« Tilbage til søgeresultaterne
Udlandet
Bevægelsen for Kvindevalgret i Italien.
Et Førstehaands-Indtryk.
Fra en dansk Deltager i »Det internationale Kvinderaads Kongres« i Rom har Redaktionen modtaget et Brev, hvori vedkommende fremsætter sit Syn paa Bevægelsen for Kvindevalgret i
Italien. Set fra et dansk Synspunkt forekommer den ikke særlig omfattende eller grundfæstet. Men den Omstændighed, at en Række kloge og veltalende Kvinder har slaaet til Lyd for Sagen under det store Kvindemøde i Maj, vil forhaabentlig bidrage til, at den faar stærkere Vækst.
Følgende er et Brudstykke af Brevet:
». . . , det havde vakt nogen Misfornøjelse hos enkelte af det internationale Raads Medlemmer, at der ikke til noget af de offentlige Møder var sat Valgret for Kvinder paa Programmet. For at bøde herpaa arrangerede den italienske Kvindevalgretsforening den 15. Maj et Møde, hvor der kun skulde tales om Valgret.
Det blev holdt i »Theatro Nazionale«, der var fyldt til sidste Plads af en begejstret Tilhørerskare, som hilste hver Tale med Haandklap og Bravoraab.
Blandt Talerne var først og fremmest Pastor Anna Shaw, hvis Evne til at rive Tilhørerne med er kendt ikke blot i København fra det internationale Valgretsmøde i 1906, men hvert Sted, hvor hun senere har deltaget i Alliancens Kongresser. I Løbet af ti Minutter fremførte hun en Række Beviser paa Sagens Retfærd, der maatte omvende selv den mest forstokkede Modstander. Og en saadan Agitator var netop nødvendig overfor Landets Kvinder. Naar den italienske Afdeling af
Kvinderaadet ikke havde sat Valgretten paa det officielle Program, var Grunden Frygt for, at en Del af de lokale Medlemmer skulde forlade Raadet, naar et saa revolutionært Emne blev behandlet!
Efter Miss Shaw kom bl.a. en Englænderinde, der vakte adskilligt Mishag ved at forsvare Suffragetternes Handlemaade.
Det stærke Bifald, der som Regel fulgte Foredragene, var næppe noget Udtryk for Italienerindernes Begejstring for Kvindevalgret, thi det var for en stor Del de internationale Medlemmer fra alle Lande, der fyldte Salen. Om den italienske Del af disse gælder utvivlsomt, at de toneangivende ikke interesserer sig for Valgret, ja endog er Modstandere af den. Til Forklaring herpaa tjener, at de er udgaaede fra andre Lag i Befolkningen end Valgretskvinderne rundt om i Landene; deres Opdragelse og Naturel gør dem nærmest til Modstandere. Her i Italien finder man i Kvinderaadets Bestyrelse fortrinsvis Komtesser og Marcheser. Hele Middelstanden savnes - de Kvinder, der gennem Studium og Erhverv har Arbejde udenfor Hjemmet og i de fleste Lande danner Fortroppen i Valgretsbevægelsen. Hvis der i det italienske Kvinderaad findes selverhvervende Kvinder, som er Tilhængere af Valgret, da mærker man dem i hvert Fald ikke.
Naar mart kender den almindelige Baggrund for Kvindebevægelsen hernede, maa man i særlig Grad beundre de enkelte Kvinder, der bryder ud og offentlig kræver Valgret samt danner Foreninger med denne som Formaal. En af de mest virksomme er Frk. Professor Teresa Labriola (Jurist), kendt i København fra 1906. Hun har været medvirkende til, at der findes en Kvindevalgretsforening i Rom med et Par Hundrede Medlemmer - et imponerende Antal efter Omstændighederne - samt nogle mindre Foreninger i Milano og andre Byer.
