« Tilbage til søgeresultaterne
Ingen Krig i Fremtiden
En voksende Bevægelse.
Lige fra den Dag, Krigen udbrød, har der blandt Europas og Amerikas Kvinder været en stadig voksende Bevægelse for at modarbejde den.
Det er særlig de organiserede Kvinder fra Valgretsforeninger, Nationalraad o.s.v., der gennem Henvendelser dels til de krigsførende Magter, dels til de neutrale Magter, der kunde tænkes at optræde som Mæglere, har søgt at standse Krigen.
Saa vidt vides, kom den første Henvendelse fra den internationale Alliance i Form af en Petition til de forskellige Landes Ambassadører i London. Skrivelsens Ordlyd er gengivet i »Kvindevalgret« for September. Omtrent samtidig sendte Pastor Anna Shaw fra Amerika et Opraab til hvert Lands Nationalraad og opfordrede Kvinderne til i Fællesskab at gøre deres Indflydelse gældende mod Krigen.
Men her stødte man paa en Vanskelighed, fordi de krigsførende Landes Kvinder i Øjeblikket har en national Pligt at opfylde. Selv om de principielt er imod Krig, har de under den nuværende Situation den statsborgerlige Pligt at støtte Hæren og ved alle gode Midler at bidrage til Landets og Nationens Bevarelse.
Det østrigske Nationalraad skildrede denne vanskelige Stilling og de Følelser, der raader hos Kvinderne, i sit Svar til Anna Shaw ved at sige:
». . . . Hver Kvinde, hver Moder, hver Hustru maa mene ligesom De, at Krigen er en forfærdelig Ting, som ofrer Tusender paa Tusender af de stærkeste og bedste Mænd og ødelægger Tusender af Familiers Hjem og gør mange til Tiggere. Alt dette - og mere end dette - føler vi ligesaa stærkt som De. Men tillige føler vi, at Kvinderne i de Lande, hvor vore Mænd, Brødre og Sønner kæmper for vor Stats Tilværelse, for Hjem, Hustru og Børn, i en Forsvarskrig, som man aldrig har set Mage til, en Krig mod Mordere og Morderes Forsvarere, mod Frihedens Fjender og mod dem, som anser det for Ret at forsvare Frihedens Fjender - under en saadan Krig kan vi ikke sige: Hør op at kæmpe! Det eneste, vi kan gøre, er at prøve at læge de Saar, Krigen medfører.
Naar Krigen er forbi, da er Øjeblikket kommet, hvor Kvinderne kan sige: en Krig, der myrder Mennesker og ødelægger Civilisationen skal aldrig komme igen! ... Men i denne alvorsfulde og frygtelige Tid maa vi staa ved Mændenes Side, mens de gør deres Pligt til det yderste, hvor grusom og rædselsfuld den end er. Vi maa støtte vore Mænd paa alle de Maader, vi formaar«.
Netop saaledes vil sikkert de fleste forstaaende Kvinder i de krigsførende Lande se paa Forholdene. Det synes da ogsaa, som om Bevægelsen mere og mere stræber henimod, at det bør være de neutrale Staters Kvinder, der ikke lader noget Middel uforsøgt til at standse Krigen.
Herpaa tyder ogsaa den Skrivelse, som Præsidenten for den internationale Valgretsalliance, Mrs. Chapmann Catt, og Rosika Schwimmer fra Ungarn overrakte til Præsident Wilson den 18. September.
Den lyder:
»Vi kommer til Dem som Repræsentanter for mange Landes Kvinder, som har sendt indtrængende Anmodninger til Alliancens Bestyrelse i London om at vi vilde henvende os til de forenede Staters Regering. Det er vort Haab, at denne vil stille sig i Spidsen for en Bevægelse, der kan føre til en snarlig Afslutning paa den nuværende evropæiske Krig.
Vi beder Dem derfor i vor fælles Civilisations Navn om, at De vil søge at samle de neutrale Nationer under Deres kloge Førerskab for at rette et indtrængende Krav til alle de krigsførende Magter om at slutte en Vaabenstilstand, saa der under denne kan blive Udsigt til at finde en retfærdig Bilæggelse af de internationale Stridigheder.
Vi beder Dem om at gentage Mæglingstilbudet Gang paa Gang, indtil det bliver modtaget. Selv om en saadan Fremgangsmaade muligt vil møde Kritik i Begyndelsen, saa vil den sikkert senere vække en Følelse over hele Verden, der vil forvandle Kritiken til Taknemmelighed, og endelig vil den bringe Mod og Haab til de Millioner, som nu lever i Fortvivlelse.
