« Tilbage til søgeresultaterne
Er Kvindesagen i Strid med Guds Ord?
Indledningsforedrag (noget udvidet) ved K. K. F.s Aarsmøde i Esbjerg, 6. Juli 1910.
Af Louis Blauenfeldt.
For nogen Tid siden læste jeg i en Avis, at ved Bordet maatte man. ikke tale om Kvindesagen, - det skadede Fordøjelsen.
Maaske er der noget om det.
Hvem ved, om Læsningen af dette Foredrag frembringer en lignende Virkning hos nogle, man har hørt noget saadant før. Det er da mit Haab, at Ondet maa være af ganske forbigaaende Natur, og at det derfor hurtigt hæves igen.
Og meget mere ønsker jeg, at Indholdet, som staar paa disse Linjer, maa bringe Klarhed over Spørgsmaalet, og at troende Mennesker maa bøje sig for Sandheden og give den Æren.
Hvad vil Kvindesagen?
Jeg griber ned i en Bunke af Kvindesagsskrifter, som ligger for mig, og jeg læser bl. a., at et Foredrag af en af Kvindesagens Forkæmperinder her i Landet slutter med følgende Ord: „Slutter vi os først sammen for at tilkæmpe os en værdigere Stilling i Samfundet, faar vi den sikkert. Mændene byder os ikke den nuværende en Dag længere, end vi selv vil taale den. Derfor er det paa Kvinderne selv, Hovedansvaret vil komme til at hvile, hvis der kommer til at gaa lang Tid, inden vi naar vort store Maal:
Lige Ret for Mand og Kvinde".*)
Dette vil Kvindesagen, det er en Grundsætning i dens Arbejde: Lige Ret for Mand og Kvinde, det, der kæmpes for, er at hævde dette: Mands og Kvindes Ligestilling.
*) Om Kvindesagen, Foredrag af Astrid Stampe Feddersen 1907, S. 22.
Er det nu en ugudelig Tanke, strider den imod Bibelens hellige Ord?
Jeg formaar ikke at se det. Tvært imod! Hvor er ellers den Tanke kommen fra, naar den ikke er kommen fra Gud, aabenbaret os i hans Ord? Det er virkelig ikke en Plantning, som af sig selv er vokset op her i denne syndige Verden. Nej, det er en af vor Faders Plantninger; Gud har selv sat den ind i Verden.
Paa Bibelens første Blad læser vi, som bekendt, følgende Ord: „Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem"1).
Ja, Mand og Kvinde skabte Gud, 2 selvstændige Mennesker skabte han, 2 sideordnede Personer, Manden med sine særegne Evner og Kvinden med sine. Manden skal ikke stræbe efter at ligne Kvinden, nej, uha, det er jo noget af det værste, der kan siges om en Mand, at han er „kvindagtig", og Kvinden skal heller ikke sætte som sit Maal at ligne Manden saa meget som muligt, med fuld Eet tiltales vi Mænd slet ikke af „mandhaftige" Kvinder. Nej, netop naar Mand og Kvinde kommer, som de er, som de er skabt af Gud, udfylder de hinanden saa prægtigt. Og det er nok Guds Tanke med at sætte Mand og Kvinde sammen i det samme Samfund.
Og hvem kender ikke det guddommelige Ord fra Begyndelsen, det, hvorpaa Ægteskabet hviler: Gud Herren sagde: „Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham en Hjælp, som er ham lig"2).
1) 1. Mos. Bog, l, 27. 2) i. Mos. Bog, 2, 18.
Saaledes har jeg i sin Tid lært ved Københavns Universitet, at det hebraiske Sprog her skal gengives paa dansk, såaledes oversættes det ogsaa af en af de mest bekendte Fortolkere af G. T. Delitsch, og såaledes findes Ordet ogsaa i adskillige Oversættelser. Tilføjelsen, saaledes som vor danske Oversættelse har den, „som skal være hos ham”, synes unægtelig ogsaa at indeholde saa lidt, at man ikke kan tænke sig, at Gud Herren selv skulde udtale et saa intetsigende Ord. Hvor skulde Kvinden ellers være i Ægteskabet, naar hun ikke skal være hos Manden? Denne Sætning: „som skal være hos ham" er saa triviel og selvfølgelig, at man slet ikke venter at finde den udtalt i Bibelen.
