« Tilbage til søgeresultaterne
En Afskedshilsen
Det er sikkert med et vist Vemod man modtager dette sidste Nummer af »Kvindevalgret«, det Blad, hvis udmærkede Redaktører, baade den nuværende, Fru Dreyer, og den foregaaende, Fru Arenholt, vi skylder saa megen Tak for det uegennyttige, dygtige og trofaste Arbejde, vi nu i saa mange Aar har nydt godt af.
Det har ikke været nogen let Opgave, de to Damer har haft. Vi, som har været med paa Landsmøderne, ved det alle, at det var ikke blot Klap men ogsaa Klaps, der vankede, naar Bladet kom paa Tale. Men i det lange Løb har vi alle maattet erkende, at den Linie, som begge vore Redaktører har været enige om at følge, at den var den rette. Kun paa den Maade har det været muligt, trods Bladets ringe Omfang at gøre det til et lille Skatkammer med sikre Oplysninger om vor Sags Stilling baade ude og hjemme. Og hermed hænger det ogsaa sammen, at enhver, som havde noget paa Hjerte - Valgretten vedrørende - kunde være sikker paa god Modtagelse.
Jeg er derfor vis paa, at det er ikke blot mine egne Følelser, men ogsaa mange andres, jeg giver Udtryk, naar jeg bringer de to Damer en hjærtelig Tak.
Aarhus 22. November 1915.