« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Udlandet
Amerika.
Et Tidsbillede fra en Stat, hvor Kvinderne har Valgret.
Kvindelige Vælgere standser en blodig Strejkekamp.
I Aaret 1910 fik Colorados Kvinder politisk Valgret, og allerede i Aar har de ved Hjælp af denne Statsborgerret udført en glimrende Bedrift ved at standse en Strejkekamp, der var i Færd med at udarte til Borgerkrig.
For omtrent 7 Maaneder siden iværksatte Grubearbejderne i det sydlige Colorado en Strejke mod deres Arbejdsgivere - Rockefellertrusten. Forhandlingerne viste sig frugtesløse, og omsider udkommanderede Guvernøren nogle Afdelinger af Statens Milits for at »dæmpe Opstanden«. Den Maade, hvorpaa Soldaterne optraadte overfor Arbejderne, vidnede om, at de stod i Trustens Sold, hvilket yderligere vakte de Strejkendes Harme.
Soldaterne skyder paa Kvinder og Børn.
De udelukkede Arbejdere med Hustruer og Børn søgte Tilflugt i Teltlejre og barikaderede sig ved at kaste Jorden op i Volde, da Tropperne nærmede sig. Soldaterne stak imidlertid Teltene i Brand, aabnede en heftig Riffelskydning mod Lejrene og satte Fabrikkernes Dampsprøjter i Virksomhed. Ved Ludlowgruberne blev Arbejderlejren bogstavelig oversvømmet, idet Sprøjternes kraftige Vandstraaler rettedes mod den gennem 14 Timer. Den ene blodige Masakre fandt Sted efter den anden, Masser af Kvinder, Børn og gamle Mennesker omkom, og Arbejderne blev tilsidst saa ophidsede, at de greb til Vaaben mod Tropperne. Skønt disse Sammenstød stadig gentog sig paa forskellige Steder i Grubeegnene, og skønt man underrettede Guvernøren om, hvad der foregik, undlod han at skride ind overfor Soldaternes Voldshandlinger.
Kvinderne beslutter at handle.
Den kvindelige Fredsforening i Byen Denver besluttede sig derfor til at gribe ind for at hindre yderligere Blodsudgydelse og Lovløshed. Den spredte Opraab ud over Byen, hvori det hed;
»Colorados Kvinder! I Eders dræbte Søstres og deres saarede Smaabørns Navn - for de Kvinders Skyld, hvis beskedne Hjem er bleven hensynsløst ødelagte - for de alvorlige Mænds Skyld; som daglig saares eller dræbes, fordi de gør Forsøg paa at forbedre deres Livskaar, kalder vi Eder til et Møde paa Kapitoliet paa Lørdag Morgen Kl, 10!
Paa alle Kvinders Vegne her i Colorado vil vi stille det Krav, at fremtidige Voldshandlinger forhindres ved Hjælp af de forenede Staters Tropper, og vi vil forlange Lov og Orden genoprettet! «
Kvinder strømmede til i Massevis, bl. a. mange Arbejderhustruer, der havde gennemgaaet Teltlejrenes Rædsler, set deres Mænd, Børn og Slægtninge blive skudt, mens de selv laa sultne og forkomne bag Jordvoldene, gennemblødte af Dampsprøjternes Vandstraaler og med Riffelkugler flyvende over deres Hoveder. Der valgtes en Deputation paa 1000 Kvinder og under Ledelse af Amerikas første kvindelige Senator (Folkerepræsentant), Mrs. Helen Robinson, begav den sig til Kapitoliet og forlangte at blive fremstillet for Guvernør Ammons.
De kvindelige Vælgere kræver deres Ret.
Guvernøren nægtede først at modtage Deputationen; men da Kvinderne erklærede, at de som politiske Vælgere ikke lod sig afvise af en Embedsmand, hvis Valg de selv var Herrer over, ansaa han det for klogest at bøje sig for deres Forlangende.
Kvindernes Krav gik ud paa, at Guvernøren øjeblikkelig skulde tilbagekalde de Afdelinger af Statens Milits, der var stillet til Rockefellertrustens Raadighed, og at han samtidigt skulde afsende et Telegram til de forenede Staters Præsident, Wilson, med en Opfordring til denne om at sende et Kompagni upartiske Nationalsoldater, der skulde optræde som Ordenspoliti i Grubeegnene, indtil Strejken var afsluttet.