Tænk, ogsaa i Ægteskabet er Kvinden Manden lig, ogsaa der hævdes lige Ret for Mand og Kvinde, Mands og Kvindes Ligestilling. Naa, denne Tanke er gaaet selv Manden saaledes i Blodet, at han i Omtale af sin Hustru uvilkaarlig gaar ud fra den. Hvem har ikke hørt en Mand kalde sin Kone for sin „kære Ægtehalvdel". Dersom der menes noget hermed, og det maa man da gaa ud fra i Henhold til det gamle Ord: „En Mand er en Mand, og et Ord er et Ord" -, er Ligestillingen her klart udtalt. For, ikke sandt, 2 Halvdele, som ikke er lige store, det ved man dog ikke, hvad er!
Saaledes er altsaa Forholdet fra først af, sat af Gud baade ved Skabelsen og ved Ægteskabets Indstiftelse: Mand og Kvinde er hinanden ganske sideordnet, de staar som 2 selvstændige Personer, der baade i og udenfor Ægteskabet skal udfylde hinanden. Og det er først efter Syndefaldet, at Gud Herren siger til Eva: „Din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig" 1)
1) 1. Mos. Bog, 3, 16.
- hvilket Ord selvfølgelig, - men det maa siges -, kun angaar Ægteskabet og Samlivet der mellem Hustru og Mand.
Ved Syndens Indtræden i Verden, hvorved alle onde Aander og Magter blev sluppet løs, blev det oprindelige Forhold mellem Mand og Kvinde forrykket og fordærvet. Men hvem er det, som vi priser som alle Tings Genopretter? Hvem er det, som gør godt igen, hvad Synden har lagt øde ? Det er Jesus Kristus, vor kære Frelser. Han genopretter det oprindelige Forhold mellem Gud og Mennesket: Barneforholdet, og i ham kommer den urgamle, guddommelige Tanke frem igen: Mands og Kvindes Ligestilling.
Det er derfor i sin gode Orden, at vi finder denne Tanke udtrykt og udtalt paa den allerskønneste og kraftigste Maade hos en af Jesu Kristi ypperste Disciple, Apostelen Paulus. Som alle Bibellæsere ved, skriver han til Galaterne: „Alle er I Guds Børn ved troen paa Kristus Jesus. Thi I, saa mange som blev døbte til Kristus har iført Eder Kristus. Her er ikke Jøde etter Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi alle er I en i Kristus Jesus" 1).
1) Gal. 3, 26 - 28.
Og det vil jo sige, at i Barneforholdet til Gud ved Midleren Jesus Kristus falder alle Forskelle som betydningsløse baade folkelige (Jøde eller Græker), borgerlige (Træl eller fri) og den mest indgribende af alle i Kønsforskellen mellem Mand og Kvinde.
Her har vi et af de mange store Goder, Kristendommen har bragt Menneskeheden ; hør en Gang, hvor kønt og sandt vor berømte sjællandske Biskop, H. L. Mortensen skriver herom.
„Kristendommen har emanciperet. Kvinden til Ligestilling med Manden, idet den betragtede hende som gudsbilledlig Skabning, kalder hende til det evige Livs Naade, gør hende delagtig i det samme Guds Ord, den samme Daab, den samme Nadver som Manden".1).
1) Den sociale Ethik S. 57 - 58.
Det manglede da ogsaa blot, at man indrettede sig med 2 Himmelveje, een for Mænd og een for Kvinder, ligesom man i gamle Dage havde 2 Indgange paa vore Kirker, en mod Nord for Kvinder og en mod Syd for Mænd, - Mændene skulde nok selv vælge Solsiden!
Nu er det ikke umuligt, at en og anden tænker: Ja, men Manden er dog Kvindens Hoved, det siger da Guds Ord.
