« Tilbage til søgeresultaterne
Et Tidens Tegn
Tyske Videnskabsmænd vil studere Kvindebevægelsen.
I disse Dage har Dr. Max Hirch i Berlin udsendt første Hefte af et nyt Tidsskrift, der saa vidt vides er det første og eneste i sin Art her i Europa.
Dr. Hirch kalder det »Archiv fur Frauenkunde und Eugenik« (Arkiv for Kundskab om Kvinderne og Racehygiejne) og han har knyttet godt 70 mandlige Medarbejdere til Foretagendet. Disse er gennemgaaende alle Professorer i Naturfagene, Historie, Arkæologi, Anthropologi, Statsøkonomi og lign. samt ansatte dels ved tyske Universiteter, dels ved lignende Læreanstalter i Wien, Rom og andre sydeuropæiske Byer.
I Programartiklen giver Redaktøren, Dr. Hirch, i korte Træk en Oversigt over det forløbne Aarhundredes Omvæltninger, navnlig de Forandringer, der er foregaaet med Statssamfundene, saavel i deres indre Sammensætning som i Forholdet til hinanden, og gaar derefter over til at paavise, at Nationernes politiske Kampe dog langtfra har haft samme Betydning som de sociale Klassekampe, der i den nyere Tid har gennemrystet alle Kultursamfund. Og endelig hævder han, at blandt Nutidens sociale Kampe findes der ingen mere betydningsfuld end »det allernyeste Modsætningsforhold, som Aarhundredet har skabt«, nemlig »Modsætningsforholdet mellem Mænd og Kvinder«, hvis uhyre Betydning ligger i, at det »vedrører selve det menneskelige Samfunds Grundvold«.
»Jeg betoner udtrykkeligt, at Tiden har skabt det og ikke enkelte Urostiftere«, siger Forfatteren, og han tilføjer: »Selv om Spiren til Bevægelsen ligger længere tilbage, end man aner, og maa søges i tidligere Epokers ideelle Bestræbelser - saaledes uden Tvivl i Renaissancetiden - saa har dog den Nødvendighed, overfor hvilken det kvindelige Køn i den sidste Halvdel af det forrige Aarhundrede er bleven stillet - nemlig Nødvendigheden af at lægge Eksistenskampen paa deres tidligere saa svage Skuldre - givet Kvindebevægelsen sin nuværende Form«.
Det socialt set væsentligste Træk i Bevægelsen er efter Doktorens Mening Kvindernes Indtrængen paa Arbejdsmarkedet, navnlig det industrielle. I Sammenligning hermed spiller Kvindernes Adgang til Studium, liberale Erhverv, Politik og anden Deltagelse i det offentlige Liv en ganske forsvindende Rolle. Det eneste virkelig store Problem, som Bevægelsen har skabt, og som nu kalder paa Videnskabens Opmærksomhed, former Forfatteren i følgende Spørgsmaal: Er det god Samfundsøkonomi at udbytte Kvindernes svage legemlige Kræfter til at Frembringe billige Industriartikler og sker dette ikke paa Bekostning af Kvindernes Evne til at føde sunde Børn, eller med andre Ord: paa Bekostning af den næste Generations - og derigennem Nationens - Levedygtighed?
For at komme til Klarhed herover er det, at Dr. Hirch vil gøre »Kvinden og Racehygiejnen« til Genstand for Studium.
Om Racehygiejnen siges der ikke ret mange Ord i første Hefte - muligt af den nærliggende Grund, at denne Bevægelse næppe endnu har fundet de Veje, den skal følge.
Hvad Kvinden angaar, erklærer Forfatteren, at han endnu staar paa et søgende Standpunkt. Thi »Kvinden er det ubekendte X«. Vi ved foreløbig absolut intet sikkert eller positivt om hende. Den ældre æstetiske Litteratur lærer os ikke at forstaa hende, thi den tillægger hende blot ganske roligt de aandelige og legemlige Egenskaber, som Tidens Smag og Begreber fordrede hos hende. Den nyere æstetiske Litteratur gentager kun den ældres Fejltagelser. Der findes intet Sted, hvor man kan søge Sandheden om hende.
For at blive klar over Spørgsmaalet »Kvinden« - det vil sige, hvad hendes aandelige og legemlige Natur kræver for at kunne yde det højeste: at føde sunde Børn - fordres der et nyt, grundigt Studium paa Basis af alle de videnskabelige Resultater, man til Dato har naaet.
