« Tilbage til søgeresultaterne
Johanne Meyer
Kvindevalgretsbevægelsen her i Landet har mistet en af sine Pionerer.
I Slutningen af 5o’erne begyndte der en Agitation for Kvindernes politiske Ligestilling med Mænd, og det er fra denne Periode, at Johanne Meyers Navn er særlig knyttet til Kvindesagen. I 1886 stiftedes »Kvindelig Fremskridtsforening« med Fru Bajer som Formand. Formaalet for denne Forening var at vække Kvindernes Interesse for politiske og sociale Spørgsmaal. Fru Meyer blev senere Formand og satte bl. a. igennem, at Mænd kunde blive Medlemmer af Foreningen, der hidtil kun havde bestaaet af Kvinder. Hun holdt en Række Møder rundt om i Landet og stiftede der en hel Del Afdelinger af »Kvindelig Fremskridtsforening«. Da Fru Pastorinde Luplau stiftede den første Kvindevalgretsforening 1889, blev Fru Meyer Medlem af dennes Bestyrelse. Fra 1888 udgav »Kvindelig Fremskridtsforening« et Blad: »Hvad vi vil«, for hvilket Johanne Meyer blev Redaktør. Det skulde være Organ for Kvindesagen (Kvindernes Ligeberettigelse med Mændene), Fredssagen (Krigs Forebyggelse ved Voldgift), og Arbejdersagen (Lige Ret og Adgang for alle til
Samfundets Goder). Bladet fik hurtig ca. 1000 Abonnenter. Efter 1½ Aars Forløb viste det sig, at Bladet, trods det, at alt Arbejdet gjordes gratis, ikke kunde betale sig. Fru Meyer siger selv i et Tilbageblik over dets Virksomhed, at Folk klagede over Sproget, de fine Damer vilde ikke skrive sammen med Tjenestepigerne o. s. v.
Men der dannedes da et Konsortium, der satte Penge i Foretagendet. Konsortiet mente, at Bladet skulde hedde »Kvindebladet »Hvad vi vil«, og at det skulde være Organ for Kvindesagen alene. Man betalte de indsendte Artikler, men Indholdet blev mindre værdifuldt, og de arbejdende Kvinder faldt fra. Efter et Aars Forløb overtoges det atter af »Kvindelig Fremskridtsforening«, og det holdtes oppe ved private Bidrag. Redaktionen havde atter frie Hænder, Arbejdet var gratis og Ordet frit. En Tid gik Bladet over til »De samlede Kvindeforeninger«, men disse opløste hurtig deres Forbindelse, og Bladet gik atter tilbage til Aktionærerne. Fru Meyer vilde nu ikke længere være Redaktør, og Bladet gik ind i 1894.
Man faar et levende Indtryk af alle de Vanskeligheder, der har været at overvinde, og man maa beundre, at Fru Meyer havde Energi nok til at være Redaktør i 7 Aar.
Da Fru Luplau tog Initiativet til ved de politiske Valg i 1890 at opfordre Kvinderne til hele Landet over at interpellere Folketingsmændene om deres Stilling til Kvindernes politiske Valgret, fik Johanne Meyer det Hverv at interpellere i Københavns 5te Kreds. De to Kandidater var Holm og Ryssel. Holm svarede, at han som Socialdemokrat selvfølgelig vilde arbejde for Kvindernes Ligeberettigelse. Ryssel (Højre) svarede, »hvis Statens Faktorer vil give Kvinderne Valgret, da vil jeg ogsaa gaa med dertil; dog tror jeg, det er bedst i alt Fald for Arbejdernes Hustruer foreløbig at holde sig udenfor de politiske Rumlerier«.
I de følgende Aar sygnede Arbejdet for den politiske Valgret hen, og Johanne Meyer, der altid var virksom og arbejdssøgende, kastede sig over andre Opgiver, Men da »Landsforbundet for Kvinders Valgret« dannedes i 1907, meldte Johanne Meyer sig til Arbejdet i denne nye Organisation. Hun fulgte dens Vækst med den største Interesse, og hun saa i dens Virksomhed Udførelsen af de Planer, som det ikke lykkedes 8o’ernes og 9o’ernes Bevægelse at gennemføre. Og hun saa ikke uvirksom til. Skønt allerede da højt til Aars meldte hun sig til Arbejdet med ungdommeligt Livsmod og megen Virkelyst. Talrige er de Foredrag hun har holdt i Kvindevalgretsforeningerne Landet over.
Fru Meyer har siddet som Medlem af Landsforbundets Hovedbestyrelse siden dets Stiftelse og til Døden rev hende bort. Hun var en trofast Deltager i vore Hovedbestyrelsesmøder og ved vore Landsmøder, altid anerkendende overfor det nye Arbejde, der her var taget op, altid optaget af hver ny Idé, der fremsattes til Fremme af Agitationen.
Da hun var blevet foreslaaet til Genvalg ved Hovedbestyrelsesvalget paa det sidste Landsmøde i København 1913, holdt hun en lille Tale for at takke. Hun sagde deri, at da hun begyndte at tale om politisk Valgret for Kvinder, havde Folk sagt til hende: »Hvor gider De dog arbejde for den Sag; tror De virkelig, at Kvinderne i Deres Levetid vil faa politisk Valgret?« »Nej,« havde hun svaret, »det tror jeg ikke, men derfor arbejder jeg alligevel for Sagen« »Og dog«, føjede hun til, »nu har jeg jo et Haab om at komme til at opleve Sejren, og jeg kunde unde mig selv, at det maatte ske.«
Vi der kendte hende og hendes trofaste Arbejde vilde ogsaa have undt hende, at hun skulde have set Virkeliggørelsen af den Sag, der sikkert blandt alle de Samfundsopgaver, hun har arbejdet for, har ligget hende mest paa Sinde. Vi havde haabet, at hun skulde opleve den; men hun fik altsaa kun Lov til at se ind i det forjættede Land.
