« Tilbage til søgeresultaterne
Udlandet
Engelske Arbejderkvinder under Krigen.
»Britiske Kvinders Organisationer« har haft en Forhandling med »Arbejderraadet« for at skaffe sig Kendskab til de Forhold, hvorunder Kvinderne arbejder paa Vaaben- og andre Fabrikker, der leverer Krigsmateriel. Det viser sig, at Lønforholdene er slette og Arbejdstiden lang. Paa en Vaabenfabrik arbejder Kvinderne 84 Timer om Ugen, mens Masser af arbejdsløse Kvinder venter paa Ansættelse ved samme Fabrik.
Lignende Forhold hersker i saa godt som alle krigsførende Lande. Man anraaber Kvinderne om at yde deres Arbejde til Nationens Gavn og at udfylde Mændenes ledige Pladser. Og Følgen deraf er Overarbejde og Underbetaling. Det siger sig selv, at dette ikke blot gaar ud over Kvinderne selv, men ogsaa over Børnene og dermed over den næste Generations Livskraft.
Ved et Møde i London d. 15. April mellem Repræsentanter for kvindelige Valgretsforeninger, Fagforeninger osv. vedtoges en Række Resolutioner imod den Maade, hvorpaa Kvinderne for Tiden udnyttes i England, og som rummer en virkelig Fare for Nationen:
1. Alle Kvinder, der er beskæftigede med at fremstille Krigsmateriel, bør være Medlemmer af en Fagforening, og Mændenes Fagforeninger bør derfor aabnes for Kvinder.
2. En kvindelig Arbejder bør lønnes med samme Betaling som en mandlig, naar hun udfører det samme Arbejde.
3. En Kvinde bør under sin Uddannelse i disse Fag modtage en Løn af mindst 18 Kr. om Ugen.
Kvindelige Soldater i Rusland.
De russiske Hærførere og Indskrivningskontorer har vanskeligt ved at dæmme op for den Strøm af Kvinder, der stadig skaffer sig Adgang til Hæren iført Mandsdragt.
Man mener, at ikke mindre end 400 Kvinder for Tiden fægter i Rækkerne og at ca. 50 kvindelige Soldater er bleven dræbt eller saarede.
Kvinderne anvender alle mulige »Bedrag« for at komme med i Kampen; de farver deres Ansigter og Hænder, tilføjer sig selv Saar og Rifter osv. for at komme til at ligne vejrbidte og haardt medtagne Soldater. Ofte melder de sig under en død Reservesoldats Navn eller overtaler Mænd til at give sig deres Uniform og Nummer.
Ved Nordvestarmeen kæmper for Tiden Olga Jehlweiser, der kender hver Tomme af Egnen omkring Grodno og er en uvurderlig Hjælp for den Kosakafdeling, hun tilhører. Olga Jehlweiser er forøvrigt Veteran. Hun har tidligere tjent under General Rennenkamp under Krigen i Manschuriet og deltaget i Kampene mod Hunghusi Røverne.
Under Slaget ved Gumbinnen - den første alvorlige Træfning mellem Russere og Tyskere - kæmpede en anden tapper Kvinde, Martha Gudiakoff. Hun er smuk, taler tre Sprog og kaldes paa Grund af sit lyse Haar »Gule Martha«. Ved Gumbinnen frelste hun den russiske Fane, der var ved at falde i Fjendens Hænder, ved at skyde to Tyskere.
I de sibiriske Regimenter findes særlig mange Kvinder. De synes at være langt mere haardføre end Kvinderne fra det europæiske Rusland. Ludmilla Zavadsky fra det nordlige Sibirien, en 24-aarig, veloplært ung Pige indtraadte i Armeen, »fordi hun vilde hjælpe Rusland«. Da hun ikke havde Penge til den lange Jernbanerejse, bad hun en rig Nabo om 10 Rubler. Andre Venner gav hende lignende Smaasummer. Men Pengene slog ikke til; for at naa sit Maal maatte hun tilbagelægge de sidste 100 Mil til Fods. Ludmilla. blev dræbt i sit første Slag.
En anden sibirisk Kvinde faldt i Karpaterne. Hun kaldte sig Feodor, og først efter Døden opdagedes hendes Køn og virkelige Navn, Anastasia Odlieff. I Oktober 1914 tjente hun i et centralrussisk Korps, der kæmpede mod Hindenburg ved Vistula. Senere udmærkede hun sig under en Bajonetfægtning ved Rawa og blev dekoreret med Set. Georgs Korset.
Anastasia Odlieff foretrak Døden fremfor at overgive sig til Fjenden. Idet hun faldt, rakte hun sin Sidekammerat et Papir og en Medallion, hvis Indhold viste, at hun var 20 Aar og Datter af en velhavende Mand.
En Kvindebevægelse i Argentina.
