« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Finland

Af: Thiodolf Rein

« Se emneord

I den Hensigt at støtte Kvindernes Arbejde for Valgret i andre Lande - muligt ogsaa for at modarbejde en­kelte grundløse Rygter, der har vundet Udbredelse gennem Anti-Kvindevalgretsblade - har Finlands Kvinder ud­sendt et lille Skrift med Udtalelser af ledende Politikere og andre betydelige Mænd angaaende Kvindernes Deltagelse i det politiske Liv.

Blandt Bidragyderne findes Mænd som Senator Leo Mechelin (landsforvist af de russiske Myndigheder 1903, men senere frigivet; under hans Formand­skab i Senatet blev Finlands nye Forfatning udarbejdet), Dommer P. E. Swinhufved (Landdagens første Formand efter Forfatningsændringen 1906), Doctor Arvid Neovius (berømt politisk For­fatter, landsforvist 1903-05, Medlem af Landdagen), Friherre V. A. von Born (Politiker, landsforvist 1903-04), Pro­fessor Ernst Estlander (ansat ved Hel­singfors’ Universitet, Medlem af Land­dagen, deporteret til Sibirien 1904), Friherre R. A. Wrede (Professor ved Uni­versitetet i Helsingfors, landsforvist 1904; siden 1907 Medlem af Landdagen), Friherre Palmén (Professor, Forfatter, Medlem af Landdagen), Dr. Axel Lille (politisk Redaktør, landsforvist 1903-05), Rektor Rosenkvist (fremra­gende Pædagog, Medlem af Senatet før Forfatningsændringen og efter denne af Landdagen) og flere andre Mænd af samme Type - Personligheder, der under Nationalitetskampen ofrede deres Stilling, Levebrød o.s.v. for deres po­litiske Overbevisning.

I en Række korte Artikler har disse fremragende Mænd alle som én udtalt deres Tilfredshed med den Reform, der i 1906 gav Landets Kvinder poli­tisk Valgret. Naar vi her gengiver en enkelt af disse Udtalelser i sin Helhed - nemlig Statsraad Thiodolf Rein’s - i Stedet for at uddrage en Samling særlig velvillige Sætninger af de øvrige Artikler, er Grunden den, at Statsraad Rein’s Indlæg i korte Træk skildrer, hvad der er sket efter Forfatningsæn­dringen. Forfatteren beretter om, hvad Kvinderne har søgt at udrette efter deres Indtræden i Landdagen samt for­klarer, at den vanskelige politiske Situation stadig hindrer Sagernes Fremme. Hans nøgterne Ord om Kvinden som Politiker indeholder baade Opmuntring og Belæring og bærer Præg af at være en retfærdig Dom.

 

Udtalelse af Statsraad Thiodolf Rein:

»Der er forløbet tilstrækkelig lang Tid siden Forfatningsændringen, og der har fundet tilstrækkelig mange Landdagssamlinger Sted, til at man nu kan udtale en paa Erfaring begrun­det Dom om, hvorvidt det har været til Nytte eller Skade at give Kvinderne politisk Ligestilling med Mænd.

Personlig nærer jeg den Overbevis­ning, som forøvrigt sikkert er den her­skende overalt i Landet, at denne Re­form, der gav myndige Medborgere af begge Køn samme politiske Ret, ikke har foraarsaget nogen Skade. Paa den anden Side har den heller ikke opfyldt alle Forventninger i Henseende til, hvad man ventede, at den vilde med­føre af positiv Nytte - som Følge af

de politiske Forhold, der overhovedet udelukker al lovgivende Virksomhed i Landdagen.

