« Tilbage til søgeresultaterne
Landsmødet i Aalborg
Ved en Fejltagelse blev Referatet af Fællesspisningen ikke medtaget i sidste Nummer af Bladet. Vi bringer derfor nu en Omtale af den selskabelige Del af Landsmødet, der fandt Sted Lørdag Aften den 3. Juli i Haandværkerforeningens Sal.
Deltagernes Antal var ca. 300, men trods Gæsternes Mængde mærkedes ingen Forvirring, da hver søgte sin Plads ved de festligt dekorerede Borde. En kvindelig Marchal anviste Pladserne ved hvert af de mange Tværborde, der som Tænder i en Kam strakte sig ud fra »Langbordet ved Væggen«, og naar man havde fundet sin Stol, viste det sig, at man var anbragt mellem de Venner og Bekendte, man særlig gerne vilde tale med.
Frk. Thora Petersen bød Velkommen og Dr. Carstensen, Aalborg, røgtede Hvervet som Dirigent med Elskværdighed og Omsigt. Som saa ofte før indlededes der med Jeppe Aakjærs smukke Sang »Der skrider mod Lyset et frelsende Tog«, der gennem Tiderne vil komme til at lyde i Folkemunde til Minde om Kvindernes Valgretsbevægelse og som saa kønt og ukunstlet udtrykker en rettænkende Mands Syn paa Sagen i de fire smaa Linjer:
Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd
staar adlet blandt Jordlivets Goder,
den skulde du nægte din kæreste Ven,
din Hustru, din Søster, din Moder!
Den første Hyldest galdt Fru Johanne Rambusch, Landsforbundets kloge Formand og Medlemmernes afholdte Veninde. Fru Pastorinde Thomsen fandt de rette Ord, da hun skildrede Fru Rambusch som Hjemmets Kvinde, hos hvem Moderinstinktet er saa udviklet, at hun foruden at røgte det daglige Livs Pligter overfor sine nærmeste tillige strækker sin Haand ud mod Samfundets Stedbørn og stiller sin Energi, sit Arbejde og sin lyse Tro paa Idealet til Raade for det fælles Hjem, Staten. Fru Thomsen taler altid godt og lødigt; men denne Gang fandt hendes Ord i sjælden Grad Sangbund hos Forsamlingen.
Fru Rambusch takkede og udtalte Ønsket om, at Kvindernes Valgret maatte blive til Lykke for Hjemmene, hvorpaa Fru Mine Winther holdt omstaaende versificerede Tale og sluttede med et Leve for Hr. og Fru Rambusch.
Derpaa uddeltes Festens anden Sang, »En moderne Folkevise« af A - Fru Ausa Fog-Petersens Anonymitet var imidlertid ganske forgæves; Forfatterens Navn var opdaget længe før man naaede til sidste Vers.
Frk. Knudsen, Vejle, talte for Landsforbundets glimrende Organisator, Fru Elna Munch, og Frk. Kristensen, Køge, berømmede Næstformandens Dygtighed paa andre Omraader. Begge Talere sluttede under stærke Klapsalver, der vidnede om Forsamlingens Tilslutning og dens Taknemmelighed overfor Fru Elna Munchs mangeaarige og energiske Arbejde for Kvindernes Valgret.
Saa kom Festsang Nr. 3 - en sprudlende morsom Vise af Dr. Carstensen, bygget over en humoristisk Idé og fortrinlig udført.
Saavel Fru Fog-Petersens som Dr. Carstensens Sange fandtes i Augustnummeret af Bladet under Overskriften »Landsforbundets nye Sange«. Det er jo efterhaanden et anseligt Antal af dels smukke og alvorlige Digte, dels fornøjelige Lejlighedssange, der er skrevet til vort Forbund, enten af Landets kendte Forfattere eller af Medlemmer. De har været os en Hjælp under Arbejdet, snart ved at mane med varme Ord, snart ved at sprede Mismodet med en Spøg. Faa har dog været saa pudsigt muntre som Dr. Carstensens, og den faldt i god Jord netop hos denne Forsamling af Delegerede, der har ledet Arbejdet Landet over, baaret Aarenes Kamp og Besvær, og som nu har Raad til at le ad en Smule Satire, fordi de selv har været med til at udslette det taabelige Grin, hvormed man tidligere modtog Sagen. Fru Brøcker holdt derefter en Tale, der baade fra Formens og Indholdets Side var ualmindelig smuk. Fru Brøcker skildrede Bevægelsen som en Vandring ad en støvet Vej; ingen vidste, hvor langt der var til Maalet, der undertiden kunde øjnes i Synskredsen, men til andre Tider tabte sig i Taager. Det hændte da, at en og anden blev modløs, men gode Venner i den Skare, som fulgte, stod altid rede med Hjælp og opmuntrende Ord. Nu, da Maalet var naaet, vil vi takke hverandre for det gode Følgeskab - ikke blot takke Lederne, men hver eneste Kammerat paa Vejen, selv den svage!
Dr. Carstensen var næste Taler og fremdrog sit Syn paa Kvinderne bl. a. ved at sige, at overalt, hvor de kommer med i Arbejdet, gaar dette hurtigere. Enhver, der kender Fru Carstensen som Husmoder og Lægehustru, vil vide, at denne Opfattelse hviler paa personlig Erfaring.
