« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Johanne Münter
Den kendte og sympatiske Forkæmper for Kvindens Valgret, Fru Johanne Münter, fyldte den 13. Maj 70 Aar.
Fra Münter er Formand for »Kvindestemmeretsklubben« hvis Ve og Vel i særlig Grad ligger hende paa Sinde. Men ved siden heraf har Fruen gennem mange Aar udfoldet en betydelig journalistisk Virksomhed, dels som Korrespondent til den internationale Alliances Organ, dels gennem Indlæg i Dagspressen samt som Udgiver og Redaktør af Bladet »Kvindestemmeretten«. For nogle Aar tilbage skrev Fru Münter et Par yndefulde Bøger om Japan, hvor hun har opholdt sig i længere Tid.
Overfor »Landsforbundet for Kvinders Valgret« har Fruen fra første Færd vist stor Velvilje og ved Lejlighed ydet det sin Hjælp ved at tale i en og anden af dets Foreninger. »Kvindevalgret« bringer herved Fru Johanne Münter sin bedste Lykønskning samt en Tak for mangeaarigt trofast Arbejde for den store fælles Sag!