« Tilbage til søgeresultaterne
De forskellige Lemmer paa det samme Legeme
Thi Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange. Dersom Foden vilde sige: „Fordi jeg ikke er Haand, hører jeg ikke til Legemet", saa ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet. Og dersom Øjet vilde sige: „Fordi jeg ikke er Øre, hører jeg ikke til Legemet", saa ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet. Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten ? Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, paa Legemet, efter som han vilde. Men dersom de alle var et Lem, hvor blev da Legemet.
Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme. Øjet kan ikke sige til Haanden: „Jeg har dig ikke nødig", eller atter Hovedet til Fødderne: „Jeg har eder ikke nødig". Nej, langt snarere er de Lemmer paa Legemet nødvendige, som synes at være de svageste". (1. Cor. 12, 14.-22.).
Dette Billede af Legemet med de mange Lemmer er oprindelig brugt om Menigheden i Korinth, hvor nogle Medlemmer tyktes sig selv saa store og betydelige, at det egentlig var dem, der ligesom repræsenterede hele Menigheden; de synes sig selv saa uundværlige, at det hele stod og faldt med dem. Og saa var der andre, der ogsaa havde deres Gerning at gøre, men som saa ofte havde hørt, hvor lidet værdifuld den var, at de selv tilsidst troede, at naar de ikke var Haand, hørte de ikke til Legemet. Som om ikke Foden, der bar det hele, var lige saa vigtig, som Haanden, der arbejdede for Føden? Eller Øret, der hørte, ikke var lige saa betydningsfuldt som Øjet, der saa?
Det har ogsaa hændt og hænder endnu, at et Kirkesamfund, eller blot en kirkelig Retning i et Land kan faa saadanne høje Tanker om sig selv.
Det kan ogsaa hænde og hænder stundom endnu, at et helt Køn i et Land kan faa saa høje Tanker om sig selv, at det tror, at det kun er dette, der udgør det hele Folk. Det ordner og styrer det hele, giver Love baade for sig selv og de andre og siger med største Selvfølelse: „Vi alene vide"!
Og saa kan det hænde, at det andet Køn, det, hvorpaa det hele hviler, det, der føder og opdrager Slægten, det, der danner Hjemmene, det, der for en stor Del er Bæreren af Moralen, siger i største Ydmyghed: „Nej, jeg er jo ikke Haand, jeg er bare Fod. Jeg hører slet ikke til Legemet". Og saa synes Foden virkelig at den har sagt noget saa fromt og saa godt og saa kønt.
Og Haanden, den stærke, kraftige, barkede Haand, noget haard, som den blev i Livets Strid, siger til Foden, den trætte, forslidte, ydmyge Fod, der paa sin lave Plads langt borte fra Øjnene kun ved lidt: „Ja, det er rigtigt, du er bare en Fod!"
Men hvad siger nu Paulus? Selv om Foden ogsaa siger: „Fordi jeg ikke er Haand, hører jeg ikke til Legemet", saa ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet. (V. 15). Og senere: „Nej, langt snarere er de Lemmer paa Legemet nødvendige, som synes at være de svageste". (V. 22). .
„Men Gud har sammenføjet Legemet saaledes, at han tillagde det ringere mere Ære; for at der ikke skal være Splid i Legemet, men for at Lemmerne skulle have samme Omsorg for hverandre; og hvad enten et Lem lider, lider alle Lemmer med det, eller et Lem bliver hædret, glæder alle Lemmerne sig med". (V. 24—26).
Selv om Haanden og Foden begge misforstaar deres Stilling, forandres Guds Hensigt med den derfor ikke.
„Mand og Kvinde skabte han dem". Mand og Kvinde udgør Fællesbegrebet : „Mennesket". De to udgør „Legemet". De har hver sine fælles menneskelige Egenskaber og sine særlige Mands- og Kvinde-Egenskaber. De har hver sit at bringe med ind i Folkelivet, i det offentlige Liv, i Lovgivningen. Gør de ikke det, vil det ene Lem lide og naar det lider, lider det hele Legeme derunder. Vi behøver blot at lukke vore Øjne op, saa vil vi se, hvor sandt det Ord er.
