« Tilbage til søgeresultaterne
Bør Kvinderne deltage i det politiske Liv?
(Til Drøftelse indbydes).
Som Kristen har man ikke Lov til at lukke Øjnene for nogen Uretfærdighed og regne den sig uvedkommende, naar man er i Stand til at bidrage til dens Ophævelse. Men Kvindens Stilling i vort Samfund er paa mange Punkter uretfærdig. Mand og Kvinde bør stilles lige for Loven, lige overfor Adgang til Uddannelse og til Erhverv. Det er kun simpel Retfærdighed, som Kristne bør være med til at kræve. - Mand og Kvinde bør ogsaa have lige politiske Rettigheder. Om dette er der ikke liden Uenighed; men det er godt, at Meningerne brydes, at Sagen kan klares; derfor fremkommer denne Artikel som Indbydelse til Diskussion i kristelig og fredelig Aand.
Al Deltagelse i det politiske Liv finder sit Udtryk i Stemmeretten, og derfor kan vi lige saa vel tænke direkte paa den. - Det er vel en vigtig Ting at have og udøve Stemmeret; men vi maa holde os klart, at der er langt vigtigere Ting i et Menneskes Liv. Kvindens Forhold til Gud, til sin Mand, til sit Hjem er langt vigtigere end hendes Forhold til Samfundet, og hvis der i disse Forhold findes Pligter, som forbyder hende at deltage i det politiske Liv, da kan hun ikke have dermed at gøre. Dette er der mange, der mener, at der er, derfor vil vi først behandle Spørgsmaalet:
Kan Kvinden deltage i det politiske Liv?
1. Kan hun for Gud? Hvad siger Guds Ord om denne Sag? Guds Ord er absolut Autoritet for Guds Børn. Hvad der klart er afgjort i Guds Ord, det er afgjort for os, og vi behøver ikke at forhandle mere om en saadan Sag.
Derfor er det vigtigt at klare sig, hvad Gud siger om Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv; thi fordømmes det der, da vil vi lade Sagen fare.
I det ægteskabelige Forhold stiller Guds Ord Manden over Kvinden. Dette har sin Aarsag i Synd. Før Synden kom, var de lige. Gud skabte Adam en Medhjælp til at være hans „Lige". Var Synden ikke kommet, var Dommen heller ikke bleven udtalt: „Din Mand skal være din Herre;" thi der behøvedes ingen Myndighed hos den ene Part til Afgørelse af Uoverensstemmelse, naar Uenighed ikke kunde opstaa. Men nu kan Uenighed opstaa; Synden er Aarsag dertil, og da har Guds Ord tillagt Manden den afgørende Myndighed. Han skal herske; han er Hovedet; Kvinden skal være underordnet osv. (1. Mos. 3. - Rom. 7, 2. - 1. Cor. 11, 1.-16. - 14, 34. - Efes. 5, 22. - 1. Tim. 2, 9. - - 1. Pet. 3, 1.).
Men dette er absolut ikke det ideelle og Gud mest behagelige Forhold. Det er derimod dette, at de to skal være et Legeme og een Sjæl. Kærligheden skal gøre dem lige.
Men dette, at Hustruen skal underordne sig sin Mands Afgørelse i Tilfælde af ægteskabelig Uoverensstemmelse, kan da aldrig bruges til at bevise, at alle Kvinder skal være alle Mænd underdanige, d. v. s. politisk umyndige. Den Hustru, som skal være sin Mand underdanig, skal da ikke ogsaa være Nabomanden eller andre Mænd underdanig.
Om Kvindens Stilling i det borgerlige Samfund, om hendes politiske Rettigheder, siger Guds Ord intet. Jeg har da ikke kunnet finde noget derom. (Jeg vil gerne retledes, om jeg tager Fejl).
Der tales nogle Steder om Kvindernes Stilling i den kristne Menigheds Forsamling. Paulus synes, hun bør tie her. - Forstaaelsen af dette Sted er omtvistet. - Andre Steder viser, at Kvinder var Profetinder og Dommere. (Dom. 4. - Joel 3. - Ap. Gj. 21,9.). Men disse Udtalelser er i hvert Fald ikke af politisk Art.
Over for Gud er Mand og Kvinde i Følge Guds Ord stillet fuldstændig lige. I Kristus er der ikke Forskel paa Mand eller Kvinde. (Gal. 3, 28.)
Der er altsaa intet i Guds Ord, der er til Hinder for Kvinders Deltagelse i det politiske Liv. Men er der ikke i Forholdet til Manden noget, der maa siges at være en absolut Hindring derfor?
