Grundlovssagen

Redaktionen har anset det for heldigt, at Læserne faar en nøjagtig Gengivelse af de Udtalelser, der faldt fra de forskellige Partiers Ordførere angaaende Grundlovssagen under første Behandling af Finansloven. Referatet paabegyndtes i sidste Nummer og afsluttes i dette.

 

K. M. Klausen, Socialdem.

(Forts.):

Det forekommer mig, at der havde været al Anledning til straks at gen­nemføre Grundloven paa det Grundlag, hvorpaa de 3 Partier var enige, da vi gik til Landstingsvalget. Det skete des­værre ikke. Hvad var Grunden til, at Sagen atter strandede, og hvis er Skylden herfor? Nogle siger, at det er Ver­denskrigen, som er Skyld heri. Det tror jeg nu paa ingen Maade. Vi kunde saa udmærket godt uanset den Krigs­tilstand, der hersker i Europa, have be­skæftiget os med et saa specielt indre Anliggende som en Ændring af vor Forfatning. Det er efter min Mening slet ikke Verdenskrigen, som har været Skyld deri, det er andre Ting, som har været medvirkende til, at denne Sag paa ny strandede. Det er ikke Vælger­nes Skyld, thi de har talt saa klart og bestemt, som vi kan kræve af dem, det har de gjort baade gennem et Folke­tingsvalg og et Landstingsvalg, saa hos Vælgerne kan Skylden ikke ligge. Det er heller ikke Folketinget, der er Skyld i det, thi her staar et stort og stærkt Flertal, som er enigt om at gennem­føre Grundlovssagen. Saa maa Skylden vel ligge oppe i Landstinget, og det antager jeg ogsaa, men man kan ikke sige, at den egentlig ligger hos Højre. Efter Landstingsvalget er Højre jo ble­vet Mindretal i Landstinget; Højre magter ikke længere at hindre en Sags Gennemførelse, altsaa kan man egent­lig ikke sige, at det er Landstingets Højres Skyld, at Sagen er strandet paa ny; men der maa saa være andre Kræf­ter, ikke aabenlyse, men hemmelige Kræfter, som er traadt til og her er gaaet Højres Ærinde. Vi er jo her i Rigsdagen saa godt kendte med, at der føres hemmelige Forhandlinger, træffes hemmelige Overenskomster; dansk Politik har altid været rig paa Kulisse­forhandlinger, og det er ganske sikkert saadanne Forhandlinger, som har frem­kaldt det sørgelige Resultat, at Forfatningssagen atter blev henlagt i forrige Rigsdagssamling. Jeg tænker, at de tre Grundlovspartier alle hver for sig vil fralægge sig baade Ansvaret og Skyl­den for Grundlovssagens Stranding, i hvert Tilfælde vil vi Socialdemokrater fralægge os ethvert Ansvar for, at denne Sag ikke er blevet gennemført. Social­demokratiet har gjort store Ofre, har resigneret paa mange Punkter for denne Sags Skyld, vi har arbejdet af en ær­lig og redebon Vilje - det viser Kends­gerningerne, - saa længe denne Sag har staaet paa Dagsordenen. Altsaa, jeg siger, at vi for vort Vedkommende kan fralægge os Skyld i, at denne Sag er strandet. Det forekommer mig, at det naturlige vil være, at Sagen nu ta­ges op paa det Grundlag, om hvilket de 3 Grundlovspartier var enige, den Gang vi gik til Landstingsvalg. Vil Højre saa være med, kan de; vil de ikke, faar det være Højres egen Sag og jeg vil sige, at det vil blive værst for Højre selv, hvis de vil fastholde deres Modstand mod Grundlovssagen Gennemførelse; det bliver værst for Højre selv, naar de i Fremtiden kommer til at staa til Ansvar for Vælger­befolkningen, at de har stemt Nej til Spørgsmaalet om Grundlovsændringen. Jeg synes ikke, at vi har Ret til længere at sidde Vælgernes Dom overhørig, thi Vælgerne har gennem to Valg talt saa klart og tydeligt, at vi Rigsdagsmænd ved, hvad vi skal gøre, hvis vi skal opfylde og imødekomme Vælgernes Ønske. Det er nu paa tiende Aar, at Grundlovssagen debatteres, nu har vi haft nok af Ord, lad os nu skride til Handling ...