Guvernøren svarede undvigende og søgte at trække Tiden ud med ubestemte Løfter. Kvinderne erklærede, at de ikke agtede at gaa, før Telegrammet var afsendt og de havde set Præsident Wilsons Svar. Efter 12 Timers Forhaling gav Guvernøren efter paa dette enkle Punkt, og Kvinderne trak sig tilbage med den Erklæring, at de nu » afbrød Forhandlingerne « for den Dag, men selvfølgelig vilde fortsætte dem, indtil de havde opnaaet, hvad de vilde.
Kvinderne kræver Sagen fuldt oplyst.
De hjemlige Tropper blev nu beordret bort fra Grubedistrikterne og erstattede af Nationalsoldater, der skulde opretholde Lov og Orden.
Men dette foreløbige Resultat, der paa én Gang gjorde en Ende paa al Blodsudgydelse og Vold, var efter Kvindernes Mening utilstrækkeligt. De ønskede at komme tilbunds i Sagen og krævede derfor nedsat en Undersøgelseskommission, hvori i al Fald én Kvinde skulde have Sæde. Guvernøren bøjede sig ogsaa herfor - efter 8 Timers »Forhandling«.
Imidlertid viste det sig hurtigt, at Kommissionen ikke agtede at foretage sig noget, idet den var sammensat af Guvernørens Tilhængere.
Den kvindelige Fredsforening tog derfor det næste Skridt. Den nedsatte en Kvindekomite til at udarbejde en Arbejdsplan for Undersøgelseskommissionen. Og dens Betænkning kom til at indeholde følgende bestemt formulerede Krav:
at foretage en indgaaende offentlig Undersøgelse angaaende Soldaternes Optræden og at idømme disse Straf for alle Overgreb.
at enhver Soldat, som overbevises om at have staaet i Trustens Sold, øjeblikkelig afskedigedes, og at der ikke udbetales de engagerede Tropper Lønning, før Undersøgelsen er endt.
at Guvernørens Forslag om at oprette et Statspoliti (Gendarmkorps) i Grubedistrikterne tilbagekaldes, idet en saadan Organisation under de nuværende Forhold vilde være en mægtig Støtte for den ene af de stridende Parter, nemlig Rockefellertrusten.
at Staten overtager den foreløbige Drift af Gruberne, indtil de stridende Parter har forhandlet sig til Rette.
at der vedtages et Lovforslag om, at Staten fremtidigt skal have Ret til selv at forvalte og udnytte sine naturlige Hjælpekilder (Bjergværker, Petroleumskilder, Miner o. s. v.), saaledes at dens Befolkning kan blive befriet for det Aag, som Rockefellertrusten og anden fremmed Kapital paalægger den.
Guvernør Ammons Stilling.
Det antages almindeligt, at Guvernøren beklæder sin høje Stilling ved Hjælp af Trusterne. Hele hans Optræden under Sagens Gang vidner om, hvor interesseret han er i disses Sejr, og der er ingen Tvivl om, at han til Fordel for Rockefellertrusten har forsømt sine Pligter overfor Arbejderne.
Klare over disse Forhold har Kvinderne ledsaget Betænkningen med den Erklæring, at hvis de ikke i Løbet af 8 Dage modtager et officielt, skriftligt Svar paa deres Henvendelse, da vil Fredsforeningen paany møde paa Kapitoliet ved en Deputation paa 5000 kvindelige Vælgere. Endvidere udtaler de, at saafremt Guvernøren atter sender Statstropper til Grubedistriktet, da vil der øjeblikkelig blive indgivet en Klage over ham, undertegnet af bemeldte 5000 kvindelige Vælgere -
netop det Antal, som efter Loven kan kræve en Guvernørs Embedsførelse undersøgt og eventuelt skaffe ham afsat.
Da Guvernør Ammons næppe ønsker at udsætte sig for en saadan Undersøgelse er der al Udsigt til, at Kvinderne vil føre deres Krav igennem.
Men hvorledes Sagen end udvikler sig, saa staar den Ting fast, at Colorados Kvinder ved Hjælp af deres politiske Magt har standset et brutalt Angreb paa Arbejderstanden og tvunget den mægtige Rockefellertrust til at søge Forhandlingens Vej i et Stridsspørgsmaal.
