« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindestemmeretsbevægelsen i England
(Fortsat.)
Brudte Løfter.
Imidlertid forberedes Kvindernes Kaar. Læreanstalter, Erhvervsgrene og „anden Rangs" offentlige Erhverv aabnes for dem. Dog møder man atter her det samme meningsløse, der nok kan trykke og irritere Hjemlandets veloplyste Kvinder, at alle Universiteter f. Eks. i Indien var aabne for Kvinder, mens man endnu i England møjsommelig og med mange Begrænsninger fik dem aabnet et efter et, og endnu er det ikke lykkedes med dem alle. Kvinderne kunde let faa det Indtryk, at Hjemlandets Mænd i Virkeligheden værnede sig af bedste Ævne mod de farlige Konkurrenter, mens man ganske vist i Rigsdagen slog om sig med Udtalelser om Kvindens Underlegenhed. For man skulde da ikke tro, at Englands højt oplyste Politikere mente, at den indiske Kvinde var sin engelske Søster overlegen i Oplysning og Intelligens?
Naa, Kvinderne rykker ind og - udfylder deres Plads forbløffende godt. En ny Slægt, der har høstet Frugten af den foregaaende Slægts haarde Arbejde, vokser op. Den Skare uoplyste Kvinder, der staar „ligegyldige og afvisende", svinder stadig ind. Men - den nye Slægts Kvinder føler endnu stærkere sin politiske Afmagt, og vi maa ikke tro, at det alene er for deres egen Skyld de ønsker Stemmeretten. Nej, de mange Kvinder, der arbejder i Storbyernes Fattigkvarterer, de, der staar i Sædelighedsarbejdet og Afholdsarbejdet, ser gennemgaaende klart, hvor megen Elendighed det bringer med sig baade for Mænd og Kvinder, ikke mindst for Børnene, at Kvinderne savnes blandt Lovgiverne.
I 1905 faar England atter en liberal Regering. 420 Rigsdagsmænd har udtalt sig som Tilhængere af Kvinders Stemmeret, Man venter derfor med Rette, at denne vil komme for i Rigsdagen, men - bestandig skydes dette ud med Udflugter og vage Løfter; et Sprog, der ikke kan misforstaaes. Kvinderne, der ved Valgene har arbejdet meget energisk som Stemmehververe for det liberale Parti, gribes af Fortvivlelse. Hvad maa man ogsaa tænke om 420 saadanne Venner af Kvindernes Sag? Hr. Samuel Smith svarer: Grunden er den, man tog mod Kvindernes Hjælp, da man trængte til den, og lovede dem til Gengæld sin Støtte, men - i Virkeligheden var de fleste imod. Kan man undres over, at Kvinderne ikke føler sig tilfredsstillende repræsenteret i Rigsdagen af saadanne Venner ? Flere Gange senere er Lovforslag blevne indbragte, man har et Par Gange været ret nær Maalet, men det er dog bestandig endt med en Skuffelse.
Løfte paa Løfte, men bestandig brudte Løfter.
Kamppartiet.
Kvinderne er taalmodige. Nu havde de været taalmodige i 40 Aar. Tilsidst brast Taalmodigheden, Kampen begyndte og ret naturligt - i de unges Lejr.
Stemmeretskvinderne deler sig nu i Suffragists, der holder paa den gamle, sejge, rolige Maade at arbejde paa og Sufragettes, dem, der bruger de voldsomme Midler for at naa deres Maal. Hver for sig vil de det samme, men de er meget uenige om Maaden, hvorpaa dette skal naaes.
Det er kun to Foreninger, der benytter Kampmethoden (The militant tactics), nemlig Womens Social and Political Union (V. S. P. U.) og Vomens Freedom League.
Krigen udbrød, da i Februar 1906 Juristen Frk. Christabel Pankhurst og Fabrikarbejdersken Annie Kenney ved et Møde i Manchester interpellerede Sir Edvard Grey ang. den liberale Regerings Stilling til Kvinders Stemmeret. Den Udholdenhed, hvormed hun krævede Svar, gav Anledning til Uro, der endte med, at de begge blev førte ud af Salen. Udenfor paa Gaden samledes Folk til et Protestmøde, og dette endte atter med de to unge Damers Fængsling. Her at komme ind paa nærmere at skildre den næsten 4-aarige Kamp vil føre for vidt. Kun et skal siges her, det vi gennem Bladene kender til Kampen har ofte været upaalidelige og ensidigt farvede Beretninger; man kan blot nøjes med at pege paa dette, at mens Sammenstød med Politiet er blevet skildret med stor Nøjagtighed, har Anledningen dertil ofte kun været flygtigt berørt, noget som atter Bladenes engelske Kilder maa bære Skylden for, og Regeringens Mishandling af Kvinderne i Fængslet ved den paatvungne kunstige Ernæring har man hørt endnu mindre om.
Det Indtryk, man faar ved at overvære Suffragetternes Møder og læse deres Blade, er ikke af en uvidende, uoplyst Flok Kvinder, der holder af at lave Spektakler, men af unge, dannede Kvinder, der er grebne af Fanatisme. Meget betegnende sammenligner en af Suffragetterne sin Vækkelse for denne Sag med en religiøs Vækkelse, der jo f. Eks. i Wales i de senere Aar har givet sig meget stærke Udslag. Man ser disse unge Kvinder grebne af en Ild, en Begejstring, en Offervillighed, der ikke alene giver sig tilkende ved pekuniære Ofre, men som driver de unge Damer ud fra Hjemmet til Bladsalg paa Gaderne, ud i Processioner gennem Gaderne, til Parlamentet med Bønskrifter. Den driver dem til at mase paa, skønt de ved, der vanker braadne Pander og Fængsel for adskillige af dem.
Man kan ikke billige deres Optræden, men man kan undskylde den. Rigsdagens stive, kolde, afvisende Holdning bragte Ungdommen til Fortvivlelse. For Tiden er, som vi omtalte i Nr. 3, Kampen indstillet. Lad os da se lidt paa Resultaterne.
Pressen, der taug før, har man tvunget til at tale.
Man sagde før: „Kvinderne ønsker ikke Stemmeretten", det kan man ikke sige længere. Tusinder har vist, at de ønskede den.
Stemmeretstanken er trængt ud i hver Krog af Landet, og Politikerne kan ikke længere ignorere Kvinderne.
Det liberale Parti er blevet ganske betydeligt svækket paa Grund af sin Troløshed mod Kvinderne.
(Sluttes.)
