« Tilbage til søgeresultaterne
Ellen Key udtaler sig om Krigen
Et svensk Blad har spurgt Forfatterinden Ellen Key om, hvordan Krigen bedst kan forhindres for Fremtiden, om det virkelig er muligt at hindre den og ved hvilke Midler.
Ellen Key svarede bl. a.: Troen paa, at Krig en Gang skal kunne forebygges, er for mig ensbetydende med Troen paa Muligheden af at menneskeliggøre den nuværende saakaldte Menneskelighed. Det første Middel til Krigens Forebyggelse maa være at opdrage den ny Slægt saaledes, at man udrydder Vilddyrsarven, hvori Krigen har sin Rod.
Men en saadan Opdragelse findes hverken i Hjem eller Skoler, saalænge man endnu - fra videnskabelige Lærestole saavel som fra Prædikestole - forkynder, at Krigen er en Del af Guds Verdensplan og at Kristendom kan gaa sammen med krigersk Vilje og krigersk Værk. Disse Bespottelser mod Kristendommen burde Straffelovene hindre.
Et andet Middel mod Krigen vilde være at straffe Udspredelsen af Person- og Partihad mellem Folkene og Nationerne ved Benyttelse af Trykkefriheden. For at hindre den Fortjeneste, der fremkommer ved at skabe Krigshidsighed gennem Pressen, burde alle de Industrier, som direkte tjener Krigens Formaal, gøres til Statsmonopol.
Et tredje Middel er, at Folkeviljerne ved en truende Konflikt tvang Regeringerne til at fremlægge deres indbyrdes Underhandlinger allerede forud for Krigserklæringen og ikke - som nu - efter at Krigen er udbrudt.
Et i høj Grad betydningsfuldt Middel til at forebygge Krig vilde være, om man indrettede den europæiske Politik i Samklang med den sunde Nationalisme. Denne leder til Sammenslutning mellem de ved Slægtskab og Sprog samhørige Folk, mens Erobringer af og Tvangsindgreb overfor Landsdele, som staar Hovedlandet fjernt, fører til nye Krige.
Alliancer for Krigsførsel og Kaprustninger for Krigsforberedelser maa medføre Krig, særlig naar den foregaaende Fredsslutning var krænkende for Nationaliteten. Det er saadanne Fredsslutninger, der holder Europa i Krigsforberedelse, hvilket nu efter Krigens Udbrud saavel som tidligere suger Blodet ud af Kulturen.
Endog efter 1870 raader stadig den lille Statskunst i Europa. Den gaar ud paa med militære Magtmidler at søge at lede Folkenes politiske og økonomiske Handelsaffærer. Krigen kan ikke forebygges, før man indfører den store Statskunst, som forstaar at binde Folkenes Interesser ved en ledende Idé.
- Endvidere udtalte Ellen Key, at hun tænkte sig Muligheden af, at Kvindernes og Arbejdernes politiske Gennembrud kunde bringe nogen Forskydning i de nuraadende Begreber om national Magt og Ære.
(Efter »Kvinden«).