« Tilbage til søgeresultaterne
Grundlovssagen
Vi har nu oplevet to Rigsdagssamlinger, under hvilke Arbejdet for Grundlovsændringen , skred fremad, om end langsomt og under Vanskeligheder. Dette kunde næppe være anderledes. En Grundlovsændring af saa stor Betydning som den foreliggende kræver mange og omfattende Forhandlinger. Muligt kræver den ogsaa Kamp. Ved Slutningen af begge Samlinger er der hvert Aar sket det samme: Grundloven er bleven standset af Landstinget.
Den 3. April 1913 stillede Grev Friis paa de Frikonservative og Højres Vegne en Dagsorden, der gik ud paa at henvise Grundlovsændringen til en Kommission. Dagsordenen vedtoges af Landstingets Flertal og dermed var Sagen standset. Den 9. Juni 1914 blev Forfatningsændringen fremsat til endelig Behandling i begge Ting. Folketinget vedtog den med 102 Stemmer mod 7, i Landstinget udeblev Højre og de Frikonservative, og da Tinget saaledes ikke var beslutningsdygtigt, standsedes Sagen for anden Gang.
I Øjeblikket er Stillingen den, at Kongen har opløst Landstinget paa Ministeriets Indstilling, og der skal finde nye Valg Sted. Den almindelige Vælgerklasses Valgmandsvalg er fastsat til den 29. Juni, de Højstsbekattedes til den 3. Juli og selve Landstingsvalget til den 10.Juli.
For det Landsting, som herved vælges, vil Forfatningsændringen paany blive fremlagt, og det siger derfor sig selv, at det næste Landstings partimæssige Styrke er af omfattende Betydning for os Kvinder.
I Virkeligheden betyder Grundlovsændringen adskilligt mere for os end for Mændene. For dem betyder den et Fremskridt - større politisk Retfærdighed for den almindelige Vælger. Men for os Kvinder betyder den, om vi overhovedet skal opnaa politisk Retfærdighed eller ej! Den er et Livsspørgsmaal for Kvindebevægelsen, thi den vil være Indledningen til en ny Tid og til et Arbejde, som vi i Aarevis har ønsket at tage fat paa. Naar den er gennemført, kan vi stille vor Tid, vore Kræfter og vort Arbejde til Raadighed for Samfundet i Stedet for som nu at anvende dem til en Agitation for vor egen forsinkede Sag.
Og Gennemførelsen afhænger i første Linje af, at Grundlovspartierne faar et Flertal paa mindst 35 Mandater i det næste Landsting.