« Tilbage til søgeresultaterne
Tysklands Kvinder under Krigen
De tyske Kvinder har ydet Landet uberegnelig stor Hjælp under hele Krigsperioden. Dette har medført, at de paa adskillige Omraader har opnaaet Retligheder, som de ikke tidligere havde.
Fødselshjælp.
I December 1914 og Januar 1915 blev det vedtaget, at Soldaterhustruer, hvis Mænd er forsikrede mod Sygdom, skal have en bestemt daglig Sum udbetalt i Barseltilfælde foruden andre Former for Hjælp i saadanne Perioder. Denne Bestemmelse er ved en ny Vedtægt i April 1915 bleven udvidet til at omfatte alle gravide Kvinder, hvis Mænd gør Krigstjeneste, selv om Manden ikke er sygeforsikret. Der er kun en indskrænkende Bestemmelse, den nemlig, at hendes og Mandens samlede Indtægt ikke maa overskride 2,500 Mark, eller at hendes egen Indtægt efter Mandens Indkaldelse ikke maa overskride 1,500 Mark med det almindelige Tillæg af 250 Mark for hvert Barn under 15 Aar.
Endvidere gives der nu ogsaa Barselhjælp til Mødre, der føder Børn udenfor Ægteskab, saafremt de kan komme i Betragtning under Krigsloven. Dennes Bestemmelser er følgende:
1. En Sum af 25 Mark*) én Gang for alle til Fødselshjælp.
2. En ugentlig sum, der beregnes efter 1 Mark pr. Dag, Søn- og Helligdage medregnede, og som udbetales i en Periode af 8 Uger, hvoraf de 6 Uger skal falde efter Fødslen.
3. En yderligere Sum paa 10 Mark til Betaling af Jordemoder- eller Lægebehandling, i Fald saadan har været nødvendig under Fødslen.
4. Saa længe Mødrene selv passer deres Børn, modtager de endvidere en Sum, der er beregnet efter en halv Mark pr. Dag, Søn- og Helligdage medregnet, og som udbetales indtil 12 Uger efter Fødslen.
*) 1 Mark = 89 Øre efter alm. Kurs, i Øjeblikket dog kun 78 Øre.
Gifte Kvinders Erhverv.
Mens Lærerinder og kvindelige Post-, Telegraf- og Jernbaneassistenter efter Loven tidligere maatte forlade deres Tjeneste, naar de indgik Ægteskab, har dette Forhold forandret sig fuldstændig under Krigen. En Mængde kvindelige Post- og Telegrafassistenter har giftet sig efter Krigens Udbrud og beholdt deres Stilling - ikke som foreløbigt ansatte Hjælpere, men med Bibeholdelse af alle de Rettigheder, den Løn og de Forfremmelsesmuligheder, de ejede før Ægteskabet, og som deres tidligere Tjenestetid aabnede dem Adgang til.
Paa denne Maade er der tillige frembragt Mulighed for, at Kvinder, der har indgaaet Ægteskab efter Krigens Udbrud og nu mangler Eksistensmidler, fordi deres Mænd er ved Fronten, kan vende tilbage til deres tidligere Beskæftigelser i Skole-, Post-, Telegraf- og Jernbanevæsenet.
Kvinder som Overlærere ved Drengeskoler.
En Tredjedel af Lærerne ved de tyske Latin-, Real- og andre højere Skoler er for Tiden ved Fronten. For at holde Skolerne gaaende har man grebet til forskellige Midler, f. Eks. at genengagere afskedigede ældre Lærere, at ansætte private Lærere, danne én Skoleklasse af to o. s. v. Endvidere ansætter man en Del Lærerinder, der er egnede til at overtage højere Klasser og bestemte Fag, som Vikarer. Saaledes er en Lærerinde fra Marienburg kongelige Seminarium bleven ansat som Lærer i fremmede Sprog i Stedet for en Professor, der nylig er kaldt til Fronten.
Et Forslag om Kvindevalgret i Sachsen.
Den 24. Juni blev der fremsat et Forslag om Kvindevalgret i Sachsens Rigsdag, idet en Socialdemokrat krævede lige Valgret for begge Køn til andet Kammer i Forbindelse med Forholdstalsvalg. Det samme Forslag var allerede stillet af en anden Socialdemokrat, der imidlertid kun krævede Reformen gennemført for Mændenes Vedkommende.
Den første Forslagsstiller, Fleissner, begrundede Sagen med, at et stort Antal Kvinder var i Stand til selv at tjene til Livets Ophold; foruden at han henviste til Kvindernes Ydelser paa alle Omraader under Krigen. Forslaget blev henvist til et Udvalg, men blev derefter nedstemt med 61 »Borger«stemmer mod 24 Socialdemokrater.