« Tilbage til søgeresultaterne
Valgretsmærke - Samlermærke
Efter at vi nu i nogle Aar i al Stilfærdighed har arbejdet for at sprede vort Valgretsmærke blandt Landsforbundets Medlemmer som et nyttigt lille Agitationsmiddel, er det morsomt at se, hvorledes der er opstaaet Interesse for det i ganske nye Kredse, takket være den altopslugende Samlermærkemani.
Jeg tror derfor det er paa Tide at sige til vore Medlemmer: Nu er det mere end nogensinde nyttigt at bruge Valgretsmærket! Husk at give det eller sælge det til dem, der samler Mærker, og forsøm ikke den lille Bekostning og Ulejlighed det er at sætte det paa Deres Breve. Det støtter vor Agitation, og det er i Øjeblikket det sikreste Middel til at fange Folks Opmærksomhed. Jeg anvender det altid selv og har haft Lejlighed til at iagttage den Forandring, der er sket. I tidligere Tid blev Brevet som Regel med en haanlig Bevægelse kastet i Kassen, dersom Postfunktionæren da gjorde sig den Ulejlighed at se paa Mærket. Nu derimod undersøges det nøje, ja endogsaa i den travle Juletid, baade af Pakke-, Penge- og Brevpostfunktionærerne. Mere end een Gang har det givet Anledning til et lille Replikskifte med Vedkommende om Kvindevalgrettens Nytte- og Betimelighed, ja en enkelt Gang til en lille Diskussion derom mellem to af disse Herrer. Gaar det saaledes her i København paa vort største Posthus, tør jeg vist med Rette formode, at Interessen ikke vil være mindre ude omkring i Landet. Og kommer vi først saa vidt, at vort Valgretsmærke findes i blot Halvdelen af Landets Samlermærkealbums, saa betyder det en Ekstraindtægt paa flere Hundrede Kroner for vort Agitationsfond og vidt spredt Kendskab til vort Valgretsmærke og den Sag, vi arbejder for.
Ved Landsmødet spurgte forskellige Medlemmer mig, om vi ikke skulde have et Samlermærke, og jeg gjorde dem da opmærksom paa, at vi havde haft det længe før denne nye Idé kom frem. Men det burde jo være saaledes, at vort lille kønne Mærke ikke alene var kendt af vore egne Medlemmer, men ogsaa af alle andre.
Prøv at føre denne Sag igennem, og De vil se, at mine Ord bekræftes. Lad ikke Deres Blik glide ligegyldigt hen over de Ord, som De hvergang ser her i Bladet:
Landsforbundets Valgretsmærke bør findes paa alle Breve.