« Tilbage til søgeresultaterne
Et Budskab
Til alle Kvinder, som tilhører den internationale Alliance for Kvinders Valgret.
Alliancens Formand var paa Vej til sit Hjem i Amerika, da Næstformanden, Mrs. Fawcett, skrev følgende Artikel i sidste Nummer af det internationale Valgrets« blad, »Jus Suffragii«.
Dersom vor Præsident, Mrs. Chapmann Catt, havde været til Stede, da er jeg overbevist om, at hun vilde have sendt et Budskab ud til vore Venner og Kolleger i hvert af de Lande, som staar i Alliancen, for at hjælpe og opmuntre dem i den nuværende Situation. Under Mrs. Catts Fraværelse maa jeg søge at udfylde hendes Plads efter ringe Evne.
Hvad jeg særlig ønsker at sige er dette: Rundt om os ser vi Brud, Forbitrelse og Misforstaaelser, der skyldes Krigen. Men ikke desmindre maa vi - uden Hensyn til personlige Pinagtigheder - holde fast ved Beslutningen om, at vor internationale Alliance skal bevares. Vi maa under alt, hvad der sker, nære den faste Tro, at det Gode er stærkere end det Onde, at Retfærdighed og Medlidenhed er stærkere end Had og Ødelæggelseslyst, saa vist som Livet er stærkere end Døden.
Vi Kvinder, som har arbejdet sammen for en stor Sag, har fælles Haab og fælles Idealer, der binder os til hinanden med ubrydelige Lænker. Og vi maa nu vise Verden, at det, der forener os, er stærkere end det, der skiller os. Mellem mange af os er der desforuden et personligt Venskabsbaand, der er blevet stærkere med hvert Aars fælles Arbejde, Gennem alle de Vanskeligheder, der vil møde os, maa vi holde fast ved disse Haab og Idealer, der i sig selv er gode og som derfor vil være den bedste Hjælp for os i Prøvelsens Tid.
I næsten alle Lande, enten de er krigsførende eller ej, har Krigen foraarsaget store Lidelser. I vort Land i Særdeleshed er Ulykkerne allerede overvældende. Jeg er sikker paa, at rundt om i Landene vil Valgretskvinder modigt give sig i Lag med Arbejdet paa at hele, erstatte og lindre. De vil bestandig mindes, at Kvinden repræsenterer Slægtens Livskraft og Fremtid, der findes levendegjort i Moderen og Barnet.
Den internationale Alliance har foreløbig indstillet det sædvanlige Arbejde for Valgret. Hovedkontoret i London har paataget sig at skaffe Hjælp under forskellig Form til den Skare udenlandske Kvinder, som paa Grund af Krigen er strandede her i Byen, i adskillige Tilfælde blottede saavel for Penge som for Venner. Alliancens Kasserer, Mrs. Coit, og en af Sekretærerne har været utrættelige under dette Hverv; de har siden Krigens Udbrud tilbragt hver eneste Dag paa Kontoret, hvorfra de leder det betydningsfulde og vanskelige Arbejde med Assistance af en stor Mængde frivillige Hjælpere.
Paa mine Kollegers og egne Vegne beder jeg Alliancens Forbundsfæller i hvert enkelt Land om at modtage Forsikringen om vor dybeste Medfølelse og Sorg. I mange Lande foreligger den Kendsgerning, at en umiddelbart forestaaende Opfyldelse af vort Haab om Gennemførelse af Kvindens Valgret er bleven tilintetgjort af Krigen. Men dette bør paa ingen Maade vække Fortvivlelse hos os. Godt udført Arbejde for Kvindens statsretslige Ligestilling vil aldrig være spildt. Vi kan være sikre paa, at det vil bære Frugt, naar Tiden dertil kommer.
Den eksempelløse Ulykke i Form af en næsten verdensomspændende Krig, der bringer Millioner af Mænd Ansigt til Ansigt med det Formaal gensidig at myrde, der daglig ødelægger for Millioner og atter Millioner af møjsommeligt opsamlede Værdier, foruden ubetalelige og uerstattelige Fortidsmindesmærker, vil kaste nyt Lys over Nødvendigheden af en politisk Reorganisation af Samfundet, hvorved saavel Folkemasserne som Kvinderne faar Magt til selv at øve Kontrol, hvor det drejer sig om deres egne Liv og Skæbner.
Dersom Kvindens politiske Borgerret havde været gennemført i alle af Krigen berørte Lande, og hvis den havde bestaaet længe nok til at sikre Kvinderne den samlede politiske Magt, som opnaas gennem Organisation, da kan der ikke være Tvivl om, at denne Magtfaktor var bleven anvendt til Forsøg paa en politisk Reorganisation af Europa, hvorved man fik Sikkerhed for, at internationale Stridigheder og Besværinger blev henviste til Behandling af Lov og Fornuft, i Stedet for som nu at indanke deres Afgørelse for en saa plump og fejlagtig Domstol som den raa fysiske Styrke.
Det uhyre Omfang af Øjeblikkets Jammer vil maaske bidrage til at hindre en Gentagelse.
Hen imod dette maa vi alle stræbe.