« Tilbage til søgeresultaterne
Valgretsbevægelsens ”Urolige Hjørne”
Man kan næppe tage en Avis i Haanden, uden at ens Blik møder Ord som »Valgretskvinderne i England«, »Valgretsfurierne«, »de hysteriske engelske Kvinder« osv. Alle disse Benævnelser er dels misvisende, dels fuldstændig uretfærdige, men gaar fra kvindesagsfjendske engelske Blade kritikløst over i de danske Aviser. Mon ikke vi danske Kvinder burde se lidt mere forstaaende paa vore engelske Medsøstre, der kæmper under saa vanskelige Forhold og mod saa mange gammeldags Fordomme og Forestillinger, at vi herhjemme ikke har eller muligt nogensinde har haft noget tilsvarende at kæmpe mod.
For det første - Benævnelsen »Suffragetter« er ganske misvisende, naar der heri indbefattes alle de Kvinder, som kæmper for politiske Rettigheder i England, baade de, der holder sig indenfor Lovens Grænser og derfor ikke burde rammes af vor Uvilje, og de saakaldte »krigsførende« Forkæmpere for Sagen, som kun er en lille, omend voksende Skare indenfor den engelske Kvindebevægelse og altsaa dem, der paa en saa uheldig Maade tiltrækker sig Udlandets Opmærksomhed. For det andet - Udtryk som: »de hysteriske Fruentimmere«, »Furierne«, o.l. er saa uretfærdige som vel muligt. De fleste af »de krigsførendes« Ledere er fint dannede, elskværdige, maalbevidste Kvinder, der kæmper for de højeste Idealer, Mennesker kan sætte sig: Frihed og Menneskeret for høj og lav, rig og fattig, Mand og Kvinde. Og blandt de »menige« findes alle Samfundsklasser repræsenterede, lige fra Aristokratiets forvænte Damer til uvidende og forsultne Fabrikspiger.
For at kunne forklare deres Bevæggrunde maatte man have langt mere Plads, end der kan raades over i en kort Artikkel; men løst skitseret ser Udviklingen saaledes ud:
Tanken om at skaffe Kvinderne samme Rettigheder, samme Muligheder i Kampen for Tilværelsen som Mænd, opstod i England for mere end 50 Aar siden. Den har stille vokset sig ind i intelligente Mænds og Kvinders Sind og har vundet saa mange Tilhængere, at Kravet Gang paa Gang er naaet frem til selve Parlamentet; men det er stadig slaaet ned af de forskellige Regeringer, kraftigst og haanligst af den nuværende, der kalder sig »liberal«.
Interessen for Sagen - eller maaske snarere Troen paa nogensinde at kunne gennemføre den - svækkedes stærkt i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Da var det, at det Spørgsmaal slog ned hos Christabel Pankhurst: Hvorledes har Mændene baaret sig ad med at naa de politiske Maal, de fra Tid til anden har sat sig? Ved at studere Englands Historie fandt hun, at intet nok saa lille Fremskridt nogensinde var blevet naaet uden Uroligheder som Brandstiftelse, ophidsende Taler, personlige Angreb, paa Ministrene, ja end ikke Mord var Mændene vegne tilbage for!
Derfor tænkte Kvinderne: »Altsaa nytter al vor blide Beskedenhed intet; man betragter det ikke som Alvor, før vi viser os mere stridslystne.« - Og ganske roligt er de gaaede frem Skridt for Skridt, stadig tvungne frem til stærkere Midler af Regeringens afvisende Holdning og brudte Løfter.
De begyndte med det i den engelske Forfatning lovhjemlede Middel: Paa offentlige Møder at spørge Ministrene, hvad de agtede at gøre for at forbedre Kvindernes Stilling. Mænd stiller lignende Spørgsmaal og faar altid Svar; de er jo Vælgere, og Vælgere behandles med en vis Ærbødighed; men overfor Kvinderne havde man kun isnende Tavshed; og da disse fortsatte med deres nærgaaende Spørgsmaal, blev Svaret: Fængselsstraf.
Derefter begyndte de at ødelægge offentlige Bygninger, senere privat Ejendom, thi de forstod snart, at hvis Regeringen skulde tvinges til at gennemføre Reformen, maatte Vælgerne tvinge dem dertil, og dette vilde de først gøre, naar det gik op for dem, at de var personligt interesserede i at opnaa Fred og Orden. Kvinderne gik ganske samme Vej, som Historien viste dem, at Mændene havde valgt; kun lovede de hverandre aldrig at ødelægge Liv. »At ødelægge Ejendom for at bevare Liv« blev deres Løsen. Regeringen svarede med Fængselsstraf, Kvindernes Modtræk var Sultestrejker, hvorpaa Regeringen befalede Tvangsfodring. Men her lagde den offentlige Mening sig imellem. Pint til Døde maatte Englands Kvinder dog ikke blive, fordi de kæmpede for deres Ret!
Regeringen greb da til den skændige »Kat og Mus Lov«, der i Hast blev vedtaget af Parlamentet i et ubevogtet Øjeblik og i Følge hvilken Kvinder tvangsfodres indtil Lægen siger: »Nu gaar det ikke an længere« , - saa slippes de ud for atter at indfanges, naar de er kommen lidt til Kræfter.
Regeringen viser saaledes stadig sin Magtesløshed; den må stadig give efter for Kvindernes Udholdenhed og Mod. Da en af Kvindevalgrettens ivrigste Modstandere en Gang sagde til Minister Mc. Kenna: »Lad blot et Par Stykker dø, saa holder de Spektakler op af sig selv,« svarede denne: »Tro blot ikke det; der vil følge andre 20 - 30 ja maaske 50, saaledes er den Aand, der behersker Kvinderne. De er er ikke mere afsindige end de japanske Soldater, der blindt kastede sig mod Russerne i Krigen«. Mc.Kenna har sikkert Ret heri; den Aand, der besjæler disse Kvinder, synes at være ukuelig. Lidelser, som stærke Mænd vilde gyse tilbage for, gaar de med roligt Overlæg ind til Gang paa Gang. Mrs. Pankhurst, hendes Døtre og mange andre har gennemgaaet Tvangsfodring og Sultestrejke mange Gange. - Den, der som undertegnede har overværet Suffragetternes Møder, hvor Angrebene paa Regeringen falder hvast og modigt, og hvor Offervillighedens Sluser aabner sig paa et Ord af deres forgudede Leder Mrs.Pankhurst, saaledes at Penge og Smykker lægges i hendes udstrakte Haand - den, som blot én Gang har hørt hende selv tale Frihedens Sag, eller med skælvende Stemme fortælle om Kvindernes Lidelser og tilføje: »Med mig gør det intet, jeg er gammel; men. de unge, mine egne Døtre, Annie Kenny og mange andre -«, han eller hun tvivler ikke paa, at disse Kvinder vilde gaa i Døden for deres Overbevisning hellere end at give efter. Styrken dertil henter de fra deres sikre Tro paa, at det er den eneste Maade, hvorpaa Regeringen kan tvinges til at give Kvinderne politisk Valgret, og at denne Rettighed er det eneste Middel, ved hvilket de kan befries fra den økonomiske Afhængighed, som tvinger Tusinder af unge Kvinder ud i en uværdig Levevis, der undergraver den mandlige Ungdoms Sundhed, ødelægger Hjemmenes Lykke og truer Slægtens Fremtid.
