmodig og kærlig - og hun var lykkelig. Men der var én Bekymring, som undertiden knugede hendes lille Barnehjerte. Hun kunde ikke ungaa at lægge Mærke til, at hendes Bedstefader, den store Chin Wah, altid var fuld af Ømhed og kærlige Ord overfor hendes Tvillingbroder, mens han ikke havde et eneste Blik til overs for hende. Og hvorfor? Ja, det skulde hun snart lære.
En Dag savnede hun Chin Wah, og skønt hun ledte hele Haven igennem kunde hun intetsteds finde ham. Endelig kom han løbende ud af Døren med straalende Øjne og Kinder, der glødede af Iver; men idet han opdagede Li Po, der stod og kiggede fornøjet frem bag en Busk, stillede han sig op med en overlegen Mine og saa foragtelig paa hende. »Pyt,« raabte han, »jeg kan ikke lege mere med dig. Jeg har lige faaet min første Time i Læsning, og nu kommer der hver Dag en Mand for at læse med mig. Jeg skal være en stor Mand ligesom Bedstefader og rejse omkring i Bærestol, men du kan ikke lære at læse, siger Bedstefader, du er kun en Pige.« Stakkels lille Pige, for første Gang saa hun en Skillevæg rejse sig mellem dem. Næste Dag, da hun .forsigtig tittede gennem Døren og saa Chin Wah staa rank og stolt foran en fremmed Mand, der viste ham nogle underlige Tegn paa en Strimmel rødt Papir, begyndte det at gaa op for hende, at den lykkelige Barneleg var forbi, og yderligere brast ethvert Haab om dens Tilbagevenden, da hun kort efter paa den store aarlige Helligdag saa sin lille Broder paaklædt til at følge med Bedstefaderen til Templet. Smaa Piger, og store med for den Sags Skyld, maatte altid blive hjemme; men for Drengene var det en Festdag. Efter Skik og Brug var Chin Wah klædt i en fuldstændig ny Dragt. Vide lysegrønne Silkebenklæder, over dem en Kappe af blaat og hvidt Silkebrokade oversaaet med gyldne Broderier, purpurfarvede, overbroderede Sko og store Silkeduske indfiettede i den lange Pisk. Han gjorde en mærkelig Figur, den lille Fyr, og lignede mest af alt de skønne Sommerfugle, som han holdt saa meget af at jage. Han opfangede et Glimt af den lille Søster og tilkastede hende igen et af sine foragtelige Blikke. Nu forstod hun for Alvor, at Grænsen mellem dem aldrig kunde overskrides.
Efter den Tid tilbragte hun Tiden sammenkrøben paa en Hynde ved Siden af sin Moder, som lærte hende at sy og brodere. Hendes eneste Fornøjelse var at spasere i Haven. Skønt hun ingen Legekammerat havde, og skønt hun kun kunde humpe om paa de stakkels ømme Fødder, saa fyldtes dog hendes Sind med noget, der lignede Fred og Glæde derude under den klare Himmel.
Da hun var fyldt 12 Aar, sendte Bedstefaderen en Dag Bud efter hende. Hun fandt ham siddende med korslagte Ben paa Gulvet lige overfor en fremmed Mand, der havde den mærkeligste Pisk, hun nogensinde havde set. Som han sad der paa et Hynde, flød den som en stor Snog henad Gulvet. Begge Mænd røg paa lange Piber og lod, som om de slet ikke saa hende. Hun stod ubevægelig med nedslagne Øjne foran dem. Endelig gjorde Chin Wah et Tegn til hende, og hun nærmede sig Gæsten. Der var noget hos denne fremmede med de vilde, sorte Øjne, der indgød hende Rædsel, og hun havde en Følelse af, at hans Nærværelse ikke varslede noget godt for hende. Det løb hende koldt ned ad Ryggen, da han berørte hende, undersøgte hendes Fødder, Skuldre og Ben. »Smuk Pige, rigtig som hun skal være,« mumlede Chin Wah. Og sød var hun, med sine tykke røde Kinder, bløde mørke Øjne og den fine Mund, der indesluttede to Perlerader. »Hm! sagde den fremmede, »hun er altfor fed, altfor lille.«
(Fortsættes).