I ikke mindre end femten Lande er Mænd, som tilhører vore Lederes Familier, ved Fronten. Vi har faaet Underretning om, at mange af vore Lederes Hjem er omdannet til Hospitaler, og Valgretsalliancens Hovedkvarterer i Evropa er omskabt til Hjælpestationer. De Beretninger, som vore Ledere sender os om Lidelse, Nød, Sygdom, Ødelæggelse af Ejendom og afskyeligt brutale Angreb paa Kvinder, synes fuldkommen utrolige i det 20. Aarhundrede.
Vi har samlet disse spredte Oplysninger fra Kvinder, som vi kender godt, og de giver et tydeligt Vidnesbyrd om, at det civiliserede Evropa er sunket tilbage i Barbari. Under saa danne Forhold bør det ikke tillades, at diplomatiske Formaliteter lægger sig i Vejen for os, naar vi arbejder for at finde de bedste Midler til en hurtig Mægling.
Kvinder fra hele Verden ser hen til Dem som Leder af den eneste store neutrale Stat og beder Dem finde Vejen til en Intervention.
De Petitioner, som vi overgiver til Dem sammen med denne Henvendelse, er fremkommet frivilligt og umiddelbart.
Ikke mindre betydningsfuldt end de Anmodninger, vi har modtaget, er Mangelen paa Henvendelser fra Østrig, Serbien, Tyskland, Finland, Galizien og Bøhmen. Kvinderne i disse Lande tier - fordi de ikke kan tale! Men vi kender deres Følelser saa godt, at vi tør indestaa Dem for, at en Mægling, der fremkommer og paaskyndes ved Intervention udefra, vil være ligesaa velkommen for Kvinderne i disse Lande som for dem, hvis Navne findes paa denne Liste. . . .«
Selv om denne Henvendelse til de forenede Staters øverste Styrer ikke er sket i den samlede Kvindevalgretsalliances Navn og heller ikke kan være det, fordi de krigsførende Landes Kvinder ikke har kunnet underskrive den, er den sikkert alligevel Udtryk for, hvad Størstedelen af Alliancens ledende Medlemmer haaber og ønsker, og Formanden, Mrs. Catt, har derfor med sit sikre Kendskab hertil kunnet støtte Henvendelsen med sit Navn.
Præsident Wilsons Svar var ikke blot imødekommende, men vidnede om, at han betragtede Kvindernes Andragende som en virksom Støtte under et muligt Forsøg paa at samle de neutrale Stater til en Intervention. Hvorvidt Præsidenten vil efterkomme Opfordringen, der jo ogsaa stilles til ham fra andre Sider, vides ikke endnu.
Der er adskillige, som hævder, at et Mæglingsforsøg næpe vil udrette stort i Øjeblikket. De tror, at den Verdensbrand, der er tændt, vil rase til den dør af andre Grunde end dem, der frembæres af Fornuft og Retsind. Krigen har paa dette Tidspunkt rundt om i Landene ødelagt saa uoverskuelige og uerstattelige Værdier af Menneskeliv, Civilisation, Kunstskatte og Kapital og frembragt saadanne Lidelser, Ofre, Stemninger og Følelser, at den næsten naturnødvendigt maa drage ned i sit Krater alt, hvad der endnu kan ofres. Det ligger ikke i menneskelig Natur - og derfor heller ikke i en Nations Natur - at opgive Haabet om Sejr samtidig med, at man daglig ofrer sit Hjærteblod; i al Fald ikke saa længe der endnu er noget at ofre og som Følge deraf et Haab at klynge sig til.
Og dette er sikkert Grunden til, at mange af dem, som hader Krigen dybest, i Øjeblikket er tavse. De bøjer sig for Skæbnen. Man maa ogsaa erindre, at selv den varmeste Fredsven i de krigsførende Lande ikke kan se bort fra sine nationale Forpligtelser, der binder hans Ord, hans Pen og hans Handling.
Derfor ser man, at politiske Partier, der principielt er imod Krig, stemmer for Militærbevillinger og sender deres Ledere til Fronten for at dø, derfor har mange Fredsforeninger hidtil været tavse, derfor svarer fredsvenlige Kvinder: vi maa støtte vor Hær - vi kan ikke andet!
Men alt dette betyder ikke, at de svigter deres Idealer. Det betyder kun, at de bøjer sig for den Kendsgerning, at de Anskuelser, de hidtil har kæmpet for, endnu ikke har mødt Forstaaelse hos de ansvarshavende Magter, der raader for Nationernes Skæbne, og at de endnu ikke er trængt igennem til de ansvarsløse Masser, der danner Hærenes store Flertal. Det er denne Kendsgerning, de regner med, naar de paa Trods af alle personlige Anskuelser stiller sig i Række med og deler Arbejde og Ofre sammen med dem, der ser anderledes paa Sagen. Thi de sidste er de fleste - de repræsenterer Nationen med dens Krav og Stemninger, og for disse Krav og Stemninger maa den enkelte bøje sig, naar det gælder Nationens Eksistens.
