« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Deltagelse i Valget
Københavns Kommunalbestyrelse har for Borgerrepræsentantvalgene i 1913 ligesom for 1909 udgivet et statistisk Hefte, der deler Vælgerne paa alle Maader, efter Køn, efter Alder,
ægteskabelig Stilling, Erhverv og Indtægt. I Marts 1913 fandtes i København 72,524 mandlige og 70,292 kvindelige Kommunalvælgere, d.v.s. at af samtlige Vælgere var 49,2 % Kvinder, i Modsætning til Frederiksberg, hvor de udgjorde over Halvdelen, ca. 55 %.
Af de 70,292 kvindelige Vælgere var 55,797 gifte Kvinder, hvis Mænd var Vælgere, medens de 14,495 var ugifte, Enker og Kvinder, hvis Mænd ikke var Vælgere. Af disse 14,495 Kvinder var ca. 3 8 % Kapitalister eller Pensionister, 16 % Kontor- og Butikspersonale og 12 % tilhørte Arbejderstanden. Indenfor den Gruppe var i 1909 47 % Kapitalister og Pensionister, 12 % Kontor- og Butikspersonale og kun 4% tilhørte Arbejderstanden. Som man ser stiger Antallet af arbejdende Kvinder og Antallet af Kapitalister synker.
Af disse Vælgere stemte:
Af de mandlige Vælgere 85 % i 1913 mod 81 % i 1909, af de kvindelige Vælgere 74 % i 1913 i 1913 mod 69 % i 1909 - altsaa omtrent den samme Opgang som for hele Landet, hvor Kvindernes Valgdeltagelse steg fra 50 til 56%.
Deler man de kvindelige Vælgere efter ægteskabelig Stilling, viser det sig, at af ugifte Kvinder stemte 78 %, af gifte og Enker 74 %. Da Valgdeltagelsen aftager med Aarene - baade for Mænd og Kvinder er Deltagelsen størst i 35-40 Aars Alderen - og Enkerne gennemgaaende er ældre, kan heri ligge nogen Grund til deres ringere Deltagelse.
Indenfor de enkelte Klasser eller Erhverv har Embeds- og Bestillingsmænds samt Læreres Hustruer vist den største Valgdeltagelse, nemlig 82 og 81 %, af Arbejderhustruer stemte 77%, af Handlende, Haandværkere og Industridrivendes Hustruer 68-73% .
Af de ugifte Kvinder har Lærerinderne stemt bedst, de udviser en Valgdeltagelse paa 91 %, derefter kommer fast ansatte i underordnede Stillinger med 90 %. Af kvindelige Kapitalister og Pensionister stemte 82 %, af Arbejdersker 71 %. Sandsynligvis kan det være vanskeligere for de sidste end for de første at komme til Valg, dog er her den Mærkelighed, at de gifte Kvinder i Arbejderklassen viser større Deltagelse end de ugifte, som ovenfor vist 77 %, det omvendte var Tilfældet i 1909.
Ser man paa Indtægtsfordelingen, viser det sig, at Deltagelsen stiger sammen med Indtægterne. Af Mænd med Indtægt 800-1000 Kr. stemte 79 %, af gifte Kvinder med samme Indtægt 69 %, af ugifte 74 %, af Enker 62 %. Naar Indtægten kommer op over 6000 Kr., stemte 86 % af Mændene, 81 % af de gifte Kvinder, 86 % af de ugifte og 72 % af Enkerne.
Desværre findes saa detaillerede Oplysninger kun for København. Sandsynligheden taler dog for, at Forholdene i det hele og store vil være ens over hele Landet.