Mange mener, at Kvindens Stilling til og Betydning for Manden umuliggør hendes politiske Myndighed. Man mener, at det vil blive en Kilde til Splid og Ufred i Hjemmet, naar forskellige politiske Anskuelser dér kommer til at staa over for hinanden. Det kan være rigtig nok, at Politik kan blive Kilde til Strid mellem Ægtefolk, det kan ogsaa være Tilfældet nu; men nu er det vel temmelig sjældent, da saa faa Kvinder har politiske Interesser, hvilket man ikke kan undres over, saa længe de ingen Rettigheder har. Men jeg tror dog ikke nogen med Kendskab til Mennesker vil paastaa for Alvor, at lykkelige Ægteskaber vil forvandles til ulykkelige paa Grund af politisk Uoverensstemmelse. Ægteskabelig Lykke hviler paa Kærlighed. Hvor den mangler, vil Parterne strides, og det vil ikke være muligt at rense Verden for Stridsaarsager. Der vil blive stridt om Politik - maaske; men om denne Genstand fjernedes, vilde man faa 10 andre at strides om. Lykkelige Mennesker kan have forskellige Anskuelser ogsaa om Politik, uden at det gør det mindste Skaar i deres gensidige Kærlighed og Agtelse. Jeg tror ikke Manden vil være den, der vinder mindst ved at faa Kvinden med i Samfundsinteresserne. Jo rigere Kvindens Tankeliv og Interesseomraade bliver, jo mere kan hun følge sin Mand i hans Bestræbelser i disse Retninger; dette vil gøre Mand og Hustru mere til Kammerater med fælles Tanker og Interesser end nu, hvor saa ofte, hver lever i sin Verden, uden rigtig at forstaa hinandens Bekymringer eller Glæder.
Men Hjemmet vil da gaa ganske til Grunde, naar Hustruer og Mødre skal til Valg og til Vælgermøder, siger man. Det er rigtigt, at Kvindens Gerning falder inden Døre, som Mandens udenfor, og intet maa berøve Hjemmet dets Kilde til Hygge og Sol. Men mon nogen i Grunden selv tror paa Skræmmebilledet af det Hjem, hvor Manden er Kone, mens Konen render til alle Slags Møder. Den Slags Tale lader snarere formode, at det er en daarlig Sag, der maa forsvares med saa daarlige Midler. Kvinderne kan godt komme hjemmefra til Møder, Gudstjenester og Selskaber nu, uden at Hjemmet ødelægges derved. Ingen tænker paa at spærre Kvinden inde hjemme til enhver Tid; det er saamænd nødvendig nok for den nervøse Moder med de mange Børn at komme lidt udenfor engang imellem. Daarlige Kvinder og forsømte Hjem vil altid findes. Men om der bliver flere, naar Kvinderne faar bedre Interesser end Kaffesladder, kræver i hvert Fald foreløbig Bevis. Den Tid, Manden maa anvende paa at dyrke Samfundsinteresser, derunder ogsaa Vælgermøder og Valg, ca. hvert 3. Aar, ruinerer ikke ham; mon det skulde tage saa meget mere Tid for Kvinderne?
Værre kan det være, naar Kvinder vælges til offentlige Hverv. Her bør unge Mødre, som har smaa Børn, kunne nægte at tage mod Valg. For Resten er der jo altid Suppleanter, der træder til ved lovligt Forfald. Men det Faatal af Kvinder, der behøves for at faa nogen valgt, kan sagtens faas, uden at der bliver Brug for dem, der ikke kan være hjemmefra.
Kan det gaa an for Samfundets Skyld at give Kvinden politiske Rettigheder ?
Guldberg mente i sin Tid, at Staten vilde ryste i sine Grundvolde, om Bonden blev gjort fri. Da Mænd i 1849 fik Stemmeret, var der ogsaa mange, der mente, at nu gik det da galt med Landets Styrelse; saaledes er der ogsaa Modstandere af Kvinders Valgret, der spaar al Landsens Ulykker; Kvinderne vil sætte alt paa den anden Ende, for de mangler Forstand og Evner til at styre og give Love. Man har ikke i de Lande, hvor Kvinder nu har faaet Stemmeret, erfaret noget saadant. Tvært imod. Kvinderne højner Tonen i den offentlige Debat; de fremtvinger Reformer i Lovgivningen om Skolesager, Forsørgelses-, Sædeligheds- og Afholdssagen. Hvorfor skulde Kvinden ogsaa være ringere til dette Arbejde end Manden. Piger er gennemgaaende ligesaa begavede og i Regelen flittigere end Drenge. Det er enhver Lærers Erfaring. Kvinderne har ikke Forstand paa Sagerne endnu, det er sandt nok; men det havde Mændene heller ikke før 1849. Det faar de ved at faa med Sagerne at gøre.
Vi kan vist blive enige om, at Kvinden kan - intet retfærdigt forbyder hende det - faa Stemmeret. Men er dette slaaet fast, saa ses det snart, om man tænker lidt over vore politiske Forhold, at hun bør have det og helst snart. Der er store Værdier paa Spil. Vi har Brug for Kvindens Indflydelse. Lad mig nævne nogle af de vigtige Spørgsmaal, der skal løses, og som kalder paa de bedste, ædleste Kræfter, baade Mands og Kvindes: det store sociale Spørgsmaal: Hvorledes skal Fattigdommens Ulykke bekæmpes uden at det bliver strafbart at være flittig og samle Formue. Ægteskabslovgivning og Lovgivning om Kvinders Retsstilling; Omraader, som netop ved de nuværende uretfærdige Tilstande viser, at Mændene alene ikke har magtet at øve Ret i Lovgivning om Kvinder. Skole- og Kirkespørgsmaal angaar Folkets Aandsliv. Disse Spørgsmaal er brændende i vor Tid. Skal Kvinden ingen Indflydelse have paa disses Afgørelse, blot lyde, maaske lide under, hvad Mændene bestemmer derom? Forsvarssagen holdes stadig under Debat. Kampen mod den store Fordærver, Spiritus, vil mere og mere komme til at staa i de lovgivende Forsamlinger. Her og der har Kvinden noget at gøre. Maatte den Stund snart komme, da troende Kvinder gik i Spidsen med Hensyn til at øve og kræve Retfærdighed.