« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinders Adgang til Studium og Embede

« Se emneord

Lovkyndighed.

(Fortsættelse)

Kvinder i Holland kan studere Jura, tage Eksamen og derpaa praktisere som Sagførere. Der synes at være gode Chan­cer for dem, hvis man kan dømme efter det forholdsvis store Antal Kvinder, der har valgt dennne Levevej. I Holland har til Dato ialt 48 Kvinder taget juri­disk Eksamen, og af disse praktiserer de 19 som private Sagførere, mens en Del andre har opnaaet gode Stillinger i Statens eller Kommunens Tjeneste. Derimod kan de ikke søge Embeder.

I Norge har 11 Kvinder taget juridisk Eksamen ved Universitetet; men der mangler Oplysning om, hvorledes de har benyttet den. Det rimeligste er dog, at de ligesom Kvinderne i Danmark er afskaaret fra at søge Dommerembeder. Her hjemme findes 6 kvindelige Sag­førere.

Der findes kvindelige Jurister i enkelte Cantoner i Schweitz, og en af disse er ansat som »Amtsforstander« i Zürick. Men i mange Cantoner har Kvinder endnu ikke Ret til dette Studium.

Ligeledes er det forbudt i Bulgarien og Galicien; det sidste Sted har man nægtet flere af Landets Kvinder, der havde taget Eksamen i Udlandet, at benytte den, naar de kom hjem. Der­imod har Ungarn for nylig faaet sin første kvindelige juridiske Student; hvor meget Udbytte hun vil faa af sin Eksa­men, vil Tiden vise.

Ganske urimelige synes Forholdene i Italien. Her maa Kvinder studere og tage høje juridiske Grader, men der­imod ikke praktisere Jura.

Netop fra dette Land foreligger et karakteristisk Eksempel paa, hvad ned­arvet Fordom kan tillade sig overfor udviklede Kvinder.

Den kendte Doctor Teresa Labriola, der har taget den juridiske Professorgrad ved Roms Universitet, har i ti Aar beklædt en Stilling som Docent i Ved­tægts-Lov (uskreven Lov) og paa den Maade været Lærer for flere Generati­oner af Advokater og Sagførere - men hun kan ikke selv opnaa Tilladelse til at føre Sager ved Retten!

I Juli 1912 anbragte »Sagførerraadet« i Rom Teresa Labriolas Navn paa sine Lister over uddannede Advokater for at sætte hende i Stand til at føre Sager for Retten - og derigennem gøre et Forsøg paa at føre sin egen »Sag« over­for de italienske Myndigheder. Hun vandt sin første Klients Sag med Glans, og saavel Fagfolk som en Del af Pressen udtalte ved den Lejlighed, at Dr. Teresa Labriola utvivlsomt var en af de fineste juridiske Begavelser i Landet.

Generalfiskalen indsendte imidlertid et Andragende til Appelretten, hvori han androg om at faa

Dr. Labriolas Navn slettet paa Advokatlisterne, og han fandt straks Medhold. Teresa La­briola førte imidlertid Sagen frem til højeste Instans, Cassationsretten, og denne udtalte som sin Mening, at da Kvinder af Naturen ikke var udviklingsdygtige, turde man ikke betro dem en saa ansvarsfuld Gærning som den juri­diske Profession.

Derimod er der intet til Hinder for, at Dr. Labriola ogsaa i Fremtiden ved­bliver at uddanne næste Slægtleds Ad­vokater til en Profession, som hun paa Grund af Kvindens naturlige Mangel paa Udviklingsdygtighed ikke selv kan varetage!