« Tilbage til søgeresultaterne
For og imod
Slagmarkens uhyggeligste Tragedie - sagde en engelsk Officer - er at høre unge Drenge paa
sytten-atten Aar i Dødsøjeblikket udstøde det sidste Raab paa deres Mor. Enten de siger »mother«,
»mutter« eller »mére«, kalder de alle paa den, der gav dem Livet.
Al Verdens Kvinder burde høre Ekkoet af dette Raab i Deres Hjærter for at det kunde mane dem til at kæmpe for, at Slægtens Mødre faar Delagtighed i Nationernes Raadslagninger.
Alice Stone Blachwell,
(Women’s Journal).
Frøken Gudrun Maria Ruud, Kristiania, har besvaret Universitetets Prisopgave for i Aar med det Resultat, at hun har opnaaet Guldmedaljen. Kun én norsk Kvinde har vundet den samme Pris, nemlig Doctor Marie Kjølseth i 1911.
De engelske Kvindevalgretsforeninger har siden Krigens Begyndelse agiteret for, at Kvinder bliver lønnede lige med Mænd, naar de tager disses Plads i Vaabenfabrikkerne. Hidtil har Arbejdsforholdene været yderst vanskelige paa dette Omraade, idet Kvinderne er bleven udnyttede ret hensynsløst under en stadig Konkurrence med halvvoksne Børn der er bleven fritagne for Skolepligten for at kunne deltage i Arbejdet paa Fabrikkerne.
Nu er der imidlertid sendt en Skrivelse fra Ministeriet (Lloyd George) til Fagforeningernes Fællesstyrelse, hvori det paabydes, at Kvinder, der er beskæftigede i Vaaben- og Ammutionsfabrikker skal lønnes efter samme Skala som de mandlige Arbejdere.
En Dame fra Boston, Fru Hutchins, har som Agitation for Kvindernes Valgret skrevet en lille Komedie, hvis ydre Sceneri forestiller en amerikansk Valgdag med hele dens udviklede Apparat af Partiagitation ved Hjælp af Agenter, Optog, Plakater, Uddeling af Pjecer o. s. v. samt Stemmerummet med dets Listeførere, Betjente og alt øvrigt. Komediens Tendens er at virke for Kvindevalgret; de forskellige Akter og Scener er kun en Ramme herom. Men Rammen synes at være udmærket korrekt, thi i denne Tid opføres den lille Komedie af Elever rundt om i New Yorks Skoler, »for at Drengene kan faa et grundigt Indblik i, hvorledes et Valg foregaar.«
Islands Kvinder fejrer deres Valgretssejr
Den 7. Juli samledes det islandske Alting for første Gang efter den ny Grundlovs Sanktion. Samme Dag fejrede Kvinderne deres Indtræden i det politiske Liv. Et Kvindetog, hvis første Rækker bestod af 200 hvidklædte Smaapiger, gik til Altingsbygningen, der i Dagens Anledning var smykket med Flag. En Deputation fra Kvindetoget begav sig ind i Salen, hvor Altingets Medlemmer var samlede, og overrakte Formanden en Adresse, som denne besvarede med en Velkomsttale til de nye kvindelige Vælgere.
Derefter samledes man paa Pladsen udenfor Altinget, hvor bl. a. Fru Briet Asmundsen og Frk. Ingeborg Bjarnason talte til en stor og interesseret Folkemængde.
Om Aftenen samledes Kvinderne i Reykjavik til en Fest, der varede gennem hele den lange, lyse, nordiske Nat.
En Professor Kuroiwa Shuroki fra Japan har i en Række amerikanske Blade givet nogle meget interessante og mærkelige Oplysninger om Kvindebevægelsen i sit Hjemland.
Det er en Selvfølge, at den maa forme sig ganske anderledes end i de Verdensdele, der er præget af europæisk Kultur. I Japan er Bevægelsen fremstaaet som en heftig Protest mod de religiøse (Buddhaismen) og sociale Fordomme, der gør Kvinden som Hustru eller Datter til Mandens personlige Ejendom.
Derfor er der i de senere Aar i Japan dannet en Kvindeforening, som allerede tæller 10,000 Medlemmer, hvis Program gaar ud paa at virke for, at Mænd behandler deres Hustruer som Ligestillede. Betingelserne for at blive optaget i Foreningen er meget strænge, idet enhver Kvinde, der indmelder sig, maa forpligte sig til aldrig at gifte sig med en Mand, der efter hele sin Udvikling og sine religiøse og sociale Begreber betragter Kvinden som et underlegent Væsen og Hustruen som en Livegen. Hvis hun ikke desmindre gifter sig med saadan en Mand, maa hun tage Følgerne deraf. Disse er ikke Eksklusion - en saa moderne Forholdsregel kendes ikke i Japan eller har i hvert Fald ingen Betydning. For at bevare et uplettet Eftermæle maa hun begaa Selvmord som Tegn paa, at hendes Forældres Befalinger om at indgaa Ægteskab med vedkommende Mand har været stærkere end hendes personlige Evne til at kæmpe for sin Forenings Program. Kun paa denne Maade kan hun i Tilfælde af Frafald redde sin egen Ære og samtidig støtte sin Forenings Formaal.