- I det hele og store maa det dog siges, at Valgret for Kvinder er en upopulær Tanke i Italien - hos begge Køn, Sagens Forkæmpere har sikkert en lang og tornefuld Vej for sig.
M. H.
Sverig.
Kvindernes Bygning paa den baltiske Udstilling.
Paa Malmøudstillingen findes ingen smukkere Bygning end Kvindernes - en nøjagtig Gengivelse af Herregaarden »Aarsta«, hvor Frederika Bremer havde sit Barndomshjem og hvortil hun vendte tilbage for at dø.
Med fin og sikker Smag og med dyb Pietet for den kloge Forfatterinde, som var den første virkelige
Forkæmper for sit Køns Rettigheder i Sverig, har Landets Kvinder rejst Bygningen og samlet en Udstilling i den, der baade værner om Frederika Bremers Minde og paa den smukkeste Maade vidner om, hvad Sveriges Kvinder har udrettet i de forløbne Aar, siden deres første Leder viste dem Vej fremad.
Aarstaudstillingen er ejendommelig i sin Art, klogere og finere end de fleste - klar og knap i Formen, uden overflødigt Materiale, let overskuelig paa Grund af sine statistiske Tabeller og grafiske Fremstillinger og ved Siden deraf præget af kvindelig Smag.
For at skabe den har alle svenske Kvindeforeninger samarbejdet, uden Hensyn til hvad der ellers kunde skille dem. For at skaffe Midler til den, er der foretaget Indsamlinger blandt Kvinder af alle sociale Stænder. En stor Sum er fremkommet ved smaa bitte Bidrag fra Arbejderhustruer. De vilde være med, hvor det gjaldt om at skabe et Vidnesbyrd om Kvindernes selvstændige Arbejde!
Paa Aarstaudstillingen er meget at beundre og lige saa meget at lære! Enhver dansk Kvinde, som rejser den korte Vej over Sundet for at se den, vil vende tilbage fuld af Respekt for den Dygtighed, hvoraf den er præget, og af Sympathi for den Ærgærrighed, der har besjælet Sveriges Kvinder,
mens de arbejdede paa dens Fuldførelse.
C.D.
England.
Kvindevalgret behandles for første Gang i Overhuset.
Det sidste Forslag om Kvindevalgret, der var bleven stillet af Lord Selborn og gik ud paa at udstrække den politiske Valgret til alle kvindelige Kommunalvælgere (den gamle Conciliation-bill), er efter to Dages Debat blevet forkastet af Overhuset; 60 Medlemmer stemte for, 104 imod.
Mrs. Humphry Ward, der har skabt og ledet Antivalgretsbevægelsen, har skiftet Synspunkt i Sagen. I et Brev til Bladet »Times« udtaler den kendte og meget indflydelsesrige Forfatterinde, at hun er Tilhænger af Forslaget om politisk Valgret for Kvinder i den skotske »Home Rule Bill« i Tilfælde af, at Skotland faar en føderativ Forfatning. Hvis Skotlands »Home Rule« bliver gennemført efter amerikansk og avstralsk Mønster - altsaa med to eller flere mindre lokale Parlamenter og et større nationalt Parlament - vil Mrs. Ward finde det rimeligt, at Kvinderne bliver valgbare til de mindre lokale Forsamlinger, der særlig beskæftiger sig med social Lovgivning, mens hun vil bekæmpe deres Valgret til den store Nationalforsamling, hvor udenrigske og storpolitiske Spørgsmaal behandles.
Dette uholdbare Standpunkt, som Valgretsforeningerne straks har taget Afstand fra, vil dog rimeligvis blive tiltraadt af Mrs. Wards Tilhængere, Antisuffragisterne, der hidtil stadig har vandret i deres Leders Fodspor. Man tør derfor haabe paa, at man inden ret længe i England vil blive befriet for det nedslaaende Syn af Kvinder, som ofrer Tid, Penge og Energi paa at modarbejde deres eget Køns Bestræbelser for Udvikling og Fremskridt.
