« Tilbage til søgeresultaterne
De kvindelige Vælgere og Kvindeprogrammet
Den 5 Juni 1915 blev Kvindernes politiske Valgret en Kendsgerning i Danmark.
Derved gik »Kvindesagen« fra at være en isoleret Sag over til at indlemmes imellem de andre sociale »Sager«, som gennem deres Løsning skal bidrage til at skabe Almenvellet. Det vilde derfor være ufornuftigt, ja, uforsvarligt, om danske Kvinder nu vilde opretholde deres Fordringer om: »Samme Løn for samme Arbejde«. »Lige Adgang med Mændene til at beklæde Embeder«, »Moderens lige Ret med Faderen over Barnet« og »Hustruens lige Ret med Manden over den fælles Formue« - som et Særprogram. -
Jeg mener ikke, vi skal opgive disse Krav, nu vi selv har faaet Midlet i Hænde til at arbejde for deres Opfyldelse. Og vi kan slet ikke opgive dem; de ligger saa lige for vore Øjne og griber saa dybt i vore Hjerter. - Hvorledes skulde en Mor f. Eks. kunne opgive Kravet om at faa samme Ret over sit Barn som dettes Far? - Men vi skal ikke længere se disse Krav som kun værende i vor Interesse, men ogsaa i Samfundets, - Det er ikke ene i en Moders Interesse, at hun faar Ligeret med Faderen over Barnet, det er ogsaa i Barnets, i Hjemmets, i Samfundets, ja, i Faderens Interesse. Det er ikke alene i Kvindernes Interesse, at de kræver »Samme Løn for samme Arbejde«, det er i høj Grad ogsaa i Mændenes og hele Samfundets Interesse, at de stiller den Fordring. Ellers vil deres Deltagelse i Erhvervslivet skabe en usund Konkurrence, som vilde virke uheldigt paa det Arbejde, de udfører. Daarlig Løn skaber daarligt Arbejde.
Nej, danske Kvinder skal opgive deres gamle Programpunkter, men de maa lære at se dem som Samfundsopgaver og ikke som særlig Kvinder vedkommende, og de maa lære at se udover dem, faa Øje for de almindelige Samfundsbrøst. Lære at se Uretfærdigheden i Samfundets Fordeling af Arbejdet og Arbejdsudbyttet - der som oftest staar i omvendt Forhold til hinanden. - Se det fordærvelige i Krigsmoralen, der netop i disse Dage stilles i det grelleste Lys, idet den sætter de døde Stoffer - Ammunitionen - over de levende Mennesker, giver Kanonen større Værdi end de Mennesker, der betjener den. -
Gennem hele Kvindebevægelsen har der gaaet en Tendens til at se alt og alle gennem Kvindesagens Briller. - Det drager Ellen Key allerede til Felts mod, da hun i 1893 skrev sin Bog om Anna Charlotte Leffler. - Det er undskyldeligt, saa længe Kvinder kæmper for at naa den politiske Borgerret, men 5. Juni 1915 bortfaldt denne Undskyldning for danske Kvinder, og der er ingen Grund til, at de nu skal træde ind i de politiske Vælgeres Rækker, iført Kvindesagens Spændetrøje, eller vedblivende lade den binde nogle af deres bedste Kræfter.
Der er særlig én Sans, som fordres af politiske Vælgere, og hvis Udvikling hos danske Kvinder vil hæmmes af et isoleret Kvindeprogram, det er Alménsansen. Den har Kvinderne i Forvejen kun lidt af, de har hidtil haft saa lidt Brug for den, da de med deres Arbejde og Evner har været henviste til Hjemmet, deres Omgangskreds eller - højt regnet - den By, den Landsby eller Kommune, hvori de levede. - Men det er den, der nu kaldes paa hos danske Kvinder, og som det i disse Dage først og fremmest gælder om at faa vakt. -
Kvindernes Valgret rummer én stor Fare for Samfundet, den, at deres Snæversynethed, som er bleven udviklet i Tidernes Løb gennem deres indsnævrede Virkefelt, skal komme til at præge al dets Udvikling. Der har nemlig været nok af Snæversyn i dansk Politik under Mændenes Enevælde, det vilde være ubodelig Skade, om Kvinderne skulde føre mere af den Egenskab derind.
Derfor bør danske Kvinder nu lægge Hovedvægten paa Udviklingen af deres Alménsans, kun gennem dens Udvikling kan de faa deres Horisont udvidet, og kun derigennem kan Samfundet sikres mod, at danske Kvinders Valgret ikke vil komme til at virke yderligere indsnævrende paa dansk Politik, men derimod gøre denne mindre ensidig og mindre smaalig, tilføre Fædrelandet nye Udviklingsmuligheder og Værdier og give det fornyet Eksistensberettigelse. -
Gid kommende Slægter maa faa Grund til at velsigne den Dag, danske Kvinder fik politisk Valgret, gid den maa blive en Mærkedag for dem, som den Dag Stavnsbaandet løstes og den Dag, danske Mænd fik politisk Borgerret, er det for os. Men det sker først, naar danske Kvinder forstaa, at Borgerret, Borgerpligt og Borgeransvar ikke kan skilles, men at de i Forening skal udvikle Alménsansen hos os, hvilket er den første og vigtigste Betingelse for, at danske Kvinder kan blive nyttige Samfundsborgere. -
Aalborg, September 1915
