« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Krigen
Et vægtigt Indlæg fra Indien.
Inden Krigens Udbrud og inden Rygtet om den var trængt udenfor Statsmændenes og Diplomaternes snævre Kres, skrev Lederen af Det indiske Forbund for Kvinders Valgret, Mrs. Frances Hollowes i Mussorie, en tankevækkende Artikel om Krig og Kvinder.
Ved Gennemlæsningen mærker man snart, at den skyldes et lidenskabeligt følende Menneske og at den først og fremmest er beregnet paa at vække Indiens ret sløve Kvinder. Dens Udtryk og Bevisførelse vil muligt virke noget haardhændet paa Læsere, der selv har tænkt over Sagen og har Overblik over Krigens Aarsag og Virkning, Men bortset fra, at Artiklen er formet som et stærkt agitatorisk Indlæg, bestemt for et eget Publikum, er den i sin Kærne saa sund og klog, at betydelige Dele af den fortjener at kendes af flere - ikke mindst fordi Forfatterinden haaber paa Sagens endelige Løsning gennem Kvindens politiske Valgret. Nedenfor gengives derfor nogle Uddrag af dens væsentligste Punkter.
Lider Kvinder ikke mere under Krig end Mænd?
Spørgsmaalet kan ses fra flere Sider - der er legemlige og aandelige, direkte og indirekte Lidelser, som rammer store Skarer af Kvinder. Den legemlige Lidelse omfatter Sult, Sygdom, Vold, Tab af Hjem, Fattigdom og undertiden Død, Slaveri eller Fangenskab. Det skete f. Eks. under Krigen mellem Nord- og Sydstaterne i Amerika, at General Shermans Tropper fuldstændig rensede de sydlige Stater for Levnedsmidler, og som Følge heraf døde Kvinder og Børn af Sult. Under Krigen i Sydafrika døde 4000 Kvinder og 15000 Børn af Hunger eller Sygdom. Dette er officielle Tal. Under Balkankrigen blev Noncombattanterne (Folk, der ikke deltager i Kampen), hvoraf Størsteparten var Kvinder, ikke alene udhungrede i Landsbyer og Byer, men tillige nedhuggede.
Voldshandlinger mod Kvinder er almindelige i enhver Krig, og ethvert besejret Folks Kvinder kan vente at blive Genstand for bestialsk Grusomhed. Den Brutalitet, som ligger i Dvale hos enkelte Mennesker, vækkes under Blodsudgydelserne, saaledes at »Rovtanden og Rovkloen« kommer frem. Krig synes at være alle Forbrydelsers Samlingsplads. Under Krigsfanen mødes Vold og Ondskab, Bedrag og Brutalitet, Falskhed og Lystenhed. Det siges, at »Slagmarken er et Teater, sat op med
uhyre Bekostning, for at Menneskene kan fremstille Forbrydelsen efter en storstilet Maalestok«. Derfor er det intet Under, at vi efter den sidste Krig hørte om Tyrkernes Voldsgærninger paa bulgarske Kvinder og Bulgarernes paa tyrkiske Kvinder. Det var ligegyldigt, om Korset eller Halvmaanen vajede over Sejrherrerne. Thi Grusomhed er Krigens Yngel, enten den raser blandt Kristne eller Muhamedanere.
Sjælslidelser.
Hvem kan skildre Frygtens og Uvishedens langsomme Tortur, den ventendes evige Smerte, de søvnløse Nætters febersvangre Fantasier, Ensomhedens ubarmhjertige Timer og Drømmesynet af sønderhuggede, blødende Legemer? Og hvem andre end de, der har oplevet det, kan skildre Hustruens, Moderens eller Datterens Hjertekval ved Budskabet om den fraværendes Død? Hvilke sjælelige Lidelser gennemgaar Kvinderne ikke, naar Sønnen, Faderen eller Manden vender hjem som Krøbling for Livet eller mærket af Sygdom, der sætter ham ud af Stand til Arbejde?
Lad os endvidere forestille os Billedet af den fortvivlede Moder, der ængstelig vogter paa sine sultne Børn og ser de smaa langsomt tæres hen, hører deres hjerteskærende Graad og føler, hvorledes de svage og slappe glider ud af hendes Arme. Eller naar hun altfor tidligt føder et Barn, der ofte er stemplet for Livet af Nervesvaghed eller Idioti som Følge af Moderens grufulde Angst under et Svangerskab i Krigstid. Og lad os endelig tænke os dette Billede: Hjemmet er brændt, Møblerne hugget i Stykker og kastet paa Ilden under Soldatens Feltgryde, Høsten røvet, Sengetøj og Klæder stjaalet - hjemløs, nøgen, hungrig, Enke og barnløs - saadan er Krigens kvindelige Offer. . .
