« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Valgret paa Ny Zealand
Af Mrs. Philip Snowden.
(Forkortet).
Kvinderne paa Ny Zealand har haft Valgret i 21 Aar, og det siger sig selv, at mange har spurgt, hvilken Indflydelse dette har haft paa Landets politiske og almene Liv.
En og tyve Aar er ingen Evighed; man kan ikke vente, at »Tusendaarsriget« skal opstaa i saa kort en Aarrække. Men Tidspunktet er dog langt nok til at kunne udvikle et politisk Instinkt og et politisk Ideal hos i hvert Fald én Generation. I Betragtning af de udprægede Virkninger, Kvindevalgretten havde i visse amerikanske Stater allerede efter de første Valg, hvori Kvinderne deltog, kunde man med nogen Ret vente betydelige Resultater i et Land, hvor Kvinderne har været politisk frigjorte i godt en Snes Aar.
Det er dog næppe uden Grund, at den spørgelystne eller interesserede Rejsende faar til Svar: Kvindens Valgret har her i Landet ikke medført nævneværdige Resultater udover et enkelt Omraade, nemlig Alkoholspørgsmaalet.
Men hvis Ny Zealands Kvinder i Almindelighed synes at mangle politisk Idealisme, da kan det samme siges om Mændene. Ligesaa lidt som man opdager et politisk Kvindeparti, der ikke er et Ekko af eller en Tilsats til Mandspartierne, ligesaa lidt opdager man et eneste politisk Parti
- organiseret og ledet af Mænd - med et klart fremsat eller bestemt formet Program. Det Indtryk, den Rejsende faar af de politiske Forhold paa Ny Zealand, er dette, at Partierne mangler ledende Principper og ledende Personligheder.
Det er ofte nok paavist, at selve Besiddelsen af Valgret er en Værdi. Saaledes gælder det paa Ny Zealand, at ildeberygtede Mænd ikke opstilles som Valgkandidater af Frygt for, at Kvinderne ikke vil stemme paa dem. Man lægger ogsaa Mærke til den hensynsfulde Respekt, hvormed de behandles ved politiske Møder og i Valglokalerne. Kvinderne gaar til Valg ligesom de gaar paa »Torvet«, og deres Mænd og Fædre ser paa Sagen som paa en Ting, der har eksisteret lige fra Verdens Begyndelse. Man overvejer paa Forhaand, hvordan Kvinderne vil stille sig til dette eller hint politiske Spørgsmaal, og Politikerne ligefrem kappes om at stille Forslag, der kan vente at faa Kvindernes Billigelse.
Den Maade, hvorpaa man giver Kvinderne »Politik i Skefuldevis«, er ikke til ublandet Velsignelse. Det er langt bedre for en Nation, at Forslagene til sociale Reformer fremkommer som Følge af gennemtænkte, folkelige Krav og ikke som en «Madding«, hvorpaa magtelskende Politikere kan fange Stemmer. Baade Mændenes og Kvindernes politiske Udvikling er bleven stærkt hæmmet af de kostbare politiske Foræringer, som er bleven budt dem, før de havde bedt om dem. Hvad Alkoholspørgsmaalet angaaar, da har Kvinderne med stor Iver lagt deres Stemmer i Vægtskaalen for en Forbudslov. Hvert tredje Aar rejses Spørgsmaalet om Totalforbud mod Fremstilling af og Handel med Spiritus, og hver Gang viser det sig, at Kvinderne stemmer for Forbud i langt større Omfang end Mændene. Man paastaar, at dette vigtige Spørgsmaal er det eneste, overfor hvilket Kvinderne har vist en selvstændig Opfattelse. Det er kun naturligt, at de kvindelige Vælgere bruger deres politiske Indflydelse mod Spiritusuvæsenet, det er Hustruerne, der maa betale den højeste Pris for Mændenes Drikkevarer. I deres Omhu for Menneskeslægten er det kun rimeligt, at de søger at frelse deres Børn fra en saa dødelig Racegift som Alkohol. Men ikke en Gang paa dette Spørgsmaal staar Kvinderne samlede! Og dette er det bedste Bevis paa, at der ikke er menneskelig Mulighed for, at alle Kvinder vil kunne samle sig om én Sag imod alle Mænd.
Det lykkedes ikke paa hele Ny Zealand at finde en eneste Mand, der ønskede at berøve Kvinderne Valgretten. Hist og her traf man en mandlig Person, der ikke var begejstret for den; men det var som Regel en nylig ankommen Emigrant, der ikke var kendt med frigjorte Kvinder i sit Hjemland. Eller det var en Mand, der holdt af et Glas Øl eller Vin og var bange for, at Kvinderne skulde berøve ham det. Derfor fremmumlede han sin betingede Tilslutning til Sagen i Erkendelse af, at det vilde være ganske haabløst at modarbejde den. Det lykkedes heller ikke at finde en eneste Mand, der ønskede at vende tilbage til den Tingenes Tilstand, som herskede for 21 Aar siden. Og deraf tør man vel slutte, at Kvindevalgrettens Modstandere ser noget for sort paa Sagen, naar de hævder, at den kun vil føre til »forsømte Hjem, ulykkelige Ægteskaber og misplejede Børn«.
