« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindens Valgret og en evropæisk Kongres efter Krigen

Af: Millicent Fawcett

« Se emneord

Følgende er en lidt forkortet og frit oversat Gen­givelse af en Artikel af Millicent Garret Fawcet i ”Jus Suffragii”.

For et Hundrede og tyve Aar siden udsendte en af Tysk­lands største Filosoffer, Immanuel Kant, et Skrift betitlet »Evig Fred«. Mange store Mænd af forskellige Nationer har arbejdet for at bringe den samme Ide frem i Dagens Lys: Hvordan skal Krig forhindres? Hvordan skal man finde et Grund­lag for evig Fred? - Til saadanne Mænd hører Dante, Erasmus, Grotius, Sir Thomas More, Bentham, Rousseau og William Penn. Der­for skyldes Fredstankens Idé hver­ken en enkelt Nation eller en enkelt Tidsalder; den er i Virkelig­heden international. En Fremgangsmaade, der er bleven anbefalet af alle de nævnte store Mænd, bestaar i at danne en Union af Stater, der gensidig for­pligter sig til en fælles Optræden mod hver enkelt Stat indenfor Unionen, som bryder Freden. Kants Skrift indeholdt ikke blot denne Idé, men ledsagede den tillige med en anden, der gav hans Forslag stærkere Interesse end alle de tid­ligere fremsatte. Han pegede paa, at folkelig Frihed og Selvstyre - altsaa en demokratisk Forfatning - i høj Grad styrker Grundlaget for Fred. Det er den »absolutte Monark«, »den selvherskende Re­gering«, som skaber Krig, ofte for at bevare sin egen Magt og sine Privilegier eller for at aflede Op­mærksomheden fra vanskelige indre Spørgsmaal. Frie Folkesamfund skaber ikke Krig, med mindre de maa kæmpe for deres Frihed eller til Selvforsvar. Derfor er det før­ste bestemte Krav i Kants Skrift om »Evig Fred«, at hver Stats civile Forfatning  bør være  bygget paa Frihed og Selvstyre.   

               

- Erfaringerne fra det Aarhundrede, som er forløbet, siden Kant skrev herom, har vist, hvor sundt hans Princip var. De sidste 120 Aar har medført en uhyre Vækst af Demokratiet, og demokratisk styrede Stater har ikke rejst An­grebskrige; de har taget Del i Fri­heds- og Forsvarskrige, men ikke begaaet den Synd at paaføre fredelige Nabostater Krig, enten for at udvide deres Magt eller bortlede den offentlige Opmærksomhed fra indrepolitiske Vanskeligheder.

Det er mit Haab, at den næste Kongres mellem Magterne vil knæ­sætte det Kantske Princip, at demokratisk Styre er den bedste Sik­ring mod Krig, og at man tillige vil opfatte Princippet i en nyere Aand, og med vidererækkende Be­tydning end i 1795 eller 1815.

Thi »Demokrati« betyder i Nutiden andet og mere end den Gang. »Folket« betyder Mændene og Kvinderne i hver enkelt Nation. Dette anerkendes mere og mere i alle Dele af Verden, og at udstrække Selvstyret og den politiske Magt til Kvinderne vilde styrke de Kræfter, der arbejder for Fred, i uhyre Grad.

Jeg hævder ikke, at Kvinder ikke kan smittes af Krigsfeber; men jeg hævder, at der er større

Sandsynlighed  for,  at Kvinderne -  inden Krigsfeberen bryder ud -  vil søge at  tilvejebringe Forhold, som muligt kan hindre Krig, og  at de langt snarere end Mæn­dene vil støtte de   Forbindelser mellem Staterne, der kan lede til gensidig Forstaaelse og Velvilje, end de Forbindelser, der er Udslag af fælles Had eller Kappelyst. Det er dette Synspunkt, som vi af al Magt maa slaa til Lyd for overfor de Statsmænd, der skal mødes ved den Kongres, der utvivlsomt vil blive sammenkaldt, naar Krigen er forbi. Lad os haabe, at de vil mø­des besjælede af Tanken om at skabe Betingelser, der vil gøre en­hver Angrebskrig umulig i Frem­tiden.

Har Mandsstyret i de forskellige Stater ført til et saa heldigt Re­sultat, at Mændene kan tillade sig at afvise den Hjælp, Kvinderne vil yde dem? Lad de ødelagte Marker i Frankrig, Belgien, Polen

og Østpreussen og de forladte Hjem i de krigsførende Lande give Svar herpaa!

 

Kvinderne i de krigsførende Lande har vist sig loyale overfor Landets Mænd, og de har med alle Midler i deres Magt søgt at styrke og opretholde Nationens Kræfter. I mere fremskredne Lande er man begyndt at anerkende Kvin­derne som politiske Personer. Ved Kongressen vil der møde

Statsmænd, der kender Kvinderne som Vælgere og som derfor har virke­lig Erfaring for, at

Anti-Valgretsbevægelsens fantastiske Frygt for Kvindens Valgret er ganske uden Grund.

Der er 26 Lande representerede i den internationale Alliance, og hvis en ikke for ringe Del af disse Lande vil henstille til de nationale Representanter, som deltager i Kongressen, at erindre, at ingen Stat er demokratisk styret saa længe Halvdelen af dens Borgere - Kvin­derne -  mangler politisk Magt, da vil Aaret 1915 betegne et stort og værdigt Fremskridt fra 1815. Kants Princip vil faa en ny Udtydning, og man vil lære at indse, at Ver­densfreden er i langt sikrere Hæn­der hos de Mænd og Kvinder, som er Krigens Ofre, end hos de fem eller seks kronede Herskere og deres Tilhængere, der nu har det i deres Magt til ethvert Øjeblik at kunne styrte Verden i Krig.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner