« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindestemmeretsbevægelsen i England
(Sluttet.)
Englands K. K. F.
Fra kristelig Side har man i England stillet sig mere velvillig over for Sagen end i Danmark. England er Udgangspunktet for Verdensbevægelsen mod „Lovbeskyttet Prostitution". Vi ved, at Føreren for denne var en troende Kvinde, Fru Josephine Butler. Den kristelige Afholdsbevægelse er ogsaa gammel i England. Begge disse. Foreninger og andre af samme Slags, der talte Masser af troende Mænd og Kvinder, har allerede længe set, at Kvinders Stemmeret vilde være dem en mægtig Hjælp. Allerede i 1885 fremkommer Fru Butler i et Opraab til Vælgerne med stærke Krav om Kvinders Stemmeret.
Jeg har spurgt flere af K. F. U, K.s Landsformænd i de forskellige Lande om deres Stilling til Kvinders Stemmeret; en har været imod, en anden har ingen bestemt Mening haft, en tredje har været nærmest for - - -. Da jeg spørger Verdensformanden i London, Frk. Morley, svarer hun: „Jeg personlig har Sympathi med Bevægelsen som saadan, om end ikke altid med de Veje, ad hvilke man søger at fremme den". Det er et bestemt Svar. Betegnende nok var det netop i England, at Verdensformanden, Verdenssekretæren, Frk.. Spencer og jeg, Aftenen før den internationale Kvindestemmeretskongres i London aabnedes, kunde knæle ned og sammen nedbede Guds Velsignelse over denne mægtige Bevægelse og bede ham lede den saaledes, at den virkelig kunde blive til Gavn for hele den bundne Kvindeverden.
Selve Kongressen aabnedes i London med en Gudstjeneste for Mænd alene, ved hvilken to Kvinder talte; og den sluttede med en Gudstjeneste i den store St. Paulskirke, hvor en af Statskirkens Præster, Domprovst Scott-Holland, prædikede. Det var en ligefrem Søndagsprædiken, men han sluttede med klart at udtale sin varme Sympathi med Stemmeretsbevægelsen. En Følge heraf er senere bleven Dannelsen af Englands kristelige Kvindestemmerets forening. Præster i den engelske Statskirke er gaaet i Spidsen; de har dannet Foreningen. En Præst er arbejdende Sekretær. Den optager Mænd og Kvinder, der hører til den engelske Kirke eller er i Overensstemmelse med den. Den arbejder ligesom i K. K. F. baade for Stemmeretten og for at dygtiggøre Kvinderne til at bruge den. Den siger selv, at den er dannet for at samle alle de troende Mænd og Kvinder, der i „Guds Navn” vil arbejde for Kvinders Stemmeret. De udgiver Smaaskrifter og samler Penge til et Agitationsfond.
Troende Kvinder i England har for længe siden skrevet til mig: „Hvad Bevægelsen herovre hidtil for meget har savnet, er Forbøn. Havde der været mere af den, var maaske Sejren allerede nu vunden, og alle disse Udskejelser havde aldrig fundet Sted". Nu vaagner de op. Deres Tilslutning, vil sikkert komme til at mærkes.
Den Aften i April i Fjor, da Frk. Morley, Frk. Spencer og jeg sad og talte sammen om Kvindestemmeretssagen, siger Frk. Morley. „Ja, jeg er enig med Dem i, at Kvinderne skal have Stemmeretten, og det kan troende Kvinder være med at arbejde for. Men jeg ser ikke, at vi skal tage Del i Politikken, naar vi faar den". Hertil svarede jeg: „Nu skal jeg sige Dem noget, Frk. Morley, ved De, hvorfra jeg har faaet Forstaaelsen af, at vort Lands Lovgivning ikke er noget, som vi maa staa ligegyldige overfor. Den har jeg faaet fra jer, Englændere. Jeg troede en Gang, at troende Mennesker intet kunde udrette i det politiske Liv; det hele, de naaede, var selv at gaa til Grunde. Men jeg lærte Eders store, troende Politikere at kende. Da forandredes mit Syn. Og dernæst: Jeg ser i mine Bøger om Hedningemissionen, hvorledes Hedningeverdenen - og med Rette - ironiserer over „den kristelige, engelske Regering". Har de ikke Ret deri? Se paa den Usædelighed, der hersker i Indien, paa Pigehandelen i Hongkong, paa Opiumshandelen med Kina o. s. v. Alt dette foregaar uhindret under Englands kristelige Fane. Samtidig gør I et stort, opofrende Arbejde for Missionen. Hedningerne kan ikke faa i deres Hoved, at det samme Folk kan handle saa stik modsat. Enhver kristen i England, der har Stemmeret, har et Ansvar her". - „De har vist mig noget, jeg ikke har
set før. Skal vi bede sammen - - ",
Gid der over den hele Verden var mere Bøn for denne store Bevægelse; det var bedre end al Kritik.
Sidste Nyt.
18de Juni 1910 var Vidne til en Procession af Venner af Kvindestemmeret gennem. Londons Gader saa stor som aldrig før. Det var Women’s Social and Political Union, der havde arrangeret den, og i Spidsen gik 617 hvidklædte Kvinder, der alle havde været fængslede for Sagens Skyld. Efter dem gik en Afdeling paa 800 Akademikere, ledede af Fru Garrett Anderson, Englands første kvindelige Doktor og for Øjeblikket Landets eneste kvindelige Borgermester, derefter utallige andre Afdelinger. Værd at lægge Mærke til er - og dette gjorde ogsaa et dybt Indtryk -, at de Stemmeretsforeninger, der ikke vil og kan godkende de andres Kampmethode, denne Gang, da det gjaldt, som en særlig, meget stor Afdeling, havde sluttet Trop med de andre.
Og det, det denne Gang gjaldt, var at vise, hvor mange Tusinder der ønskede, at det Lovforslag, der nu var indbragt, maatte gaa igennem. Dette var udarbejdet af 40 Medlemmer, tilhørende forskellige Partier. Det gav ganske vist ikke meget; men de saa ofte skuffede Kvinder mente: bedre lidt og dermed en Anerkendelse af nogle faa % Kvinder som Vælgere, end slet intet.
Mulig kan denne Procession, der sluttede med et Møde i Albert Hall, hvis store Rum med 10,000 Siddepladser var fyldt til sidste Plads, tilskrive sig Æren af, at Minister Asquith 21. Juni virkelig modtog en Deputation paa 20 fra de moderate Stemmeretskvinder. Det var jo altid en Smule Imødekommenhed. Men i Hælene af førstnævnte fulgte desværre to andre Deputationer af
Anti-Stemmerets Mænd og Kvinder, og til disses Ord laante Ministeren et nok saa villigt Øre.
Med Lovforslaget gik det saaledes, at det i anden Behandling vedtoges med 299 St. mod 190 St. Det er femte Gang, man er naaet saa vidt. Og femte Gang er Kvinderne blevne holdte for Nar. Der stilledes nemlig derefter Forslag om at henvise Lovforslaget til Overvejelse i et Udvalg, og dette forkastedes med 320 St. mod 175, hvorved Lovforslagets videre Behandling i denne Samling er standset. Det er den samme Historie, der gentager sig i alle Forhold. Saalænge man ovenfra vil holde Kvinderne ude, kan man nedenfra meget vanskeligt sætte noget igennem.
Og ovenfra ønsker man at holde Dørene lukkede saa længe som vel muligt.
