« Tilbage til søgeresultaterne
En Deputation fra Øst-Londons Kvinder
Londons eastend, der ligger ved Dokkerne, har den fattigste Arbejderbefolkning i Storbyen - en Befolkning der ikke maa forveksles med den, som lever i Forbryderkvartererne omkring Whitechapel.
Kvinderne her har levet ikke blot i Fattigdom men i stor Uvidenhed, og blandt Mændene i Dokkerne har Kravet om Valgret indtil de sidste Aar været en næsten ukendt Tanke.
Den 20. Juni modtog Mr. Asquith en Deputation fra eastend. En Arbejderkvinde var Ordfører, og hendes Tale gengives her i lidt forkortet Skikkelse. Den fortæller bedre og tydeligere end lange Skildringer, om hvilket Arbejde der er udført i det fattige og aandeligt mørke Distrikt, hovedsagelig af Miss Sylvia Pankhurst. Som bekendt følger denne ikke sin Moders og Søsters Taktik, men som de fleste engelske Valgretsforkæmpere bruger hun stærkere Ord end de danske Forkæmpere for Sagen.
Ordføreren Mrs. Scurr udtalte:
»Vi er Medlemmer af Øst-Londons Kvindevalgretsforening, som er opstaaet i de sidste to Aar. Men vi repræsenterer tillige en almindelig folkelig Bevægelse for Kvindevalgret i Øst-London, en Bevægelse, der har samlet baade Kvinder og Mænd og som besidder stor numerisk Styrke og megen Begejstring«.
»Til vor store Sorg kan vor Leder, Miss Sylvia Pankhurst, ikke være vor Ordfører, fordi hun er fængslet. Det er hende, der har vakt Øst-Londons Befolkning til Erkendelse af Kvindevalgrettens Betydning, og hun vilde forstaa at fremføre Sagen bedre end vi«.
»Først beder vi Dem overveje Kvindernes Lønvilkaar. I vort Distrikt er den almindelige Løn for en voksen Kvindes Arbejde i en hel Uge mellem 6 Kr. 30 Øre og 7 Kr. 20 Øre. Vi forsikrer Dem, at det er umuligt for en enlig selverhvervende Kvinde at leve blot nogenlunde taaleligt for en saa lille Sum. Til Forklaring herpaa vil vi meddele Dem et Tilfælde, der nylig blev bragt frem for »Emigrations Raadet«, der tager sig af Udlændinges Arbejdskaar. Det galdt en russisk Pige, hvis Arbejdsgiver - en Skrædder - betalte hende 12 Kr. 15 Øre ugentlig. Raadet hævdede, at ingen anstændig Kvinde kunde leve for denne Sum og fik hendes Løn sat op til 15 Kr. Dette kan tjene til Sammenligning ved en Bedømmelse af vore egne Kvinders Stilling. Engelske Arbejderkvinder over hele England har en gennemsnitlig Løn af 6 Kr. 30 Øre pr. Uge«.
»Men vi vil især bede Dem at overveje de gifte Kvinders Kaar. Mange af os er Mødre for en stor Børneflok. Vi fører en fortvivlet Kamp for at faa de Penge til at slaa til, som vore Mænd bringer hjem. Som Regel ved Manden ikke, hvordan Pengene skal anvendes. Det er Moderen, der under daglig Pine og Angst søger at faa det mest mulige ud af dem. Hvor vanskelig denne Opgave er, derom vidner med frygtelig Klarhed de hyppige Selvmord, som finder Sted blandt Arbejderhustruer i eastend. Og disse Selvmord finder særlig ofte Sted netop nu. Hver Opgang af Rentefoden, af Prisen paa Levnedsmidler og andre Livsfornødenheder berører os Kvinder føleligt, og Spørgsmaal om disse Sager, om Frihandel eller Toldbeskyttelse o. s. v., som udfylder Dagens politiske Forhandlinger, er skæbnesvangre for vort daglige Liv«.
