« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindebevægelsen i Italien
Et fransk Blad giver følgende interessante Oplysninger om den italienske Kvindebevægelse.
»Det er ikke ukendt, at der i Italien udføres en virksom Agitation for Kvindevalgret. De Damer, der staar i Spidsen, anvender ikke de engelske Suffragetters Midler, thi en overdreven og fanatisk Agitaton falder ikke i en italiensk Befolknings Smag, og de Ledere, der har rejst Bevægelsen, er Kvinder af det bedste Selskab, hvis Opdragelse mindst af alt har lært dem at knuse Vinduesruder, angribe Politibetjente eller kaste Bomber.
Skønt den italienske Kvindebevægelse udgaar fra de højeste Klasser, maa man ikke tro, at den mangler Alvor og Iver. Der er faa Lande, hvor Sagens Forkæmpere er nødt til at vise større Taalmod, Ihærdighed og Forsigtighed end her. De maa paa én Gang kæmpe mod Administrationens Upaavirkelighed og den offentlige Menings Fordomme.
Folket selv er baade af Instinkt og Vane ugunstigt stemt, og de Kvinder af Middelstanden, hvem Kvindebevægelsens Sejre vilde gavne mest, vover ikke selv at komme frem med deres Krav. Derfor kræves der Ledere, hvis sociale Stilling og uafhængige økonomiske Forhold stiller dem saa frit, at de tør tage Kampen op til Bedste for Borgerstandens Kvinder. Og saadanne Ledere har man fundet i Forfatterinden, Grevinde Pelicano, Komtesserne Spaletti-Pasponi og Lucifero, Frk. Dora Meligari og flere andre.
Blandt Nationerne omkring Middelhavet, saaledes ogsaa i Italien, gælder Ordsproget: »Kvinder er ikke Mennesker«. Man betragter Kvinden udelukkende under Synspunkterne: Elskerinde eller Kokkepige. Det er derfor klart, at de, der under disse Forhold kæmper for Kvinders Uddannelse til Læger, Advokater, Kunstnere, ja endog politiske Vælgere, paatager sig en Opgave, der er saa meget mere fortjenstfuld, fordi den er utrolig vanskelig.
Imidlertid har de italienske Forkæmpere for Kvindesagen haft det Held at finde Støtte hos Landets bedste Mænd, saavel i Parlamentet som i Kunstens og Litteraturens Verden. En af Sagens mest glødende Fortalere er den forhenværende Førsteminister Somnino, og det nuværende Ministerium synes ogsaa principielt set at være gunstigt stemt for Kvindevalgret. - Men trods udmærket Støtte hos de mere intelligente og indflydelsesrige, støder Sagen stadig paa Administrationens og Folkets hemmelige, usynlige og upersonlige Modstand, der hindrer alle Fremskridt.
Kvinder har f. Eks. Ret til at blive Læger, men Tallet paa dem, der praktiserer, er meget ringe af den gode Grund, at de ikke kan faa Patienter. Der findes endnu ingen kvindelige Advokater; den berømte kvindelige Jurist, Teresa Labriola, der uden Tvivl er en af de mest glimrende Begavelser i Italien, har til Trods for sine med Glans fuldførte Studier ikke kunnet opnaa Adgang til Skranken i sit eget Land.
Følgende lille Begivenhed, der nylig har fundet Sted, giver et typisk Billede af Forholdene. Finansministeriet udskrev en Konkurrence med to Prøver til Stillingen som Gravør ved Mønten. Blandt de Konkurrerende var Fru Lancelot Croce, en Kunstnerinde, der nyder stor Anseelse som Medaljør, samt femten andre Deltagere. Efter at de indsendte Arbejder, der ikke var mærkede med Navn, var blevne bedømte, udvalgte en kunstforstandig Komité syv Udkast i den Hensigt at lade Udøverne deltage i den anden Prøve. Det viste sig da, at blandt disse syv priviligerede stod Fru Croce som Nr. 2, Hvorpaa man nedlagde Paastand mod, at hun deltog i Konkurrencen med den Begrundelse, at en Kvinde ikke kunde beklæde Stillingen som Gravør i Statens Tjeneste. Ydermere foranstaltede man en Udstilling af de femten mandlige Konkurrenters Arbejde, mens Fru Croce blev udelukket herfra, fordi hun var Kvinde.
Overfor saadanne Tilstande kan kun fornemme og indflydelsesrige Kvinder tage Kampen op, thi de er de eneste, der kan finde Ørenlyd hos Ministeriets og Parlamentets Medlemmer. De italienske Kvinders Nationalraad er derfor i Færd med at forfølge denne Sag og har bl. a. formaaet et Parlamentsmedlem til offentlig at kræve Finansministeren til Regnskab for denne uværdige Behandling af en talentfuld Kunstnerinde, mod hvem der ikke kan anføres anden Anke end at hun er Kvinde. Italiens Kvindeledere hævder, at jo mere haardnakket Mængden er i sine Fordomme, des mere nødvendigt er det, at Administrationen giver et godt Eksempel.«