Den Maade, hvorpaa Kvinderne har ført deres Kamp, vidner om moden Klogskab, og den Omstændighed, at de har brugt deres Indflydelse mod korrumperet Politik og mod det forhadte Trustsystem vil i mægtig Grad bidrage til at gøre Spørgsmaalet om Kvindens politiske Valgret populært i Folkets bredere Lag.
Coloradokvindernes Optræden har vakt almindelig Opsigt i de forenede Stater, hvis Presse skiftevis lovpriser eller fordømmer dem i Henhold til den Politik, den bekender sig til.
(Efter »The Womans Journal«, Boston).
Finland.
Kvindernes Arbejde i sidste Landdags-samling.
Paa Grund af Ruslands Indgreb plejer Landdagssamlingerne efter Forfatningsændringen sjældent at vare gennem en hel Vinter; som Regel opløses de udenfor den ordinære Tid ved kejserligt Reskrept.
I 1913-14 har Samlingen kun varet i 90 Dage eller - 3 Maaneder i Stedet for de sædvanlige 6.
Under disse vanskelige Forhold beskæftiger Landdagen sig næsten udelukkende med storpolitiske Spørgsmaal, mens den sociale Reformlovgivning maa vente til bedre Tider. Det er derfor en Selvfølge, at de kvindelige Medlemmer ikke kan indbringe ret mange Forslag, da de paa Forhaand ved, at der ingen Tid bliver til at behandle dem.
I sidste Samling er Kvinderne dog fremkommet med en Række Forslag, der kan tages op igen senere. Blandt disse kan nævnes en ny Lov om Dyrebeskyttelse, et Forslag af Dr. Tekla Hultin om at give Kvinder Adgang til Statsembeder, samt et Forslag om, at kvindelige Fanger, hvis Opførsel har været upaaklagelig i den forløbne Fængselstid, skal overføres til en Straffekoloni, hvor Fangerne beskæftiges med Friluftsarbejde. Hidtil har kun mandlige Fanger nydt denne Gunst. Mærkelig nok gik dette Forslag igennem i Landdagen men mangler endnu Czarens Underskrift for at blive til Lov.
England.
En Henvendelse til Dronningen.
» Politisk Mandsforening for Kvinders Valgret« i London har omkring 1. Juni sendt følgende Andragende til Dronningen:
»Til Hendes naadigste Majestæt Dronning Mary.
Maatte det behage Deres naadige Majestæt at modtage denne underdanige Petition.
Som loyale Undersaatter af Hans Majestæt Kongen tillader vi os at udtrykke overfor Deres Majestæt vor dybtfølte, sympatiske Beklagelse af den sørgelige Stilling, hvori Landet Suveræn befinder sig paa Grund af sine Ministres Troløshed.
Kvinder, som tragter efter at yde deres Tjeneste til Racens Gavn og til Hans Majestæt og Folkets Ære nægtes Adgang til at frembringe deres Andragender for Tronen og forfølges og straffes i Kongens Navn.
Vi tillader os at henvise til, at de Raad, Majestæten modtager af sine Ministre angaaende de militante Valgretskvinder, er fordærvelige, og at den skandaløst forskellige Behandling af militante Kvinder og militante Ulstermænd kun er egnet til at uddybe den alvorlige Uret mod Kvinderne, som ligger til Grund for den nuværende Krise.
Under store historiske Kriser er Dronninger ofte traadt hjælpende til. Vi haaber ærbødigst, at Historien maa gentage sig i dette Tilfælde, saaledes at et loyalt og taknemmeligt Folk maa opleve at se Kongens Ære genrejst paany ved Hjælp af Deres naadigste Majestæts Kærlighed, idet vi haaber, at det maa behage Deres Majestæt at udvirke hos Kongen, at Hans Majestæt vil modtage Mrs. Pankhurst for af hendes egne Læber at høre en Beretning om de Kaar, hvorunder Millioner af Kvinder uden Valgret lever i det forenede Storbrittanien. Vi Ansøgere vil da bestandigt bede for Deres Majestæt!«
Trods den underdanige Form indeholder Petition unægtelig en grov Anklage mod den engelske Konge.
