« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Arbejde for Fred
1. Europa.
International Kvindekongres i Haag, Holland, den 28., 29. og 30. April.
Siden Krigens Begyndelse har Kvinderne søgt at opretholde deres internationale Forbindelser. Hist og her har man læst aabne Breve i Pressen saavel fra enkelte Kvinder som fra Organisationer med Forslag om, at man burde give Udtryk for de fælles sympatiske Følelser blandt Kvinderne og deres Afsky for Krigen samt foreslaa en fælles Optræden.
Det nationale Kvinderaad i Østrig sendte en indtrængende Opfordring til alle de andre Kvinderaad med Ønske om, at disse vilde sympatisere med Østrigernes Følelser i Anledning af, at de var blevne tvungne ind i Krigen imod deres Vilje - en Opfattelse, som senere er bleven hævdet af hvert eneste af de krigsførende Lande. Hertil svarede det hollandske Kvinderaad, at det var enigt med Østrigs Kvinder i al Fald paa ét Punkt, dette nemlig, at da Katastrofen nu engang var indtruffet, burde enhver Kvinde betragte det som sin Pligt at mindske Lidelserne for de saarede Soldater og de sultende Arbejdere.
Derpaa afholdt de socialdemokratiske Kvinder fra Schweitz og Italien et Fredsmøde. Men vi ved jo, at Socialdemokratiets Mænd rundt om i Landene ikke har haft andet Valg end at maatte følge deres Regeringer ud i et nedværdigende Slagteri. Klara Zetkins Stemme, der, anraabte Kvinderne om at holde sammen paa den internationale Socialisme, fandt kun et Ekko i Storbrittanien og Rusland - og hvad betyder en Kvindes Ord mod de fremtrængende Arméer?
Da der fra forskellige Sider fremkom Krav om, at der skulde udøves »demokratisk« Kontrol med Krig, foreslog enkelte Ledere indenfor den internationale Alliance for Kvinders Valgret at afholde et Kvindemøde med Udsendinge fra forskellige Lande for at gøre Verden opmærksom paa, at ogsaa Kvinderne havde Ret til at blive hørt, naar »Folket« skulde spørges til Raads.
Men de nationale Landsforbund for Kvinders Valgret, som forstaar deres egen Stilling og er klare over, at deres Medlemmer er samlede paa Kravet om Valgret og ikke for at udtrykke deres Rædsel og Afsky for en Krig, i hvilken Tusinder af deres Mænd, Sønner og Brødre Deltager med større eller
mindre Overbevisning - saadanne Landsforbund kan ikke forene sig i en verdensomspændende Fredsdemonstration, hvilke Følelser der end hersker hos de enkelte Medlemmer.
I Betragtning heraf har Miss Chrystal Macmillan fra England og Dr. Aletta Jacobs fra Holland planlagt en Kvindekongres, der skal holdes i Haag. Flere fremragende Kvinder fra Tyskland, Belgien, England og de skandinaviske Lande har været i Holland for at ordne Mødet, og i det internationale Blad »Jus Suffragii«s Martsnummer vil Programmet findes fremsat.
Gid Kongressen maa blive af god Virkning!
Rotterdam. Marts1915.
Martina G. Kramers
Kongresudvalget har udsendt Indbydelse til Kvinder i alle de europæiske Lande samt det omtalte Program. Arbejdet er endnu paa et forberedende Stadium og Indmeldelsesfristen endnu ikke udløbet.
Forøvrigt har der rejst sig flere Stemmer mod dens Afholdelse. Saaledes udtaler Dr. Gertrud Bäumer fra Berlin i »Die Frauenfrage« af 16. Marts: . . »at det for enhver betydningsfuld Kvindeorganisation i Tyskland er fuldstændig udelukket at slutte sig til denne Kongres er en Selvfølge. Og de Kvinder, der staar i Spidsen for Organisationerne i de andre krigsførende Nationer, ytrer sig paa lignende Maade«.*)
*) Lederen af den engelske Valgretsunion. Mrs. Fawcett, fraraader ligeledes Kongressen.
2. Amerika.
Det siger sig selv, at Europas Kvinder, hvoraf Flertallet tilhører de krigsførende Lande, i Øjeblikket møder utallige Vanskeligheder og maa tage utallige Hensyn, hvor det gælder et fælles Arbejde for Fred.
Anderledes stiller det sig i Amerika, hvor Kvinderne kan optræde uden Fare for Nationen og i adskillige Stater forlenede med den Myndighed, Valgretten giver.
Der har i Maaneder været Planer fremme om at samle de forenede Staters Kvinder til en Fredsaktion; men ingen af de fremsatte Planer har vundet almindelig Tilslutning. Nu har imidlertid fremragende Ledere indenfor Valgretsbevægelsen taget Sagen i deres Haand og udsendt et Program, der vidner om stor Omtanke.