 

 

... Der er dog en stor Reform, som jeg haaber skal blive gennemført i inde­værende Samling, og det er den Sag, det ærede Medlem for Københavns Amts 2den Valgkreds (K. M. Klausen), talte saa indtrængende om, nemlig Grundlovssagen. Det glædede mig i høj Grad at høre det ærede Medlem fra Æbeltoft (N. Neergaard) saa afgjort slaa fast, at hele Venstre staar paa det Grundlag, som vi gik til Landstingsvalg paa, og vil være med til at faa Grund­lovssagen gennemført paa det Grund­lag. Det samme gælder selvfølgelig det radikale Venstre, ogsaa vi ønsker det Forslag gennemført. Jeg beklager, om Højre ikke kan være med i det Ar­bejde. Der er talt og skrevet saa me­get om Samling i vort Folk i disse Ti­der, og det er ogsaa sikkert, at man har haft en stærk Følelse af, at Sam­følelsen mellem alle Danske vokser un­der det Uvejr, som raser omkring os, men jeg synes unægtelig, at det eneste fuldgyldige Vidnesbyrd om, at denne Samfølelse er dyb og ægte, er, at man gaar med til at gennemføre en Forfat­ningsændring, hvorved der gives fuldkommen lige politisk Ret til alle dan­ske Mænd og Kvinder, og det er mit Haab, at Højre maa komme med i dette, at denne Samfølelse Virkelig maa være saa dyb, at Højre ogsaa maa være med i Arbejdet derpaa, og at det maa lykkes at gennemføre Grundlovssagen i denne Samling ...

 

... Der er blevet talt her i Dag fra flere Sider om Grundlovssagen, ogsaa af den sidste ærede Taler. Hvad denne Sag angaar, er min Gruppes Anskuelse den, at den ikke bør drives frem til Afgørelse under de nuværende Forhold. Vi siger dette uden at have saadanne ondskabsfulde Rænker bag os, som det ærede Medlem for Københavns Amts 2den Valgkreds (K. M. Klausen) tillagde os. Jeg skal i øvrigt hverken komme ind paa det ærede Medlems Udtalelser eller paa de Bemærkninger, der faldt fra det  ærede   Medlem fra Æbeltoft (N. Neergaard) om de formentlig store Indrømmelser, der var gjorte os, og som ikke var blevet gengældt. Jeg skal ikke i dette Øjeblik genoptage Debat­ten om Grundloven. Jeg tror, at vi og­saa skylder Situationen at lade være dermed. Men jeg vil sige med et Bil­lede, jeg har set i Pressen, og som jeg tror skyldes en anset Politiker, at det kan være meget ønskeligt at flytte Skil­lerummene i et Hus; det kan dreje sig om større Bekvemmelighed eller Fordele. Men at flytte dem i det Øjeblik, da Naboejendommene staar i Brand og al vor Energi udfordres for at bevare os for, at denne Brand skal tage fat i vort Hus, anser vi fra vor Side for at være urimeligt. Derfor deler vi det Øn­ske, som det ærede Medlem fra Æbel­toft før fremsatte, at Strid og Kamp og Opløsning og Afgørelser vedrørende dette Spørgsmaal maa blive udsat til roligere Dage, og til vi ser, hvordan vort Land kommer til at se ud efter Verdenskrigens Slutning. Det er vort Ønske, men skulde det indtræffe, som jeg før udtalte som en Mulighed: at den nationale Enhedsfølelse kunde an­tage saadanne Former, at man fra alle Sider, som det før blev sagt, reviderede sine Anskuelser og kom hinanden i Møde, er det klart, at en saadan Stem­ning vilde have Indflydelse ogsaa paa os, og skønt det forekommer mig, at de Krav, der er blevet tilbage af, hvad konservative Mænd maa fordre af en Grundlov, er saa stærkt reducerede, at jeg vanskeligt kan tænke mig dem re­ducerede yderligere, nærer jeg dog ikke Tvivl om, at hvis en saadan Stemning skulde fremkomme, vil man heller ikke finde os uvillige til at gøre yderligere Forsøg paa at komme til Enighed om Grundlovsspørgsmaalet. Men jeg tror ikke, dette et noget, der skal drives frem i dette Øjeblik. Jeg tror ikke, der sker nogen som helst Skade for Natio­nen ved roligt at afvente det Øjeblik, hvor vi atter roligt kan skride til at flytte Skillerum inde i vort Hus . . .