« Tilbage til søgeresultaterne
Landsmødets nye Sange
Mel.: Agnete stander paa Højlofts Bro.
Agnete hun stander saa ensomt paa Bro,
da kom der en Ungersvend, ham gav hun sin Tro.
Haa, haa, haa!
Da kom der en Ungersvend, ham gav hun sin Tro.
Hvert Aar sad Agnete ved Vuggen og sang,
men stundom faldt Tiden saa frygtelig lang!
Agnete hun gik for sin Husbond at staa:
»Oh sig, om til Storstaden drage jeg maa?«
»Javist maa du gerne til Storstaden gaa,
naar bare du sørger for Mad til de smaa.
Dog flygt for det ny! Bliv mig ikke for klog!
Ej Kvinde bør sysle med Pen eller Bog.
Og hører om »Valgret for Kvinder« du tit,
da blæs af det hele, som var det ej dit.
Han stoppede hendes Øre med mange Visdomsord;
saa førte han hende paa Skibet ombord.
Agnete kom ind til den mægtige By,
dér fyldtes hun helt af det store og ny.
Hun kæmped for Retfærd imod sit eget Køn.
»Min Datter skal gælde fuldtud som min Søn.«
Hver Aften den Husbond ved Vuggen sad og sang;
og Tiden den syntes ham altid saa lang!
Han tænkte saa meget! Saa mangt faldt ham ind!
Hver ældgammel Fordom forsvandt fra hans Sind.
Den Herre han træder i Fruersalen ind
Alle de smaa Damer, de vendte sig omkring.
»Oh hør du Agnete, hvad her jeg siger dig:
Jeg savner! Jeg længes! Kom atter til mig!
Du delte vor Glæde, du læged vore Saar;
du værned om Hjemmet mangfoldige Aar.
Thi styre du og Danmark, dit Hjem og dit Land,
og Loven den skrives af Kvinde og Mand!
Agnete hun rejser sig, frejdig og fri:
»Nu Sejren er vundet, og du stod mig bi!
Hav Tak for din Tillid! Jeg svigter den ej!
Nu først kan jeg følge dig helt paa din Vej!
Haa, haa, haa!
Nu først kan jeg følge dig helt paa din Vej!«
A.
Indledning.
Mel. Sparsomt i Norden.
»Sparsomt i Norden saa ofte vi hørte
ledsage Skaalen for Kvinden i Nord,
Mændenes Tale, saa dybt den os rørte,
:,: herlig det klang med de lyriske Ord:,:
» Hende vi elske, mens Hjertet det slaar
hende vi prise, mens Læben formaar«.
hende vi elske, mens Hjertet det slaar,
hende vi prise, mens Læben formaar. «
Ordene fade og Mangel paa Tanke;
grødede Stemmer og Taarer i Blik,
aldrig et Ord om »ta’ Haand med i Hanke«,
det vi i Arv efter Fædrene fik.
Historisk Oversigt.
Mel. Konferensraad Wegener den brave.
Lad os ta’ og se paa Kvinden, rent historisk,
paa hvordan hun var da Verden den blev skabt:
Vi jo alle vide, at det er notorisk,
at for Kvindens Skyld gik Paradiset tabt.
Eva fik jo Adam til at ta’ et Æble,
Kvinden blev, som altid siden Mandens Skæbne;
hvorfor kunde Adam ej la’ Æblet være
Nej, for Eva havde ham for megen »Pære«.
Siden er der løbet meget Vand i Stranden,
Evas Døtre blev for Æblet straffet haardt;
men de bar det trolig, for de vidste,
Manden i det lange Løb dog altid kom til kort;
og af alt, hvad siden hændte, kan vi lære:
Sejren vindes kun ved Taalmod og ved »Pære«.
Derfor Kvinden end’lig Valgret har bekommet
- lad os høre, hvad de selv nu siger om’et.
Fru Rambusch siger:
Mel. I gaar jeg fik min Trøje.
I Gaar jeg fik min Valgret,
i Dag jeg har den paa,
med Kvindens store Tal-Ret,
vi nok skal Sejren faa.
Min Tunge, den er sleben,
jeg véd, den er krabat,
jeg ved, hvad jeg er bleven:
En Rigsdagskandidat!
Fru Drøhse siger:
Mel. Peder Skøtt i Barndoms Alder.
Ufred, Sygdom, farlig Alder,
alting kommer kun af Drik,
derfor jeg til Vaaben kalder
mod den fæle Drikkeskik.
Kvinder, værn om Eders Hjem
og for Forbud altid stem!
Fru Marie Lassen siger:
Mel. Aah køre Vatten
Kun Venstre Æren for vor Grundlov har,
om andet, ej kan være Tale,
en skæbnesvanger Fejl, det derfor var,
den underskrevet blev af Zahle:
men naar nu snart, jeg bliver Landstingskvind’,
til Zahles Ligkiste, jeg lægger Pind.
Hvis vi faar Magt,
som vi har Agt -
ja, saa Farvel de Radikale!
Fru Norrie siger:
Mel. Den Gang jeg drog afsted.
:,: Nu drager jeg af Sted :,.
og tager Norrie med,
ja, og tager Norrie med.
Vi gaar til Fronten hen,
Nordfronten er min Ven,
og hvem, der ej vil lukke den, han kan gaa hjem igen.
Ja, var der ingen Fare, saa stilled jeg mig ej,
men alle Danmarks Piger, de stemmer nu paa mig;
se, derfor vil jeg slaas som Forsvarskandidat.
Hurra! Hurra! Hurra!
Frk. Marie Christensen siger:
Mel. En svensk Konstabel fra Sverrig.
Nu kommer vi Husassistenter,
vi stolte til Valgene gaa;
nu bli’r der til Fruen med Renter,
naar Plads vi i Rigsdagen faa.
Københavnerinden siger:
Mel. Ingeborg.
Valgret fik jeg, den er go’,
jeg skal bruge den min Tro;
jeg vil vælge Schovelin,
for han er saa sød og fin.
Borgbjerg kunde osse gaa
især med Rulleskøjter paa,
eller Klaus han er saa kær;
men han ej sig stiller her.
Ja, Hurra for »Politiken«,
den hør’ til Kliken
og lar’ os ej i Stikken,
derfor vi, der gaar paa Strøget
med Blink i Øjet,
har Valgret faaet.
Hvad siger saa Mændene?
Mel, Lad dadle Kvinderne, hvo vil.
»Lad dadle Kvinderne, hvo vil,
foruden dem vi intet vare.«
Nu vi dem ønske Lykke til,
at de skal Landets Sager klare.
Vi tror, vi i den danske Stat,
ved Kvindens Valgret ville vinde
en trofast, kærlig Kammerat
i Danmarks gode Kvinde.
Ed. C.