Indirekte Lidelser.
Tusend og atter Tusender af Kvinder rundt om i Landene maa leve i Fattigdom, fordi de Skatter, der burde være Nationens sociale Hjælpefond, anvendes til Krigsberedskab. Til fattige Kvinder hører bl. a. de fleste Enker. Den Sum, en eneste Dreadnought koster, kunde føde 175,000 Børn i et Aar.
Paa en nylig udsendt Fredsplakat ses en under Ordet: »Vaabendød« en Kvinde korsfæstet til to Sværd. Ja, Krig er Kvindens Korsfæstelse! Dens Følger er Opofrelse og Fornedrelse af Kvinder, Brud paa Moderskabets og Menneskeslægtens sunde Fremgang. Hvor mange Kvinder forbliver ugifte, fordi de Mænd, de muligt kunde ægte, dræbes? Tænk saa tillige paa de Skarer af ugifte Mænd, som hvert Land kræver til sin staaende Hær i Fredstid, og paa det forrykkede Forhold, dette medfører. - Man taler om den lave Fødselsprocent! Man raaber paa, at der maa fødes flere Børn! Men er det da Statsklogskab at lade stærke, unge Mænd dræbe for bagefter at raabe paa en højere Fødselsprocent? Jo, det er - thi der skal skaffes Soldater til den næste Krig. Og derfor skal Kvinderne sættes under Kritik og Censur, saa de kan formaas til at sætte flere Børn i Verden, der
- naar deres Tur kommer - kan blive Kanonføde.
Eugenik og Krig.
Racehygiejnikeren fortæller os, at Krigens Virkning paa Nationen er, at den forringer Racen alene ved den enkle Kendsgerning, at den indskrænker Valget af Ægtefælle. Dr. Starr Jordan tilføjer:
»I Krig ødelægges de yngste og stærkeste af Nationen, mens de svagere Medlemmer fører Racen videre«. Men ikke blot Krigens Mennesketab forringer Racen. Napoleon indførte en Lov, der beskyttede Utugt af Hensyn til de ugifte Soldater. Denne Lov paaførte Kvinderne uoverskuelige Lidelser, ikke blot i Form af det enkelte Individs Nedværdigelse, men tillige ved at overføre Sygdom og Livssvækkelse til utallige, uskyldige Kvinder og Børn over hele Europa, og videre endnu.
Kvinderne bærer Krigens Byrde uforskyldt.
Kvinden er ikke ansvarlig for Krig, thi op til Nutiden har hun ikke haft Ret til at afgive sin Stemme angaaende Nationens Skæbne. Manden lider frygteligt i Krigstid, han dør under ubeskrivelige Rædsler eller omkommer under de Sygdomme, der følger Hærene som en Nemesis. Men han er til en vis Grad ansvarlig for, hvad der sker, fordi han besidder den politiske Indflydelse, der kan forhindre Krig. Sandt nok, erklærer en Regering undertiden Krig uden at æske Folkets Mening; men ingen Regering tør kaste sig ind i en Krig uden Sikkerhed for, at Folkets Stemning er for den - -
- - Som Følge heraf maa man regne med, at Mændene som Helhed Verden over fortrækker Krig. Mrs. St. Clair Stobart skildrer Krigen saaledes: »To Skarer af Mænd, der ikke har noget personligt Mellemværende eller føler personligt Fjendskab, bliver sat overfor hinanden med den Opgave at dræbe, fordi Statsmændene i deres respektive Lande er saa tykhodede, saa ubegavede, saa blottede for Idéer, at de ikke kan finde paa nogen anden Maade til Afgørelse af mellemfolkelige Retskendelser end Krig. Den Skare Mænd, der med størst Held skyder Hovederne i Stykker paa den anden, regnes for at have Retten paa sin Side, og naar Afgørelsen foreligger, modtager Verden den med Bifald«.
Kvindernes Ligegyldighed.
Kvinderne som Helhed viser en forbavsende sløv Ligegyldighed, der alene skyldes Uvidenhed og Ansvarsløshed. De har i Tidernes Løb - paa faa Undtagelser nær - været stumme. Før de vaagnede til Erkendelse af deres Mangel paa Kundskab, plejede de i vanskelige Tider at søge Raad hos gejstlige Ledere. Men ingen af disse viste dem Fredsforhandlingens Vej.
