« Tilbage til søgeresultaterne
Er Kvindesagen i Strid med Guds Ord?
Indledningsforedrag (noget udvidet) ved K. K. F.s Aarsmøde i Esbjerg, 6. Juli 1910.
Af Louis Blauenfeldt.
(Sluttet).
Men Kvindesagen nøjes selvfølgelig ikke med i al Almindelighed at have denne sin Grundsætning: Lige Ret for Mand og Kvinde - hvilken vel ikke saa forfærdelig mange nu til Dags bestrider Den arbejder naturligvis paa at føre den ud i Livet, det praktiske, det offentlige Liv.
Dette gælder Livet i det borgerlige Samfund. Her tager Kvindesagen i sit Arbejde f. Eks. Sigte paa uægte Børns Mødre og deres Stilling i Samfundet, Ægteskabslovene, særlig hvad Formue angaar, Kvinders lige Ret med Manden med Hensyn til Adgang til borgerlige Stillinger, samme Løn som Manden, Valgbarhed og Valgret til Sogneraad, Byraad, Folkething o. s. v.
Og det samme gælder Livet i Menigheden. Der vil man gennemføre Kvindens lige Ret med Manden til at deltage i det praktiske Arbejde for Guds Riges Fremme og Komme baade hjemme og ude som Prædikanter, som Bestyrelsesmedlemmer af de forskellige Selskaber, Foreninger og Udvalg, der tager det frivillige Menighedsarbejde op.
Er dette nu stridende mod Guds Ord ? Er det noget, som Gud forbyder de troende Kvinder at befatte sig med?
Ja, hvis man med Hensyn til Kvinders Deltagelse i det offentlige Liv kræver bestemte Paabud og Anvisninger i Guds Ord, da frygter jeg meget stærkt for, at man forgæves vil lede Bibelen igennem fra Ende til anden. Men heller ikke vil det være let at finde direkte Forbud i denne Sag, - jeg gad
i Grunden nok set den, der kan paavise saadannes Tilstedeværelse i den hele Skrift.
Men jeg vil dog gøre opmærksom paa, at den ældgamle Befaling fra Gud, hvorpaa al Deltagelse i det offentlige Liv til syvende og sidst hviler, er henvendt baade til Mand og Kvinde, ikke til Manden alene. Saa skriver den hellige Moses: „Gud velsignede dem {Mand og Kvinde), og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder Jorden og gør eder (Mand og Kvinde) den underdanig”.1)
l) 1. Mos. Bog. l, 28.
Og jeg har Lyst til at spørge som saa: Naar nu troende Kvinder beder Bønnen i Fadervor: „Ske din Vilje her paa Jorden, som den sker i Himlen", og Jesu Ord til alle troende Mennesker, ogsaa Kvinder: „I er Jordens Salt" kommer frem for dem, var det saa ikke rimeligt og sandsynligt, at det Spørgsmaal meldte sig: Hvorledes skal vi være Jordens Salt og saaledes gøre vort til, at Guds Vilje maa ske paa Jorden, naar al Deltagelse i det offentlige Liv er os forment ?
Og hvad skal vi svare dem?
Jeg for min Del bliver her Svar skyldig.
Naa, helt uden Vidnesbyrd fra Bibelen er vi da heller ikke her. I den gamle Pagts Historie har vi et Eksempel paa en Kvinde, som beklædte endda en meget høj og anset Stilling i Samfundet. Det er Debora, „en Kvinde, en Profetinde". Hun dømte Israel. Hun boede under Deboras Palmetræ mellem Hama og Bethel, paa Efraims Bjærg, og Israels Børn gik op til hende i Retten2).
2) Dom. 4, 4-5.
Biskop Martensen anser det for umuligt, at Kvinder er brugelige som „Advokater og Dommere", fordi de mere er tilbøjelige til at lade sig bestemme af Følelsen end af objektive Grunde og deres Drøftelse".1)
1) Den sociale Ethik S. 63.
Det synes ikke, som om Gud er af samme Mening som Biskoppen, siden han i en meget vanskelig Tid satte en Kvinde til at være Dommer i Israel.
Og tænk en Gang, det var endog en gift Kvinde, „Lapidoths Hustru". Stakkels Lapidoth! Hvorledes mon det er gaaet ham med at faa Maden i rette Tid og sine Sandaler og sit Stads-Gevandt, naar hans Kone sad i Retten og dømte? Og Børnene? De stakkels Børn, hvis Moder var Dommer! Lad os haabe, at dette Ægtepar ingen har haft. I Bibelen nævnes der vist ingen.