Ja, vist gør det det, og dette Skriftens Ord maa heller ikke rokkes. Men lad os dog endelig huske, at dette angaar kun Ægteskabet og ikke ellers nogetsomhelst andet Forhold. Læs, hvad Paulus skriver: „Jeg vil, at I skal vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved"2).
2) l. Kor. 11, 2.
Biskop Rørdam oversætter her tydeligere : „ Enhver Mands Hoved er Kristus, og en Kvindes Hoved er hendes Mand"3).
3) N. T. S. 129
Men du siger maaske: Nej lad os holde os til vor autoriserede danske Oversættelse. Nu vel, lad os det, læs saa, hvad Paulus skriver til Efeserne: „Hustruerne skal underordne sig under deres egne Mænd som under Herren, thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom ogsaa Kristus er Menighedens Hoved"4).
4) Ef. 5, 22 - 23.
Her er der da ikke Gran af Tvivl om Forstaaelsen. At paastaa, at Manden i al Almindelighed er Kvindens Hoved er lige saa taabelig som at sige, at Kristus er alle Menneskers Hoved. Manden er sin Hustrus Hoved, og Kristus er sin Menigheds Hoved, og dermed er alt sagt i denne Sag. Af denne Grund byder baade Paulus og Petrus Hustruen at „underordne sig" Manden, og Paulus tilsteder ikke Kvinden d. e. Hustruen at „byde over Manden"1) d. e. hendes Ægtemand.
1) 1. Tim. 2, 12.
Og dette ægteskabelige Forhold udleder han af 2 Omstændigheder, om man vil, 2 historiske Kendsgerninger: 1) Adam blev dannet først, derefter Eva og 2) Adam blev ikke bedraget, men Kvinden blev bedraget og er falden i Overtrædelse2).
2) l. Tim. 2, 13 -14.
Ligesom Gud har ordnet det saaledes i det store Samfund, at her er der en Øvrighed af Gud, som hver Sjæl maa underordne sig, saaledes har vi den samme Samfundsordning i det lille Samfund, der hedder Ægteskabet: Ægtemanden er Øvrigheden, som Hustruen underordner sig.
Gud give, at Manden saa altid huskede paa, hvem han igen har over sig: Kristus er Mandens Hoved!
Men sørgelig er det, at Mændene gennemgaaende har faaet dette med Hovedet forkert i Halsen. Man kan ogsaa sige, at det er gaaet dem til Hovedet. Men Bibelen er her uden Skyld. Alle troende Mennesker giver mig sikkert Ret i, at der er noget forfærdelig ydmygende i at læse Beretningen om Syndefaldet. Men jeg har somme Tider været fristet til at tænke her: Gid du var en Kvinde og ikke en Mand; thi spiller Eva en sørgelig Rolle i dette Sørgespil, saa er Adams endnu mange Gange tristere. „Han aad"1), saa hedder det.
1) 1. Mos. Bog 3, 6.
I Stedet for at han, Manden, af det stærke Køn, skulde have sagt til sin svagere Halvdel: Nej, lille Kone, det maa vi ikke spise, det har Gud forbudt os, tog han af den forbudte Frugt, Eva rakte ham, og spiste. Han var straks færdig og har kun den Undskyldning overfor Gud, at Kvinden, som Gud havde givet ham, gav ham af Træet og han spiste.
Oprigtigt talt, dette synes mig ikke at være egnet til at give Mændene høje Tanker om sig selv.
Ja, jeg vil sige rent ud, at det volder mig megen Vanskelighed at forklare, hvorledes Adam kom saaledes af Sted. Man kan vel ikke sige andet end, at han har staaet ved sin Hustrus Side, har gennemlevet den samme Fristelse som hun - og vist den samme Mangel paa Modstandskraft overfor Djævelens snedige Anløb som hun.
Med andre Ord: Ogsaa her i denne tunge Stund, ser vi Mands og Kvindes Ligestilling - den Tanke, som Kvindesagen hævder, og som i Virkeligheden aabenbart er af Gud.