Den Imødekommenhed, man her i Finland har vist Kvindernes Bestræ­belser, har sparet os for den Ophidselse og Bitterhed, som i andre Lande - f. Eks. England - har ført til dadelværdige Overgreb fra Kvindernes Side. Frygten for at Kvindernes Deltagelse i det politiske Liv vilde gøre dem fremmede for deres naturlige Virkekreds, nemlig Hjemmet og Børneopdragelsen, har ikke vist sig begrundet hos os. I Virkeligheden er det jo kun en for­holdsvis ringe Brøkdel af den kvindelige Befolkning, der tager virksom Del i det politiske Liv, og blandt disse faa er de færreste Familiemødre. Det overvejende Flertal af dem deltager kun i politisk Virksomhed under den Form, at de afgiver deres Stemme hvert tredje Aar - eller ved eventuelle Opløsninger af Landdagen noget tiere. Denne Ordning kan ikke tage noget Menneskes Tid i den Grad i Besiddelse, at det af denne Grund behøver at forsømme sine pri­vate Pligter. Ligesaa lidt er der Grund til at antage, at Valgdeltagelsen skulde svække et Menneskes Interesse for sine egne private Anliggender. At Kvinderne søger at skaffe sig den nødvendige Oplysning, der kræves til at udøve den indvundne Rettighed, kan paa ingen Maade virke skadeligt. Efter min Op­fattelse er det kun heldigt, at der vækkes en levende Interesse for det almin­delige Vel hos Kvinderne, at deres Samfundsfølelse skærpes og deres Kund­skaber udvides. De Kvinder, som op­drager en Børneflok, bliver derved bedre i Stand til at indpode den frem­voksende Slægt Kærlighed til Folk og Fædreland og til at befordre den medborgerlige Pligtfølelse hos den. Og i Ægteskabsforholdet er det en ubetinget Fordel, at Kredsen for de fælles Inter­esser udvides.

Hvad angaar det gensidige Forhold mellem kvindelige og mandlige Landdagsmedlemmer, da har dette - saavidt mig bekendt - været præget af Ven­skab og Agtelse. De kvindelige Repræ­sentanter er ikke talrige, men mange af dem har erhvervet sig Anseelse ved deres Intelligens og Sagkundskab baade som Talere og som Udvalgsmedlemmer. Mange af dem har derimod maattet nøjes med at spille en mindre frem­trædende Rolle; men det samme gæl­der jo om Flertallet af de mandlige Repræsentanter. Kvinderne i Landdagen har gennemsnitlig talt mindre end Mæn­dene; men det vilde være yderst vovet deraf at slutte, at deres Indlæg har mindre Vægt.

Under Landdagssamlingen fra 1907 til 1911 har Kvinderne - til Dels i Fællesskab med Mændene - indbragt et Antal Ansøgninger og Forslag, af hvilke mange er af omfattende Betyd­ning, selv om de ligger den kvindelige Interesse særlig nær. Saadanne som: Forhøjelse af Kvindens Ægteskabsalder, Ændring af Hustruens familieretlige Stilling, Afskaffelse af Mandens For­mynderskab overfor Hustruen, Moderskabsforsikring, Udvidelse af Kvindernes Rettigheder i Statens Tjeneste, uægte Børns Retsstilling, Undervisning i Hus­holdning, Forholdsregler mod Alkohol­misbrug, Forbedring af Fangers Behand­ling, Indførelse af kvindelige Sundhedsinspektører o. s. v. Hertil kommer Ændringer angaaende de kommunale Rettigheder, den almindelige Skoleun­dervisning og Jernbanevognes Bygning, Forbedring af Jødernes retslige Stilling o.a.m. En Del af disse Forslag er ble­ven vedtagne i Landdagen, andre er endnu under Behandling. At kun de færreste af dem har medført positive Resultater skyldes ene og alene Rege­ringens Obstruktionspolitik.

Kvindernes Deltagelse i det politiske Liv har hos os ikke skærpet det parti­politiske Modsætningsforhold, snarere mildnet det. Kvinderne selv har ikke dannet noget eget Parti, men derimod sluttet sig til de bestaaende politiske Partier i forholdtvis samme Antal som Mændene. Indrømmelsen af Kvindens politiske Ret har saaledes hverken med Hensyn til Gruppering eller relativ Styrke indenfor de politiske Partier medført følbare Forandringer enten til det Gode eller det Onde.

Hvad sluttelig vort Livsspørgsmaal - vort Lands Forfatningskamp - angaar, da staar Kvinderne nu ved Mæn­denes Side med klarere Bevidsthed og med fastere Beslutning om, at de sam­men med os vil værge om Fædrelandets Ret, end under deres tidligere retsløse Stilling«.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Regioner