Sydamerika er endnu ikke repræsenteret i den internationale Valgretsbevægelse, men hist og her i Staterne spores en begyndende Interesse for Sagen. Saaledes er der oprettet et »Kvindesagsbibliothek« i Buenos Aires under Ledelse af en Mrs. Robertson. Herfra udlaanes Bøger og Flyveskrifter, der omhandler Valgret og andre sociale Spørgsmaal vedrørende Kvinder.
Argentinske Kvinder bliver som Regel gifte i en meget ung Alder, faar mange Børn og staar i høj Grad under Gejstlighedens Indflydelse. Lovene er gennemgaaende mere retfærdige overfor Kvinder og Børn end i adskillige europæiske Lande. Saaledes kan en Mand hverken gøre Hustru eller Børn arveløse som i England, og udenfor Ægteskab fødte Børn arver lige med andre. Da Landet er katolsk, findes der ingen Skilsmisselov, men det er under Overvejelse at indføre en saadan.
Den hvide Slavehandel er stærkt udbredt, og der indføres Masser af unge Piger fra Europa. Man har forsøgt at beskytte disse ulykkelige Kvinder, tage sig af dem ved Passagerdampernes Ankomst osv. Men det er vanskeligt at finde Støtte for Sagen hos Argentinas »gode Selskab«, som anser det for »upassende« at drøfte et saadant Spørgsmaal. En velhavende Englænder har bygget et Hjem, hvor
kvindelige Kunstnere osv. kan faa Logi, da de er udsat for alle mulige Farer paa Hotellerne.
Det har hidtil været betragtet som en Nedværdigelse for dannede unge Piger at arbejde for deres Brød; nu findes der dog enkelte Lærerinder og kvindelige Postfunktionærer.
Et Brev fra Tolstoys Datter.
I Massachucetts er bleven dannet en ny Hjælpeforening, der samle Penge til de armenske Flygtninge.
Foreningen blev stiftet umiddelbart efter, at man havde læst et Brev fra Tolstoys Datter, Alexandra, der arbejder ved Røde Kors i Igdir ved den russiske Grænse.
Hun skildrer heri, hvorledes armenske Flygtninge - næsten alle Kvinder og Børn - strømmer ind over Grænsen fra Tyrkiet og Persien efter, at deres Hjem er bleven ruinerede og nedbrændte :
»Aldrig i mit Liv har jeg set saadanne Lidelser. Nogle af de Flygtninge, som blev indbragt paa Hospitalet i Igdir, havde faaet baade Hænder og Fødder af huggede; alle var udmagrede og i Pjalter.
I nogle af de ødelagte Distrikter er alle Mænd bleven dræbte og alle Kvinder enten dræbte eller slæbte til Tyrkiet. Her i Igdir findes 120 forældreløse Børn. I en plyndret By fandtes ikke et eneste voksent Menneske, men 500 forladte Børn.
Byen Salmast i Persien er fuldstændig ødelagt. En af de efterlevende fortæller: ». . . vi maatte altsaa flygte; men hvordan? Vi maatte gaa derfra paa vore Fødder, men de kunde ikke bære os gennem det frygtelige, snefyldte Hoypas. Hundreder af gamle Mennesker og Børn blev liggende i »Bloddalen«, der bærer sit Navn med Rette. De, som endnu kunde gaa, vaklede af Udmattelse, og henved en Snes Kvinder og Børn, der var sunket ned i Snedriverne, raabte efter os om Hjælp. En enlig Vogn, der hørte til Flygtningstoget, væltede ned i en dyb Kløft og trak Mennesker og Dyr med sig. En Kvinde, hvis Fødder ikke længer kunde bære hende, sank om i Sneen og fødte et Barn. En anden Kvinde, der var bleven sindssyg under sine Lidelser, sprang ned fra en Klippe til en Flok hungrige, hylende Ulve. Og der skete mange lignende Ting. Jeg saa en Kvinde, hvis Mand nylig var bleven dræbt, gaa frem som i en Døs i stivfrosne Klæder. Hun havde et Barn paa Armen, et andet paa Ryggen og et tredie ved Haanden. En syg Kvinde fortalte mig, hvordan hendes Mand og Børn var bleven slagtede for hendes Øjne. Hun havde anraabt om ogsaa at blive dræbt, men blev i Stedet for Genstand for det, der er værre end Døden. Den ustandselige Klynken fra Børn, Kvinder og Oldinge var hjærteskærende. Mange blev skyllede bort, naar de prøvede at vade gennem Vandstrømmene. Hele Flygtningstogets Vej kan spores ved Hundreder af Lig«.
De samme frygtelige Scener finder Sted under Flugten fra andre Byer og Landsbyer. For Tiden er der over 100,000 armenske Flygtninge i Kaukasus, og det store Flertal af dem er Kvinder og Børn. De mangler alt; mange af dem sover paa den nøgne Jord. Armenierne i Kaukasus og Overhovedet for den armenske Kirke gør deres Bedste for at raade Bod paa Elendigheden; men de mangler Pengemidler og er afskaaret fra al Hjælp fra Armenierne i Europa, De armenske Flygtninge trænger lige saa meget til Hjælp som Belgierne og Polakkerne; men deres Lidelser har vakt mindre Opsigt, fordi de er længere borte fra Godgørenhedsarbejdet.«
Franske Kvinders Arbejdsstuer.
