« Tilbage til søgeresultaterne
En sandfærdig Historie
fortalt af Mrs. Carrie Chapmann Catt,
Præsident for den internationale Alliance for Kvinders Valgret,
Oversat og bearbejdet efter »TheWoman’s Journal« af Fanny Ridiger.
(Fortsættes)
Atter gjorde Chin Wah en Haandbevægelse, og lille Li Po gled ud af Værelset. Hvad betød det - dette ny hemmelighedsfulde? Hun løb ind til sin Mor og fortalte hende, hvad der var sket. Denne vidste heller ikke, hvem Gæsten var, men hun kunde gætte hans Ærinde. Hun vidste, at Chin Wah hadede Pigebørn; hun kendte hans Griskhed og hun havde hørt hans Knurren, naar han skulde ud med Medgiften til sine mange Døtre. Det var ikke usandsynligt, at han nu vilde tjene lidt paa sin lille Sønnedatter, som han altid havde behandlet med Foragt. Saa mildt som muligt forberedte hun sin lille Pige paa, hvad det muligt kunde betyde, og saa græd de sammen. Lidt efter frigjorde Li Po sig for Moderens Favntag, sneg sig tilbage til Stuedøren og kiggede ind. Den fremmede var just i Færd med at tælle en Masse Penge, mens han dampede paa sin lange Pibe og mumlede: »Altfor meget, altfor meget.« Rædselsslagen styrtede Barnet tilbage til sin Moder og kastede sig ved hendes Fødder i krampagtig Hulken. Kort Tid efter blev hun atter kaldt ind til Chin Wah, der befalede hende at sige Farvel til sin Moder, da hun skulde rejse med den fremmede. Kinesiske Børn af begge
Køn er vænnede til en saadan Ærbødighed og Lydighed, at det ikke et Øjeblik faldt hende ind at spørge: Hvorhen - eller - hvorfor? Behersket af en dump, gnavende Smerte sad hun nu i Bærebøren ved Siden af den fremmede Mand. Stille som en Mus sad den lille hele den lange Dag. Hun turde ikke sige et Ord. Ved Aftenstid gik de om Bord i et Skib. Li Po blev lagt op i en Køje, hvor hun snart græd sig i Søvn med Hovedet begravet i Tæpperne. Efter et Par Dages Forløb kom de til en stor By; Larmen og Forvirringen dér var saa ukendt for hende, at den for en kort Tid fik hende til at glemme sin egen Elendighed. Saa kørte de til et andet Skib, det største hun nogensinde havde set, og der fik hun en Køje, som var anbragt højt over Gulvet. Overalt var der rejsende, ogsaa en Del Pigebørn paa hendes egen Alder, og det lod til, at ogsaa de tilhørte den fremmede Mand. Hun prøvede at indlede en Samtale med dem, men snart bragte Skibets Rullen og den voldsomme Søsyge hende til at glemme alt andet. Tiden forekom lille Li Po uendelig lang, ingen sagde et trøstende eller opmuntrende Ord til hende. Forgæves undrede hun sig over, hvad dette skulde ende med; ingen gav hende den ringeste Oplysning. Havde hun vidst, hvad det var at bede, saa vilde hun have tryglet om Døden. Men hun kunde blot græde og længes efter at begrave al sin Sorg under de sydende skumklædte Bølger, som hun saa gennem Koøjet.
Og hun havde god Grund til at ønske sig Døden, stakkels lille Li Po Ton, for hun var nu Slavinde.
Endelig kom de i Land, og hun førtes ind mellem en Mængde skrigende, larmende Mennesker. Nogle Mænd i underlige blaa Dragter med Messingknapper førte hende ind i et mørkt Værelse, hvor der var mange Kinesere og nogle faa Kineserinder, de sidste stod og saa sig frygtsomme omkring med det samme forpinte Udtryk, som hun følte, hun selv havde. Hun længtes efter at tale med dem, maaske kunde de sige hende, hvor hun var; men hun saa den fremmedes skarpe Blik hvile paa sig, og hun vovede det ikke. Hun hørte Folk tale i et fremmed Tungemaal, og saa viste de nogle hvide Billetter frem; alt var hende en Gaade.
