« Tilbage til søgeresultaterne
Folkevalgte dommere
(Fortsættelse)
II. Kvinder i Nævningeretterne.
Af Fr. Mørck.
I 1890 traadte loven ut i livet. Den vakte dengang en storm av uvilje og indignation fra konservativt hold. Men efter hvert som aarene er gaat, har man vænnet sig til forholdene, og nu er der vistnok ikke mange, der tænker paa, at vi noensinde har hat det anderledes.
Da spørsmaalet om kvinders adgang til at bli nævninger forelaa, var der saavidt erindres ikke en eneste røst som hævet sig mot dette.
Hos os avhænger denne borgerpligt av den kommunale stemmeret, saa allerede i 1901, da norske kvinder fik en begrænset kommunal valgret, kom det spørsmaal op om hvorvidt de ogsaa kunde uttas til at gjøre tjeneste i juryen. Den lille forandring i lovens ordlyd, som trængtes, blev uten videre historier foretat i 1902, og den forandrede lov traadte derefter i kraft i december 1904. Og fra den stund har kvinderne heroppe maattet ta sin forpligtelse paa dette omraade op. Og Norge har hittil været det eneste land i verden - ialfald i Europa - hvor kvinder kan være med at sitte til doms over sine medmennesker.
Nævningerne uttrækkes hvert 3dje aar blandt de stemmeberettigede borgere »som dertil maatte ansees skikket«, som det heter i loven, i saa stort et antal som man mener at ha bruk for. Blandt dette utvalg uttrækkes ved lodtrækning de nævninger som skal gjøre tjeneste som dommere eller lagrette nævninger ved hvert enkelt ting. Hos os forekommer ogsaa retten til at utskyte noen av de uttrukne nævninger, men det vil føre for langt at komme ind paa de forskjellige enkeltheter her i denne korte artikel.
Loven fastsætter bøter for den, som vægrer sig eller undlater, uten gyldig grund, at møte op. Denne bot kan gaa op til 400 kroner.
Hvilke personer nævningeretten kan komme til at bestaa av, avhænger altsaa av en viss tilfældighet. Det hænder ofte, at den bare bestaar av mænd, men der har ogsaa været tilfælder, hvor kvinderne har været i majoritet. Nævningerne vælger en ordfører i sin midte, og flere ganger har kvinder været valgt ogsaa til dette hverv. I anledning av at jeg skulde tale om juryen ved det store internationale møte, som holdtes i Kjøbenhavn i 1906, skrev jeg til en af vore mest ansete jurister og bad ham om en uttalelse om kvinders skikkethet for og mulige indsats paa dette omraade. Av hans uttalelser vil jeg anføre følgende: »Alle de argumenter som man anfører for at ikke bare jurister, men ogsaa lægmænd skal være med som dommere i straffesaker, har samme gyldighet for kvinder som for mænd. Navnlig gjælder dette for de to vigtigste argumenter, nemlig for det første ved at lægfolk tilfører domstolene praktisk kjendskap til omstændigheter, som er av den største betydning for forholdets retfærdige berømmelse. ..... For det andet vil kvinders deltagelse i strafferetspleien ha stor betydning derved, at kvindernes tillid til retspleien vil økes og likesaa deres interesse for denne side av samfundets virksomhet. Betingelser vil ogsaa kunne skapes for et frugtbart samarbeide mellem kvinderne og de lovgivende myndigheter, idet kvinderne ut fra de erfaringer de som dommere har gjort, kan bringe paa bane forandringer i straffelovgivningen«. -
Det er naturligvis saa at lægfolk bedre end juristerne kan bedømme hvorledes tiltalte eller fornærmede selv har følt forholdet. Og dette sammen med juristernes juridiske syn paa saken, vil vel kunne komme retfærdigheten en del nærmere. - Kommer saa hertil ogsaa det kvindelige syn og gjør sig gjældende, saa kan vel vi mennesker ikke haabe paa mere. -
Første gang kvinder valgtes som nævninger utgjorde de for Kristianias vedkommende henimod
10½ % av det samlede antal. Næste gang økedes antallet av dem til henimot det dobbelte, og i sidste treaarsperiode har de utgjort omtrent 1/4 av det samlede antal. -
Kvinderne selv har stillet sig forskjellig overfor dette sit nye hverv. Noen av dem har været ængstelige, og naar det har været særlig avskyelige sædelighetsforbrydelser som har været fremme til behandling, har flere været gla ved at bli utskudt. Andre, og det er gudskelov de fleste - har været sig fuldt og fast det ansvar bevisst de gaar ind til. Der har i aarenes løb været flere saker fremme til behandling, hvor man dypt har beklaget, at der ingen kvinder var med. -
Meningen med at faa kvinder ind i juryen skulde jo ogsaa være at hindre en altfor ensidig mandlig opfatning av de forelagte spørsmaal. Og naar det gjælder sædelighetssaker, hvor som oftest begge kjøn er impliceret, eller forbrydelser begaat mot eller av børn,- vilde det vel netop være overordentlig heldig at kvinder er med som dommere.
Men netop i slike saker benytter ofte baade statsadvokaten (paatale myndigheten) og tiltalte sig af sin Ret til fortrinsvis at utskyte de uttrukne kvinder.
Det har været paastaat, at kvinderne i sin almindelighet er strengere i sine domme end mændene. Det skal jeg la staa hen. Der er dem, ogsaa blandt juristerne, som mener at kvinderne er i besiddelse av en sterkere retfærdighetssans end mændene. Kanske! Retfærdighet forveksles saa let med strenghet.
Der stilles store krav til nævningernes fornuft og omdømme, og dette tror jeg har virket opdragende paa kvinderne. De maa lære sig, til at se bort fra sine følelser og fra alle smaatterier og holde sig til de fakta som foreligger, og de maa koncentrere sine tanker om saken, li ut fra hvad de opfatter, ser og hører, paa stedet og under forhøret, skal dommen om angjjældende fældes. -
Det kunde være mangt og meget mere at skrive om dette emne, men jeg skal denne gang indskrænke mig til dette.