Nu er Kvinderne begyndt at tænke selv, deres Horisont er bleven udvidet, deres Idealer mere verdensomfattende. De kræver større social Bevægefrihed saavel som rigere Aandsudvikling. De begynder at føle deres Ansvar ikke blot som livsgivende men ogsaa som livsbevarende Individer. Ledet gennem de sidste 30 Aar af noble Kvinder som Bertha von Suttner af Østrig, Julia Ward Howe fra Amerika og Ellen Robinson i England, opløfter de nu deres Stemme mod Krigens Grusomhed.
Arbejderkvinder!
Det er Eders Mænd, Fædre, Brødre og Sønner, der danner Krigens store Korps. Uden dem vilde internationale Fjendtligheder være en Umulighed. Her har I en Opgave: et Arbejde paa at opdrage og overbevise Folket. Dette Arbejde begynder i Eders eget Hjem og i Hjemmets Kres. I kan forberede den store Reform ved at tage fat fra Grunden. I maa stemme Eders Hjærter til Medlidenhed med Lidelsen og opdrage Eders Hjerner til større Forstaaelse. I maa ophøre at vredes over smaa personlige Uretfærdigheder og rette Eders Harme mod den bundløse Samfundsuretfærdighed, som kaldes Krig.
Mødrene og den næste Generation.
Nutidens Børn skal bestemme Fremtidens Skæbne, og Moderen har det i sin Magt at være den første til at modelere Barnets Sjæl. Lad os derfor lære Mødrene, at der skal findes en bedre Maade til at afgøre internationale Trætter, for at disse atter kan lære deres Sønner og Døtre. Lad Mødrene forklare deres Børn de Fejltagelser, der ligger til Grund for den nuværende Tilstand, lære dem Forskellen paa sand og falsk Fædrelandskærlighed, vise dem, at den endelige Sejr i Krig i saa høj Grad afhænger af »Pengenes haardnakkede Magt«.
- Fortæl Børnene, at nu til Dags bestaar Krig ikke i den enkeltes personlige Mod, men først og fremmest i at dræbe ved Hjælp af Maskiner, der ad kunstig Vej fremkalder Død og Smerte i et Omfang, der langt overgaar, hvad Naturen paalægger Mennenesket. Forklar Børnene, at de Ulykkestilfælde, som vi i Fredstid søger at beskytte hinanden imod, og som vækker vor dybeste Sorg og Afsky - Jernbaneødelæggelser, Skibes Undergang, Krudtexplotioner og andre frygtelige Katastrofer - er Krigens sande Væsen. Lær Børnene dette, for at de, naar deres Tid kommer, kan staa samlede - Sønner og Døtre af Nutiden - og ved Hjælp af Valgretten lægge deres tunge Lod i Vægtskaalen. - -
Altfor faa Kvinder er vaagne.
- - Men Kvinden som Helhed kender endnu ikke sin Pligt, og endnu mindre sin Evne og Magt, til at standse Krig. Intet kan i højere Grad vække hendes slumrende Ansvarsfølelse paa dette Punkt end den store Bevægelse for Kvindens politiske Valgret, som i Øjeblikket gaar gennem Stater og Nationer. Den vil forberede og danne hende til Arbejdet paa den store Verdensreform. Den Tid vil komme, hvor Ruskins Ord til Kvinderne: »Det er Eder, der hæderkroner Krigeren«! ikke længere passer. Ligesom Kvindernes Bevægelse for politisk Frihed er international i sit Maal og sine Idealer, saaledes vil ogsaa Kvindernes Krav paa en fornuftig og lovmæssig Afgørelse af mellemfolkelige Stridigheder komme fra alle Lande. Thi hvor forskellige Kvinderne Verden over end er i Henseende til Religion, Udvikling, Natur og Nationalkarakter, saa føler de gennemgaaende ens og lider de gennemgaaende ens, hvor det gælder Krig.
Naar Kvinderne opnaar politisk Frihed, vil de faa Indflydelse paa Lovgivningen. Heri ligger Forklaringen paa, at alle oplyste Kvinder arbejder til det yderste for Valgret. De er overbeviste om, at Lovgivningens Vanskeligheder ikke kan løses, før Moderens Hjærte saavel som Faderens kommer med i Arbejdet.
Kun Menneskeslægtens Mødre har fuld Forstaaelse af Menneslægtens Værd. Derfor bør de frem i første Række, hvor det gælder om at bevare det!