Den 10. Januar samledes ledende Kvinder i Washington og dannede et »Kvindernes Fredsparti«. Formand blev den kendte Agitator Jane Addams fra Chicago og til Bestyrelsen hører bl. a. Pastor Anna Shaw, mens Mrs. Chapmann Catt er Ærespræsident.
Det nye »Kvindernes Fredsparti« er foreløbig nationalt, men det er Hensigten at udvide det til at blive internationalt, saafremt der med Tiden skulde komme Tilslutning fra Europa og andet Steds.
Programmet er af saa stor Interesse, at vi har anset det for rigtigt at trykke det:
Kvindernes Fredsparti.
Program for Forebyggelse af Krig og Sikring af Fred.
1. Hindring for Fjendtligheder.
a. Vi beder vor Regering om at foranstalte en raadslagende Kongres af Repræsentanter fra neutrale Nationer, for at drøfte mulige Forholdsregler til at indskrænke Retsbrud overfor neutrale Lande, at paaskynde de nuværende Fjendtligheders Ophør og at hindre fremtidig Krig.
b. Saafremt en officiel Kongres, sammenkaldt med nævnte Formaal for Øje, skulde vise sig at være umulig eller uigennemførlig, agter vi at arbejde for Afholdelse af en uofficiel Kongres, ved hvilken Fredsvenner fra hele Verden vil kunne drøfte nedenstaaende Punkter.
2. At vedtage Fredsbetingelser, som udelukker Muligheden af, at den nuværende Krig bliver Spiren til en Række nye Krige.
a. Ingen Provins bør mod Befolkningens Ønske underlægges en anden Stat som Følge af dennes Sejr. Hvor som helst det er muligt bør man respektere en Landsdels Ønske om selvstændig Lovgivning.
b. Der kan ikke paalægges en Befolkning Krigsskadeserstatning, med mindre den er bleven overbevist om at have forbrudt sig mod international Lov.
c. Ingen Traktat eller anden international Overenskomst bør underskrives uden at være anerkendt af Folkets Repræsentanter. Nationerne bør indføre Love, som sikrer Folket og dets Repræsentanter Retten til at øve Kontrol med alle udenrigspolitiske Sager.
3. At skabe en sikker Grundvold for fremtidig Verdensfred.
a. De enkelte Landes Udenrigspolitik bør ikke gaa ud paa at skabe Alliancer, hvis Formaal er at opretholde »Ballancen mellem Magterne«, men derimod paa at skabe »en Sammenslutning mellem Nationerne« ved Hjælp af
1. Et eller flere Raad til Afgørelse af internationale Stridigheder.
2. En international Kongres med lovgivende og administrerende Myndighed angaaende internationale Affærer og med Ret til at udvælge en permanent Komité, som kan afløse det nuværende hemmelige Diplomati og varetage dets tidligere Virksomhed.
3. En international Politistyrke.
b. Som foreløbigt Middel dannes en »Fredsliga«, indenfo de neutrale Nationer. Dens Medlemmer forpligter sig til at lade alle indbyrdes Vanskeligheder afgøre af juridiske, administrative eller voldgiftsmæssige Domstole samt paatager sig at medvirke til Oprettelsen af en international Politistyrke til gensidig Beskyttelse.
c. National Afvæbning foreslaas gennemført ved, at et Antal Nationer, der tilsammen besidder en vis Magt, eller enkelte Nationer, der i sig selv besidder en tilsvarende Magt, indmelder sig i Fredsligaen med Forpligtelse til at yde de afvæbnede Lande Beskyttelse mod eventuelle ydre Angreb. Indenfor den enkelte Nation bør man skride til en gradvis Afvæbning, der forholdsvis svarer til andre Nationers Indskrænkning af Krigsberedskabet, indtil man efterhaanden naar det endelige Resultat: Fuldstændig Afvæbning.
d. Med Tanken paa almindelig Afvæbning foreslaas, at alle Vaaben-, Ammunitions- og lignende Fabrikker, der er anlagt paa at fremstille Krigsmidler, for Fremtiden overtages af Staten.
e. Beskyttelse af privat Ejendom til Søs. Den søgaaende neutrale Handel og Kommunikation bør sikres gennem almengyldige maritime Neutralitetsbestemmelser med særligt Henblik paa Handelsruterne gennem Kanalen mellem England og Frankrig, Dardanellerne, Panama, Suez, Gibraltarstrædet osv.
f. Enhver Krig, baseret paa økonomiske Interesser, bør umuliggøres ved nationale og internationale Bestemmelser.
g. Den demokratiske Regeringsform bør udvides og forstærkes overalt efter Principet: Nationalt Selvstyre, heri indbefattet politisk Valgret for Kvinderne.