„Et Eksempel, kun ét eneste", hører jeg nogen udbryde. Aa, ét er i Grunden nok, der behøves ikke flere. Bibelen fortæller os, at Israels Børn i Nøden raabte til Herren, og Redskabet, han brugte til at give Folket Sejr over Fjendens Magt, var Kvinden med profetisk Aand, - Dommeren Debora.
Hvem tør saa sige, at Gud rundt ud forbyder troende Kvinders Deltagelse i det offentlige Liv?
Og nu med Hensyn til Kvinders Deltagelse i det frivillige Menighedsarbejde, - hvad skal vi sige dertil?
Først vil jeg gøre opmærksom paa, at dette forlængst er anerkendt af den indre Mission, som ingen dog med Rette kan beskylde for, at den har for Skik at handle imod Guds Ord.
Siden Aarsmødet i Sorø 1883, da den indre Mission i sin Virksomhed optog Arbejdet i Børnenes Verden ved Børnegudstjenester og Søndagsskoler og i de unges Verden ved Ynglinge- og Pigeforeninger, har mange Kvinder virket som Prædikanter der og gør det den Dag i Dag. Det er ikke saa ganske lille en Skare af troende Kvinder, som i Tidens Løb trofast Søndag efter Søndag har prædiket Guds Evangelium for Børnene - sikkert ikke den letteste Prædikegerning - og ved Foreningens ugentlige Møde talt Guds Ord til deres unge Søstre dér.
Ja, siden 1907 har den indre Mission 2 kvindelige Indre-Missionærer i sin Tjeneste, en i Nordsjælland og en i Sydsjælland. Nu ved jeg godt, at Bestyrelsen indskærper dem fra først af, at de kun maa prædike for Kvinder og Børn (saa vidt jeg ved, dog ogsaa Drenge), mens det er dem forbudt at holde offentligt bekendtgjorte Møder for Folk af begge Køn. Men dette er jo en Smagssag, - og om Smagen kan der som bekendt, ikke disputeres -, Grundsætningen, at Kvinder maa prædike Guds Ord, er anerkendt i Praksis, og det er os nok.
Og ligesaa dette, at Kvinder har Sæde i Bestyrelser som varetager Arbejde for Guds Rige - det er forlængst anerkendt og praktiseret af den indre Mission; i dens mangegrenede Arbejde finder vi Kvinder rundt omkring paa de Pladser.
Paa det store Fællesmøde i Randers 1889 vedtoges Kredsinddelingen for K. F. U. M. og - K., og da Kredsformanden i den sydsjællandske Kreds, Indre-Missionær, Hans Nielsen, i 1890 gaar et Skridt videre og opretter en Kredsforbundsbestyrelse, vælges her 2 Kvinder ind som Bestyrelsesmedlemmer, endda 2 gifte Kvinder: En Møllers Kone i Vindstrup og en Gaardmandskone i Troelstrup.
Tænk, om Mølleren ikke faar sin Kaffe til rette Tid, den Dag hans Kone er til Bestyrelsesmøde, og Gaardmanden støjer Huset rundt for at finde det fine Tøj den Eftermiddag, hans Ægtehalvdel, som plejer at række ham Klæderne, sidder i Bestyrelsen!
Jo, jo, der bliver noget at ofre for Mændene, naar Kvinderne kommer med!
Og hvem er det, som gennem de mange Aar har været Sjælen i Magdalenehjemmets omfattende og besværlige Arbejde? Heldigvis da en Kvinde. Og hvem forestaar Gerningen paa den indre Missions Diakonissestiftelse, St. Lukas? Atter en Kvinde.
Oprindelig og i adskillige Aar var det lutter Mænd, som sad i Udvalget for de unges Sag, skønt den da ogsaa angik unge Kvinder. Men efterhaanden følte man og indsaa Nødvendigheden af at have Kvinder med i Ledelsen her. 1902 indvalgtes da. Komtesse H. Knuth og det følgende Aar Frk. Anna Sørensen i Viborg. Og da Udvalget i 1906 faar Navneforandring og kaldes „Fællesbestyrelsen for
K F. U. M. og K. F. U. K. i Danmark", og der samtidig indføres en delvis demokratisk Forfatning, udvides det ret stærkt og forøges bl. a. med 3 Kvinder (l gift og 2 ugifte).
I hele 25 Aar bestyres Arbejdet i Børnegudstjenester og Søndagsskoler kun af Mænd, skønt det har mange Kvinder i sin Tjeneste, - Mændene kan her holde et Slags 25 Aars Jubilæum -, omsider i 1908 vælges l Kvinde (ugift) ind i Udvalget - naturligvis med Hovedbestyrelsens Tilladelse, som forud er indhentet.