Derpaa blev hun atter jaget ud paa Gaden og tilligemed alle de andre Pigebørn anbragt i et mærkeligt Køretøj, som susede igennem Gaderne og af og til standsede for at optage eller afsætte Folk. - Det baade interesserede hende og indjog hende ny Rædsel. - Til sidst steg de ud af Vognen og blev førte eller snarere jagede gennem en mørk, snæver Gade, hvor hun dog følte sig mere hjemligt til Mode, for Folkene her var hendes Landsmænd, selv om de stirrede frækt og ubehageligt paa hende. - Endelig førtes hun ind i en lang, lav Stue fuld af Kinesere, og straks raabte en stor tyk Mand, som de andre kaldte Wah Lee: »Hvilken af dem er min?« »Her er det Pigebarn, jeg har købt til dig«, sagde den fremmede og pegede paa Li Po Ton. »Hun koster 300 Dollars.« Efter en grundig Undersøgelse af hendes Person, fandt Wah Lee, at det var en god Handel; han betalte Summen, tog den lille Pige ved Haanden og førte hende gennem Gader og Stræder til de naaede en lille skummel, faldefærdig Bygning. Her aabnede han en Dør, skød hende indenfor og laasede efter hende. I det uhyggelige Værelse, hun nu befandt sig i, fik hun Øje paa fem andre Kvinder, der alle var Kineserinder. De kom hende straks i Møde, klappede hendes Haar, strøg hendes Kind og saa bedrøvet deltagende paa hende. Nogle var unge Piger i samme Alder som hun selv; men en af dem var lidt ældre og mindede om hendes egen Moder. Li Po stirrede paa sine Omgivelser og opdagede, at der var brede faste Sengesteder langs den ene Væg - tre og tre over hinanden fra Gulv til Loft, ialt seks Sengepladser til de seks Kvinder. Gulvets Længde mellem Sengene og den modsatte Væg var omtrent tre Fod, og af Møbler var kun seks blaamalede Stole. Et eneste lille Vindue, forsynet med Jernstænger som i et Fængsel, sad saa højt, at man næppe kunde se ud paa Gaden. Men der var heller intet, der fristede hertil, thi det vendte ud til en mørk Gyde, og de enkelte Kinesere, som af og til gik forbi, stirrede næsvist ind paa dem. -
Som Svar paa hendes nye Veninders Spørgsmaal fortalte lille Li Po alt om sin Rejse, beskrev sit Hjem og sit tidligere Liv og endte med det Spørgsmaal, som hele Tiden havde brændt i hendes Sjæl:
»Hvorfor er vi her? Hvad betyder det hele?« Kvinderne saa tøvende paa hinanden. I det samme kom Wah Lee med deres Aftensmand, kogt Kaal og Ris. - Li Po var sulten og spiste af Hjertens Lyst. Da det var gjort, befalede hendes nye Herre hende at krybe op i den øverste Seng. Snart sov hun den uskyldiges sunde, dybe Søvn, og hvad der end kan være hændet den Nat i det lille Værelse - hun vidste intet derom.
Efter Frokost den næste Dag laasede deres Herre som sædvanlig Døren og gik. Der sad de saa og havde ikke andet at bestille end at passiare. Og lidt efter lidt - saa skaansomt som muligt - lod Kvinderne den lille nyankomne ane den Skæbne, der ventede hende.
De; fortalte hende, at hun ikke vilde faa Lov til at ligge i Fred en Nat til. -
»Men kan vi da ikke løbe bort?« spurgte Li Po. »Løbe bort,« udbrød de andre, - »Døren er altid aflaaset, og hvor skulde vi desuden løbe hen? Wah Lee har fortalt os om en Pige, som løb bort, og da de fandt hende kogte de hende levende i sydende Olje.« - Hele Dagen sad den lille Pige stum af Rædsel. - Li Po Ton var een af de 1200 Slavinder i San Francisco.
Efter at hun havde spist til Aften, befalede Wah Lee hende at gaa i Seng, og imidlertid hentede han nogle Mænd. En af dem lagde et Pengestykke i hans Haand og fik derpaa Adgang til lille Li Po’s Køje. Da han gik, kom en anden, og saaledes blev det ved til Barnet besvimede. Nat efter Nat gentog denne rædselsfulde Oplevelse sig. Sommetider skreg hun, men saa kneblede Wah Lee hende, og om Morgenen fik hun ingen Frokost. - Og alt dette skete i det Land, som roser sig af, at Frihed er ethvert Menneskes umistelige Ret. -
Mange Uger forløb. - Roserne paa hendes Kinder falmede. Øjnene blev tunge og udtryksløse, omgivne af mørke Ringe. - Wah Lee saa det og befalede hende at spise mere Ris og Kaal.
En Nat - langt efter Midnat - var de unge Kvinder alene. Li Po’s stakkels Medsøstre sov. Hun kunde høre deres tunge Aandedrag. - Wah Lee var gaaet og havde ladet Døren staa paa Klem. Det var aldrig før sket. - Hurtig slog hun Kjolen om sig, rullede Sengetøjet sammen, saa det saa ud som om det dækkede hendes Legeme, og gled ned paa Gulvet.- - Udenfor var det bælgmørkt, men hun hørte Stemmer længere oppe i Gaden. Hun lukkede Døren lydløst efter sig og styrtede af Sted i Mørket. Hun løb og løb - uden at kende Vej eller Gade. Pludselig stod hendes Hjerte stille, thi Tanken om den unge Pige, der var bleven levende kogt, for gennem hendes Hoved, og da hun i det samme fik Øje paa en Flok Kinesere, sneg hun sig ind i en Krog, hvor hun næppe turde aande af Angst for at blive opdaget. Men Flokken gik forbi, og saa hurtigt hendes stakkels mishandlede Fødder kunde bære hende løb hun videre. Hvor skulde hun skjule sig, naar Dagen brød frem?
(Fortsættes).