Efterhaanden som Middagen skred frem, og man havde taget Revanche for de lange Forhandlinger i Værtens fortrinlige Anretninger, fulgte Talerne Slag i Slag uden mellemliggende Pavser. Fru Johanne Deickman udbragte Skaalen for Københavnsforeningens Formand, Frk. Meta Hansen, der har ledet Landets største Lokalforening og hvis Formandsstilling sikkert er den, der har givet mest Arbejde. Det er ingen let Opgave Aar efter Aar at skaffe Masser af Talere, at lede Diskussioner om Masser af Emner, at skaffe Lokaler, tale med Medlemmer, gennemgaa Spændingen ved at Talerne sender Afbud paa Grund af Sygdom eller at Salen viser sig at være optaget, naar man har Brug for den - kort sagt, hele det for Medlemmerne usynlige Arbejde, der kræver mere Tid, end de fleste aner. Hertil kommer, at Bladets Læsere ogsaa staar i Taknemmelighedsgæld til Frk. Meta Hansen for et stort Antal Artikler af saglig Natur, der har bidraget til at gøre »Kvindevalgret« mere oplysende; Fru Charlotte Norrie motiverede et Leve for Mændene og takkede dem for Valgretten; Frk. Knudsen, Vejle, tog paany Ordet og bragte en versificeret Hyldest til Hjemmets Kvinder; cand. juris Winckel bekendte sig som tidligere Modstander af Kvindevalgret og udtalte Haabet om, at Kvinden maatte naa videst muligt efter sin Evne, men ogsaa forstaa sin Begrænsning. Og endelig tog Hr. Tormod Jørgensen Ordet. Som mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen og trofast Medarbejder ejer Tormod Jørgensen en Forstaaelse for Sagen, der ikke er helt almindelig blandt Mænd. Desuden hører han til dem, der ikke har Spor af Respekt for den traditionelle Opfattelse af, hvad der er »Kvindenatur«, men regner med de individuelle Evner og Karaktertræk hos hvert enkelt Menneske.
»Det er rigtigt, hvad Stuart Mill siger, at ingen kender Kvinden«, udtalte Tormod Jørgensen, »lad os derfor haabe, at Kvinderne maa overraske os - eller endog overstraale os«.
Mod Slutningen rejste Jeppe Aakjær sig og protesterede under lydløs Stilhed mod, at Kvinderne skulde takke for Valgretten. De har kæmpet og arbejdet for den som en Rettighed og opnaaet den som en Rettighed - ikke som en Gave! Der var en Tid, hvor Kvindesagen endnu ikke havde fundet de rette Maal og Veje; enkelte af dens tidligere Tilhængere havde vanskeligt ved at skelne mellem stort og smaat, mellem virkelig og indbildt Ligestilling med Manden; de fæstede lidt for meget deres Blik paa rent ydre Ting og deres Trang til menneskelig set at hævde sig, at frigøre sig for Tidens snærende Fordomme, gav sig undertiden uheldige Udslag i mandhaftigt Væsen, kortklippet Haar og andet, der vakte Latter og unødig Forargelse. Nutidens Kvinder ved, at de bedst hævder deres personlige Selvstændighed ved at udvikle deres Køns Ejendommeligheder. Herigennem kan de tilføje dansk Politik noget nyt. De ved, at de vil begaa en Fejltagelse ved at efterligne Mændene. Vi trænger heller ikke til en Gentagelse af Mandens Politik - Krigen har i det hele og store afsløret den som et Fallitbo, der trænger til at gøres op! I den Fremtid, vi gaar i Møde, vil jeg ønske, at det dybeste i Kvindens Natur maa komme frem: Moderfølelsen, saa at den kan omslutte ikke blot det lille Hjem, men det store Fælleshjem. Gid Kvinderne vil føre Humanitetens Politik - gid de i al deres Virken vil følge Ibsens Ord:
Hvad du er, vær fuldt og helt
og ikke stykkevis og delt.
Efter Bordet fortsattes Talerne ved Kaffebordene i de tilstødende Lokaler af Fru Markus Hansen, Tormod Jørgensen og mange flere, indtil Salen var bleven ryddet for de lange Borde og indrettet som Tilskuerplads. Unge Lærere og Lærerinder i Aalborg havde som bekendt indstuderet
»E Bindstouw«, der spilledes paa Teatersalens lille Scene og fulgtes med Opmærksomhed af Forsamlingen.
„E Bindstouw" og Jeppe Aakjærs Digte.
De fleste kendte sikkert paa Forhaand St. St. Blichers vidunderlige Samling af Historier og Sange i den korte Komedie, som her blev levendegjort gennem en Fremstilling i det jydske Landsmaal. Men selv om man har læst dem aldrig saa ofte, har det dog knebet med at tilegne sig dem fuldt ud paa Grund af de uforstaaelige Dialektord, der her lød fra de unge Jyders Munde som den letteste Sag af Verden.
Sjællændere og Fynboere klappede omkap med Jyderne; thi de kunde ialfald nyde de unge, skønne. Mands- og Kvindestemmer i Sangene, det lune Humor i Fortællemaaden, de sejge Gestus og hele Udstyrets morsomme og ægte Karakter.
Da Forestillingen var forbi, læste Hr. Jeppe Aakjær enkelte af sine Digte, og hvem der ikke tidligere havde haft den Glæde at høre dette, fik nu Forstaaelse af, hvor intim en Forbindelse der findes mellem Jeppe Aakjærs Digterbegavelse og det jyske Maal.
Man maa høre Versene om Manden med Hjulbøren, der knirker gennem Omkvædet, eller om Pigen, der foragtelig kalder Mændene »no’et sølle Rimpels-Skrimpelstøj«, for at forstaa Jeppe Aakjærs sjældne Evne til at udnytte det jyske Sprogs Rigdom og skabe Rytme af dets ejendommelige Klang.