»Livsforsikringsloven har vist, hvilket uhyre Antal Sygdomstilfælde, der indtræffer blandt gifte Kvinder. Hvor det gælder Sygdoms- og Fødselsunderstøttelse, der maa vi Kvinder fordre at faa vort Synspunkt repræsenteret«.
»Arbejderklassens Kvinder er saaledes stillede, at alle maa føle dybt for os. Vore Mænd dør gennemsnitlig yngre end i andre Klasser. Industrien dræber dem hurtigt, enten ved Overanstrængelse eller Ulykkestilfælde. Naar vi sidder som Enker med en Flok Børn, kan vi kun tjene den usleste Løn. Den Hjælp, Lovgivningen yder os, er ringe. Fattigloven behandler os ubarmhjertigt og er forhadt af enhver fattig Kvinde. I mange Tilfælde nægter den Enken al Hjælp, og det samme gælder den forladte Hustru, som ikke vil skilles fra sine Børn. Den goddædige Hjælp er omgiven af de mest ydmygende Vilkaar, der vækker Harme og Fortvivlelse hos enhver hæderlig Kvinde«.
»Vi kan tale med om disse Ting, thi vi kender dem af bitter Erfaring. Vi kender den frygtelige Kamp mod Nød og Mangel, som Enkerne maa gennemgaa - uden egen Skyld«.
»Alle Spørgsmaal vedrørende Moral og Forholdet mellem Mand og Kvinde berører os stærkt. Vi Arbejderkvinder er alt for fattige til at erholde Skilsmisse, men mange af os tvinges til at ansøge om lovformelig Separation. De Love, der gælder paa dette Punkt, handler ikke blot strengt men uretfærdigt mod Kvinderne og paakræver i høj Grad en Reform. De af vore stakkels ugifte Piger, som af saakaldt Svaghed har ladet sig føre paa Afveje af en Mand, der ofte tilhører Overklassen, maa ikke blot bære Sorgen og Skammen alene, men maa med Rette forlange, at Faderens økonomiske Pligt tages under nøjere Overvejelse. Angaaende den hvide Slavehandel og Prostitutionen, ved vi med Sikkerhed, at Roden til begge disse Onder er økonomisk Elendighed og at de er en Følge af den utilfredsstillende politiske og sociale Stilling, Kvinderne indtager. Paa dette Punkt er det baade uklogt og uretfærdigt at lovgive uden Kvindernes Hjælp«. »Vi vil endvidere minde om, at Kvinder saavel som Mænd betaler Skat og maa lyde Lovene, skønt de ikke har nogen Indflydelse paa disse. Hvert eneste Aar sendes et stort Antal fattige Kvinder i Fængsel, fordi de ikke har været i Stand til at betale de dem paalagte Afgifter. Nogle af disse Kvinder er gamle og har arbejdet haardt Livet igennem uden at komme i Strid med Loven. Deres Skæbne forekommer os unødig haard«.
- - - Vi ved, at alle store Statsmænd, og særlig dem, der har hørt til Deres eget Parti, altid har hævdet, at naar der opstod Uro i et Folk, da gaves der kun én Vej til at dæmpe den, nemlig ved at
fjærne dens Aarsag. Vi beder Dem derfor om at gøre dette ved at give Kvinderne Valgret. Det maa nu staa Dem klart, at Valgretsbevægelsen - enten den er lovlydig eller militant - aldrig vil dø, før dens Maal er naaet. Vi anraaber Dem om at indbringe et Regeringsforslag om Valgret for alle
Kvinder ved det fyldte 21. Aar for at sætte os i Stand til at forbedre de sørgelige Vilkaar, hvorunder vi Arbejderkvinder og vore Børn lever«.
Som det vil ses, har denne Tale Værdi ikke blot som Udtryk for, hvorledes de klogeste af Londons Arbejderkvinder ser paa deres egen sociale Stilling; men tillige giver den et levende Billede af Tilstandene i en Storby i Aaret 1914 under det af Mænd skabte sociale og politiske Styre.
