« Tilbage til søgeresultaterne
Ruslands kvindelige Fabriksarbejdere
Uddrag af en Artikel af Dr. Pokzovs Kala.
Arbejdstidens Længde.
Slutning.
I de fleste Fabrikker er Kvindernes Arbejdsdag paa 10 til 11 ½ Timer, heri er ikke medregnet Middags- og Frokostpavserne. Adskellige Steder slutter Arbejdet officielt Kl. 2 Lørdag Eftermiddag, men der finder en uhyre Mængde Overarbejde Sted. I nogle Fabrikker - hvis Navne opgives i den Artikel, hvorfra disse Oplysninger stammer - arbejdes der ofte i 16 til 18 Timer i Døgnet.
Overarbejdet kaldes »frivilligt«, men i Virkeligheden tvinges Kvinderne til at paatage sig det under Trudsler om øjeblikkelig Afsked eller Overflytning til daarligere betalt Arbejde. Hvor det gælder Smaapigers Overarbejde anvender Formændene ikke sjældent legemlig Straf for at faa dem til at »paatage sig« det.
Der findes saa godt som aldrig noget Værelse paa Fabrikken, hvor de arbejdende Kvinder kan spise deres medbragte Middag og Frokost. Mange Steder findes der ikke en Gang bestemte Spisetider eller Bestemmelse for, hvor længe Spisetiden maa være. Paa en nærmere betegnet Fabrik er der dog fastsat 1 Time ialt til samtlige Maaltider, men Arbejderskerne maa spise deres Mad enten paa Værkstedet mellem Støv og Snavs eller - paa Toiletterne!
Tobakplantagerne.
»Kvindernes Beskyttelsesforening« i Sebastopol (paa Krim) meddeler i en nylig trykt Rapport, at paa Tobaksplantagerne i Byens Omegn arbejder de unge Piger undertiden indtil 20 Timer i Døgnet - i ét Tilfælde opgives 22 Timer. Da det er næsten uudholdeligt for Hede at plukke Tobaksplanter om Dagen, sendes de ud paa Marken Kl. 4 om Morgenen og bliver ved dette Arbejde til Kl. 9 Formiddag. Derpaa møder de paa Fabrikken, hvor de beskæftiges med at sortere, presse og rulle Bladene Resten af Dagen plus de Timer, der meget ofte paalægges dem til Overarbejde. Den Behandling de er Genstand for fra Formændenes Side er brutal og nedværdigende - og hertil kommer, at de undertiden ikke faar deres Løn udbetalt i længere Perioder, eller at Godsejeren ligefrem nægter at udbetale den under ulovlige Paaskud.
Den moralske Fare.
Uhyggeligst af alt er den moralske Fare, som alle yngre Kvinder er udsat for.
Arbejderformændene, der i Rusland ikke hører til Arbejderstanden, og deres Assistenter har praktisk taget Hals- og Haandsret over de undergivne Kvinder, da de har Magt til at ødelægge hele deres økonomiske Stilling, at flytte dem fra den ene Virksomhed til den anden, fra nogenlunde godt betalt Arbejde til usselt betalt, til at chikanere eller afskedige dem. At dette Forhold fører til uforsvarlige og oprørende Overgreb behøver ingen nærmere Forklaring. Der er Formænd, som ikke viger tilbage for Voldtægt; de ved nemlig, at deres egen Stilling er sikker, mens Kvinderne er saa godt som retsløse.
I en Tekstilfabrik i St. Petersburg androg Arbejderskerne nylig om højere Løn og fik til Svar, »at de selv kunde forøge deres Indtægt om Aftenen.«
Følgen af disse Tilstande i Forbindelse med en Løn, der ikke tillader en voksen Arbejderkvinde at købe tilstrækkelig nærende Føde, saaledes at hun maa leve af »The og tørt Brød, et lille Stykke Kød om Søndagen og 2 Gange om Maaneden en Flaske Mælk«, som det angives i det ene Aarsbudget, og saaledes at hendes Hjem udenfor Arbejdstiden bestaar i »et Hjørne af et Værelse«, som angivet i det andet Regnskab - alt dette driver Masser af unge eller yngre Kvinder til de lovbeskyttede Utugtshuse, hvor de søger hen efter Arbejdstiden med det Formaal at tjene flere Penge.
Nogle Petersburgerfabrikker, hvis Ejeres Navne drages frem i Originalartiklen, har direkte opfordret deres kvindelige Arbejdere til at forøge deres Indtægt paa denne Maade.
Spørgsmaalet om kvindelige Fabriksinspektører.
I Februar 1914 fremlagdes i Dumaen et Forslag om at ansætte kvindelige Fabriksinspektører. Da det kom til Behandling den 24. April viste der sig stor Stemning for Sagen blandt Dumaens Medlemmer, der var bleven paavirkede af de Andragender og Oplysninger, som var tilsendt dem ikke blot fra Kvindeforeninger men ogsaa fra Fagforeninger. Det vakte derfor Forbavselse, at Ministeren for Industri- og Fagarbejder i et Ministerraad erklærede: »at kvindelige Fabriksinspektører maa anses for aldeles overflødige, da de mandlige Inspektører udfører Arbejdet i enhver Henseende tilfredsstillende«. Ministerraadet vedtog derpaa at nægte Ruslands Kvinder Adgang til Stillingen som Fabriksinspektør, uagtet en Del mandlige Fabriksinspektører i en Skrivelse til Dumaen havde udtalt, at »en saadan Reform vilde være til stor Støtte for de paa Fabrikkerne ansatte Kvinder«.
De kvindelige Valgrets- og Fremskridtsforeninger agter selvfølgelig at tage Sagen op paany og at faa et andet Forslag indbragt i Dumaen gennem et frisindet Medlem, saa snart der aabner sig Mulighed herfor.