I Bladet »Neues Frauenleben«, der er udkommet i Wien i omtrent 22 Aar, fortæller Fru Kulka om de Følelser, der i Øjeblikket hersker hos Kulturmennesker i Østrig. Men samtidig giver hun Anvisning paa et Fremtidsarbejde blandt Kvinderne, skabt paa Grundlag af de Lidelser, som de nu gennemgaar, og de Erfaringer Krigen medfører.
Fru Kulka skriver:
»Krigsaanden griber om sig, endog blandt dem, hvem alle Krigstanker har ligget fjernt. Mange Kunstnere og Videnskabsmænd ser nu paa Krigen som nødvendig og forløsende. Selv blandt Kvinderne, er der mange, der føler noget lignende - og det er ikke de daarligste blandt dem.
I Fredens Dage er det jo saadan, at mange af dem, hvis Tanker er vidtskuende, lider under deres Medmenneskers Smaalighed, Egennytte og Sneversyn. Men naar de nu ser, at netop disse Medmennesker formaar at hengive sig for det store og hele - for en fælles Sag - da er det for dem, som om de nu føler, at de kan aande frit i deres Omgivelser. Og paa den Maade opstaar hos de bedste den Vildfarelse, at det er Offeret alene, der afgør, hvorvidt en Sag er stor eller lille.
Men for os Kvinder gælder det netop nu - under Krigen med alle dens Heltegerninger - om at opretholde det store Fredsideal. Vi skal huske paa, at de uundgaaelige Ofre, som bringes af heltemodige Hjerter, er bleven krævede ene og alene, fordi vi endnu ikke har besejret Barbariet som Helhed. Naar vore Mænd, Sønner og Brødre udøser deres Blod for Fædrelandet, sker dette ikke som Følge af en evig Lov, men fordi menneskelig Ufuldkommenhed paalægger dem det.
Er det tankeløst, er det i Modstrid med Tidens Krav at tale om et Fredsideal netop nu, hvor alle Tanker og Stemninger drejer sig om Krigen og dens Forløb?
Jeg tror det ikke. For det er ikke tomme Ønsker, men en fast og varm Vilje, som forlanger af os, at vi skal prøve at trænge ind til vore Medmenneskers Tanker og Følelser netop nu, da de er paavirkede af Lidenskab. Thi heraf - af Menneskeslægtens Udvikling under den nuværende frygtelige Tid - afhænger et Verdensproblem.
Dette Problem bestaar næppe i at afgøre, naar den nuværende Krig skal slutte, men i, hvorvidt denne Krig skal blive en Afslutning paa al Krig eller om den kun skal forme sig som en Anledning til fornyede nationale Kampe!
Ve os, hvis Krigen medfører dybere Had og Foragt mellem Nationerne. Ve os, hvis vi ikke trods alt erkender det, som forener Nationerne, og hvis vi ikke i vor Fjende forstaar at se et ligesaa bevidst opadstræbende og følende Menneske som i os selv. Ve os, hvis vi tror, at den ene Stats Vel og Interesser kun kan fremmes paa Bekostning af en anden Stats og hvis vi ikke forstaar, at i hele Nutidens Kulturverden er vi indbyrdes afhængige af hinanden, hvis vi skal opnaa at betrygge Nationernes politiske Selvstændighed og i Fællesskab finde et Grundlag for en social Ordning, der betrygger Menneskelivet. Ve os, om vi af Krigen lærer at agte Menneskelivet ringere end hidtil eller kommer til at betragte Krig som en Skaber af Kultur og Liv. Om vi ikke fatter, at den Storhed, der nu aabenbarer sig, netop er et Produkt af Fredens økonomiske og aandelige Arbejde!
Fredens stadig opbyggende Arbejde stiller os Opgaver, som i Virkeligheden ikke kræver mindre Hengivelse, Udholdenhed, Kraft og Idealisme end den forfærdelige Ødelæggelse af fysiske og sjælelige Værdier, som vi nu oplever under Rædsel «.
Af disse kloge og varme Ord fremgaar det, at Forfatterinden - og sikkert mange med hende - stiller sig tvivlende overfor de Forsøg, der gøres paa at standse Krigen i Øjeblikket.
Men ikke desmindre bør der arbejdes herfor. Thi de Tanker og Anskuelser, der ligger til Grund for Arbejdet, skal udtales netop nu, da Sindene er aabne for Paavirkning. De skal udtales, for at de kan komme til at besjæle Fremtidens Statsmænd, Fremtidens mandlige og kvindelige Vælgere og ikke mindst Nutidens Mødre, som opdrager det næste Slægtled.
