« Tilbage til søgeresultaterne
Landsmødet
Der hviler tilsyneladende en uheldig Stjerne over Landsmødet i Aar. Først sinkede Landstingshøjres Obstruktion Grundlovens Vedtagelse, og nu optager Verdenskrigen al Interesse. For Øjeblikket ser det derfor nærmest ud til, at vi slet ikke faar afholdt noget Landsmøde i 1914, for selv om Forholdene i Europa skulde blive roligere i Løbet af nogle Maaneder, saa vil der jo i heldigste Tilfælde gaa endnu et Par Maaneder, før Grundloven kan gennnemføres. Derfor vil Jeg indstændig bede de Foreninger, som endnu ikke har lagt en Arbejdsplan for i Vinter, om at gøre det. Det vil sikkert kunne blive en god Arbejdsvinter for vore Foreninger, da de alvorlige Tider vil svække Lysten til tom Selskabelighed. Og er der noget, der kan mane danske Kvinder til Arbejde, saa er det da Øjeblikkets fortvivlede Tilstande. Vi maa gøre os klart, at vi, naar vi forhaabentlig inden Aar og Dag faar Valgretten, ogsaa er med til at bære Ansvaret for vort Lands og vort Folks Skæbne, bl. a. gennem den Indflydelse, som politisk Stemmeret giver paa Valget af de Personer, i hvis Hænder Landets Styrelse er lagt. Og er det til alle Tider af stor Betydning for et Folk, at det regeres af dygtige, samvittighedsfulde Mennesker, saa er det af dobbelt Betydning i Tider som disse, hvor Menneskehedens dyriske Instinkter giver sig Udslag gennem en meningsløs Verdenskrigs hele Raahed og Brutalitet.
Ganske vist er det en stor Skuffelse for danske Kvinder atter at se Tidspunktet for vor politiske Frigørelse skubbet ud i det uvisse, men lad denne Skuffelse ikke lamme os, men tværtimod mane os til at bruge Ventetiden godt, saa Frigørelsens Dag kan finde os forberedte til at paatage os Ansvaret som Statsborgere. En Verdenskrig som den nuværende giver Stof til Samtale og Trang til Kundskab. Der vil sikkert i disse Dage rundt i vore Foreninger være stor Interesse for at høre mere end den blotte Avislæsning giver om de Lande og de Folk, som kæmper paa Liv og Død, og der vil være Trang til at faa nærmere Kundskab om Folkeretten og om de internationale Regler, hvorefter Krige i vore Dage bør føres.
Der er intet, der slaar saa meget i Stykker som en Krig, intet der som den knuser Forhaabninger, fornedrer Mennesker og vender op og ned paa alle borgerlige Samfundsforhold. Den strækker sin lammende Haand selv over de Lande, som er saa lykkelige at kunne holde sig udenfor dens egentlige Rædsler.
Men efter en Krig bliver der Brug for alle god Kræfter i et Folk. Lad os derfor tage fat paa Vinterarbejdet i Haab om, at vi inden Arbejdsaaret er ude kan mødes under saadanne Forhold, at vi kan holde Fest sammen som fuldt ansvarlige Samfundsborgere.
Aalborg d. 25/8 -14
Johanne Rambusch.