« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejde fremfor Understøttelse
Medens Udlandets Kvindesagsforeninger i høj Grad, særlig i de krigsførende Lande, har paataget sig et stort Velgørenheds- og Organisationsarbejde under de mere eller mindre fortvivlede Tilstande rundt om i Europa, har her hjemme kun en enkelt af saadanne, Forbundet »Danske Kvinders Nationalraad« taget et lignende Arbejde op, og Formaalet er Arbejde fremfor Understøttelse for arbejdsløse Kvinder.
Der er mange Kvinder, som under de nuværende Forhold har mistet deres Arbejde og staar overfor den bitre Nød, Syersker, Strikkersker o. l. Deres Løn er saa ringe, navnlig de ikke fagorganiseredes, at det er umulig for dem at lægge noget til Side til en Tærepenge.
I det Øjeblik Arbejdet ophører, ophører ogsaa det daglige Brød. Der sættes Arbejder i Gang for Stat og Kommune, som dog kan give nogle af de arbejdsløse Mænd Brødet, for de enlige Kvinder eksisterer intet offentligt Arbejde, og det kan dog være lige saa ydmygende for en Kvinde at modtage en Almisse, og lige saa tilfredsstillende for hende at vide, at hun giver Valuta for sit Ophold. Danske Kvinders Nationalraad har været klar over, at dette Arbejde, der udførtes af disse Kvinder, ikke maatte fremkomme som en Konkurrence med Forretninger og derved skabe anden Arbejdsløshed, og for at undgaa dette, er man traadt i Forbindelse med Menighedsplejer, Kvindehjemmet i Læssøegade o. a., der Dels skal skaffe Materiale, til Dels saadant som ellers forarbejdes ad frivillig Vej, medens D. K. N. skaffer Arbejdslønnen.
De saaledes forarbejdede Genstande, syede og strikkede Klæder, skal i Vinterens Løb uddeles til Trængende, og der er jo ingen Tvivl om, at der vil blive god Brug for dem, Nøden er større end sædvanlig, Fattigfolk kan næppe skaffe Føden endsige Klæderne.
Foruden disse Syarbejder har D.K.N. endvidere aabnet en Systue for Avistæpper og -Veste, Amagertorv 2, 3. Her beskæftiges en Snes arbejdsløse Kvinder, og det er Meningen at afhænde disse Tæpper og Veste til Folk, der ønsker at give dem bort enten til Soldater eller fattige, til dette Formaal vil de kunde faaes ret billigt.
Med Hensyn til Materiale har man altsaa set at ordne sig, som man kunde bedst, men den Arbejdsløn, der skulde til har det ikke været saa let at skaffe tilveje. Der er nedsat et Udvalg for at ordne hele dette Arbejde, bestaaende af den utrættelige og energiske Formand for D. K. N. Frk. Henni Forchhammer, Fru Elna Nygaard, Fru Ella Larsen og Borgerrepræsentant Fru Sofie Rasmussen.
Udvalget havde først tænkt sig at kunne faa en Del af de nødvendige Penge hos Centralkomitéen, hos Københavns Understøttelsesforening og lignende Institutioner, men da disse slet ikke under de nuværende Forhold turde vove sig ud over det, der er deres egentlige Formaal, Understøttelser, maatte det se at skaffe Pengene ad anden Vej.
Der sattes en privat Indsamling i Gang - en offentlig Indsamling turde man ikke indlade sig paa, da der i Øjeblikket er saa mange Indsamlinger i Gang. Ad privat Vej har Udvalget faaet indsamlet et Beløb til at begynde med, og en Folkeviseaften med kgl. Skuespiller Jerndorff som Visesanger indbragte ca. 1000 Kr.
Det kan siges, at denne Hjælp er som en Draabe i Havet, men var der mange Draaber, kunde de maaske mærkes, og kunde den vokse sig stor, vilde den utvivlsomt virke til stor Gavn blandt de arbejdsløse og arbejdsivrige Kvinder, blandt de Kvinder, der selv siger: »Arbejde fremfor Understøttelse«.