Med en. - som det synes - lidt naiv Glæde opregner Doktoren omkring en Snes forskellige Videnskabsgrene, som han - siddende ved sit Skrivebord - vil kunne bringe til Anvendelse overfor sit nye og interessante Studieobjekt. For blot at nævne nogle af dem, vil der saaledes indenfor
Medicinen blive Brug for Gynækologi (Lære om kv. Underlivsorganer),Seksualvidenskab, Psykologi, Psykiatri (Sindslidelser), Skolehygiejne o.s.v. Paa det medicinske Omraade venter Redaktøren sig megen Hjælp af de kvindelige Læger, og det forbavser derfor noget, at alle de 70 til 80 Medarbejdere er Mænd! Endvidere nævner Dr. Hirch Arkæologien som et Middel til at belære os om Stenalderkvinden, Mytologien vil kaste Strejflys over Nordens, Roms og Grækenlands Fortidskvinde, Anthropologien vil belære os om hendes legemlige Udvikling gennem Tider, assisteret af Ethnologien, og historiske Forskere paa alle mulige Felter, omfattende Retsvæsen, Samfundslære, Samfundsøkonomi, Digtning, Kunst, Musik og andet, vil hver især fremsætte deres Viden om Kvinden ud fra deres særlige Synspunkt.
For Grundighedens Skyld vil Forfatteren endvidere lade den eksperimentelle Zoologi og Botanik levere Beviset for, at den kvindelige Organismes Udvikling er afhængig af ydre Faktorer, idet Ændringer af Livsvilkaar altid medfører Ændringer hos Arten - en uhyggelig Tanke, der - saa vidt vi har forstaaet Darwin - aabner Udsigt til, at den industrielt arbejdende Kvinde, som ikke har Tid til at faa Børn, om et Par Millioner Aar vil fødes gold!
Efter dette vil man være klar over, under hvilken Form og med hvilken Interesse og Grundighed Dr. Max Hirch gaar til Studiet af Spørgsmaalet; men for endnu stærkere at tydeliggøre dette, skal her endvidere nævnes Overskrifterne paa de Bidrag, som Tidsskriftet bringer i de første Hæfter: »Raceforbedring som Forplantningshygiejne« - »Kvindens Ret og Lægens Erhverv« - »Statistik over Aborter« - »Teaterprostitutionen gennem Tiderne« - »Den gunstigste Ægteskabsalder for Kvinden« - »Kvindearbejdets Tiltagen i tysk Handel og Industri« - »Udbredelsen af Fosterfordrivelser« og - »Tjenstgørende Underofficerers Pligt til at betale Alimentationsbidrag«.
- Det er imidlertid et Spørgsmaal, om Tidsskriftets Redaktør vil naa det store Maal, han har sat sig. Et og andet tyder paa, at Studiet kunde være anlagt lidt mere praktisk og noget mindre omstændeligt. Naar Dr. Hirch betegner Kvindernes Indtrængen paa Arbejdsmarkedet som Kvindesagens væsentligste, endog dens eneste betydningsfulde Problem, da er dette en ret ensidig Opfattelse. Imidlertid har enhver jo Lov til at opfatte Sagen paa sin Maade og lægge dens Tyngdepunkt der, hvor man finder det rettest at lægge det. Men mærkelig upraktisk forekommer det unægtelig, at Doktoren vil søge dette vanskelige Spørgsmaal løst ved gennem Studier at paavise, at Kvinderne ikke samtidigt kan udføre industrielt Arbejde og føde sunde Børn.
Kvindernes Stilling paa Arbejdsmarkedet maa jo nærmest betegnes som en Part af det store Problem: Kampen mellem Kapital og Arbejde. Derfor kan Spørgsmaalet hverken behandles eller løses særskilt. Og det er lidet heldigt, naar Doktoren betegner dette Udslag af Kvindebevægelsen som et »Modsætningsforhold mellem Kvinder og Mænd«. Kvindesagens Bestræbelser gaar tværtimod ud paa at skabe Forstaaelse for den Opfattelse, at legemligt arbejdende og socialt ligestillede Mænd og Kvinder kun i Fællesskab og Enighed kan føre en heldig Kamp mod Kapitalens Udbytten af deres Arbejde. Det første Skridt i denne Retning kan ikke forme sig som en videnskabelig Undersøgelse af Kvindens Natur; herom spørger de Love, der gennem Overproduktion, Raamaterialernes Prisstigning og Prisfald, Toldsatser, Børsspil, Bankkrak, Trustdannelser, Konkurrenceforhold o. s. v. o. s. v. behersker Arbejdsmarkedet, ikke i mindste Maade. Kvinderne Verden over vil blive udbyttede lige stærkt, enten Videnskaben kommer til det
ene eller det andet Resultat. Og ydermere rummer Dr. Hirch’s Studier den Fare, at de kan munde ud i Forslag om Særbeskyttelse og Forbud, der ikke blot vil skade Kvinderne, men hæmme en naturlig Udvikling af Lønforholdene paa Arbejdsmarkedet.
Hvis Dr. Hirch vilde erstatte nogle af sine anthropologiske og arkæologiske Medarbejdere med Kvinder som Rosa Luxemburg eller Käthi Shiermacker, vilde dette næppe blive til Skade for det nye Tidsskrifts Tendens.
Men under alle Omstændigheder er det jo et opmuntrende Tidens Tegn, at tyske Videnskabsmænd har faaet Interesse for Kvindebevægelsen og søger at komme til Forstaaelse af dens Problemer.