Dagen efter Krigserklæringen begyndte franske Kvinder at træffe Foranstaltninger til at beskæftige og lønne de Hustruer, hvis Mænd blev kaldt til Fronten.
Der blev lidt efter lidt oprettet Arbejdsstuer i alle større Byer; i Paris alene findes nu mere end 600. Til en Begyndelse optoges alle uden Undtagelse: Husmødre, der havde mistet enhver Indtægt ved Familieforsørgerens Indkaldelse, Tjenestepiger uden Plads, Arbejderkvinder af alle Industrigrene, kvindelige Kontorister osv.
Senere inddelte man Arbejdsstuerne i forskellige Grupper til hver sit Arbejde. Stuerne blev udstyrede med Maskiner, og der udførtes en Mængde Strikke-, Sy- og Stoppearbejde for Hæren. Efterhaanden som Arbejdet blev mere specialiseret, paatog man sig Ordrer paa nye Ting til Hæren og dannede en »Forening for Arbejdets Organisation« med den Hensigt at fastsætte Minimumspriser for de forskellige Arbejder. Ved Hjælp af et Pengelaan fra den nationale Hjælpekomité blev der oprettet en Centralarbejdsstue, og paa denne uddannedes et Antal Kvinder til »Arbejderformænd«, for de lokale Stuer. Ligeledes fik man oprettet et Kontor for Indkøb af Materiale og Tilskæring af de Klædningsstykker, der blev forarbejdede rundt om i Afdelingerne;
bl.a. fik man indrettet en »Dukkesystue«, hvorfra der eksporteredes Tusinder af »franske Dukker«, ikke mindst til Amerika.
Hele Planen har virket og udviklet sig til uberegnelig stort Gavn for arbejdsløse Kvinder. Alene i Paris er mere end 20,000 beskæftigede. Sagen støttes af private Hjælpeforeninger og Kommunen giver i mange Tilfælde gratis Lokale.
Foruden at skaffe Kvinderne Arbejde har Planen medført det meget betydningsfulde Resultat: at hindre, at de franske Arbejderkvinder blev udnyttede ud over deres Helbred og Kræfter i Form af Overarbejde og Underbetaling.
Kongressen i Haag.
Kvindernes Fredskongres synes at være forløbet godt..
Fra forskellig Side havde man næret nogen Ængstelse ved, at Kvinder fra krigsførende saavel som neutrale Lande samledes til Forhandling under de nuværende Forhold. Hvis Kongressen havde givet Anledning til Misstemninger, var det ikke udelukket, at dette kunde komme til at skade andre internationale Kvindebevægelser, saaledes ogsaa den internationale Alliance for Kvinders Valgret, hvis Arbejde er af uhyre Betydning for Kvindernes Fremtid i alle civiliserede Lande.
Kongressen havde samlet kvindelige Repræsentanter fra Østrig, Danmark, Belgien, Tyskland, Storbrittanien og Irland, Ungarn, Italien, Holland, Norge, Sverrig og Amerika. Man kan næppe forlange noget smukkere Vidnesbyrd om Kvindernes Evne til at se bort fra personlige Følelser, naar det gælder Arbejdet for en stor Sag i Menneskehedens Interesse, end dette Møde, der er forløbet uden offentlig Mislyd.
Mens Udlandets Blade nærmest har indskrænket sig til en kort refererende Omtale af Kongressen, har den hollandske Presse beskæftiget sig ret indgaaende med den. Det viser sig, at Bladene i Holland har staaet delt paa Spørgsmaalet om, hvorvidt det var heldigt eller ej at sammenkalde til et internationalt Møde paa det nuværende Tidspunkt. Den Del af Pressen, som har været imod Afholdelsen, har fremhævet, at faa af de Kvinder, som deltog, var mødt som Repræsentanter for ledende og betydningsfulde Organisationer i de forskellige Lande. Som Følge heraf hævder den, at de Resolutioner, der blev vedtaget, ikke kan opfattes som Udtryk for fælles Ønsker eller en fælles Vilje hos Europas og Amerikas ledende kvindeforeninger.
Dette udelukker jo ikke, at et stort Antal Foreninger senere vil slutte sig til Resolutionerne, og hvis det viser sig at blive Tilfældet, vil Kongressen have naaet i al Fald et af de Formaal, den tilsigtede, nemlig at blive Udgangspunktet for en Fredsbevægelse blandt Kvinderne.
Pladsen tillader os ikke at bringe Resolutionerne i dette Nummer af »Kvindevalgret«. Men vi skal trykke dem i et senere Nummer, hvis de ikke kommer frem i Dagspressen.