Og allerede i Februar 1895, da den første Bestyrelse for „Blaa Korsu dannes, tæller den mellem sine 5 Medlemmer 2 Kvinder (begge ugifte), og i denne Sommer ved „Blaa Kors” Aarsmøde i København 3.-5. Juli vælger de ca. 350 Repræsentanter fra Landets forskellige Egne af 5 Medlemmer 2 Kvinder (den ene genvælges) ind i Hovedbestyrelsen, - uden at der hæver sig en eneste Røst derimod,
Se, naar man nu betænker dette, som ingenlunde gør Fordring paa at være en fuldstændig Oversigt, er det ganske forunderligt og næsten uforklarligt, at der virkelig endnu i det Herrens Aar 1910 ved D. M. S. Forhandlingsmøde i Aarhus 24.- 26. Maj er over 100 Repræsentanter, som stemmer imod Kvinders Valg som Bestyrelsesmedlemmer. Dette er saa meget mere forbløffende, som man dog selv indenfor dette Selskab er naaet til at have Kvinder i Kredsforbundsbestyrelserne.
Ja, men har disse 100 nu ikke Ret? Strider det ikke mod Guds Ord, at Kvinder prædiker og har Sæde i Bestyrelser og Udvalg, som varetager Arbejde for Guds Rige?
Sjællands berømte Biskop, Mortensen, slipper ret nemt over Spørgsmaalet, - som vel heller ikke var synderlig brændende i de Tider -, idet han erklærer, at „med Kirkens Embeder har det sin særegne Vanskeligheder, da det hedder: Kvinderne tie i Menigheden (1. Kor. 14, 33".1)
1)Den sociale Ethik S.- 63.
Naa, for Tiden er der jo her i Landet slet ikke Tale om, at Kvinder attraar Kirkens Embeder, - hvad Fremtiden i den Henseende vil bringe er ikke godt at vide. Muligvis kan det se sort nok ud for Mændene med Hensyn til at kunne hævde sig selv som eneste Indehavere af disse Embeder.
Men sikkert nok er det, at det er ved 1. Kor. 14. og 1. Tim. 2., at Slaget staar.
Paa førstnævnte Sted læses, som bekendt, følgende: „Ligesom i alle de helliges Menigheder skal eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom ogsaa Loven siger. Men vil de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling".1)
1) 1. Kor. 14, 34-35.
Ja, og her staar da med rene og tydelige Ord, at Kvinder maa ikke tale i en Menighedsforsamling.
Jo, og hvad vil det saa sige?
Maa jeg i al Kærlighed faa Lov til at henvende et borgerligt Ord til eder, som tager Ordet ganske bogstaveligt -, hvilket er rigtigt -, men uden at agte paa Sammenhængen, hvori det staar, - hvilket er meget urigtigt? Saa skal I virkelig ogsaa gøre Alvor af dette Forbud, jeg ser ikke rettere end, at I bliver nødt til at sige til eders troende Kvinder: I maa ikke tale Guds Ord, hverken ved Børnegudstjenester, K. F. U. K.- Møder, eller ved Kvindeforeningers Møder, I maa ikke sige et Ord eller fremkomme med Spørgsmaal ved vore Samtalemøder. Gud forbyder eder det i sit Ord, I har bare at sidde pænt ganske stille, og vil I endelig vide noget, saa kan I spørge eders egne Mænd hjemme.
Men hvor mange bærer sig saaledes ad ? Forhaabentlig ingen.
Nej, lad os uden forudfattede Meninger ganske sindigt gaa til disse Skriftens Ord og bede Guds Aand vejlede os til den rette Forstaaelse. Da er jeg overbevist om, at der ikke kan faas andet ud af disse Ord end, at den Uskik, at Kvinder i Forsamlingerne kom frem med Spørgsmaal til de Mænd, som førte Ordet, forbydes - just ikke som Synd, men som stridende mod almindelig Sømmelighed.
Saaledes udlægger Biskop Skat Rørdam, der har givet os sit N. T. med Noter, som læses med stor Glæde og Opbyggelse af mange Guds Børn, disse Vers.1)
N. T. S. 144
Og paa aldeles lignende Maade forklarer selve Vilh. Beck Paulus Ord her.2)
2) I. M. T. 1888 S. 837 - 838.
Men saa gaar det dog ikke an heraf at slutte, at saa maa Kvinder heller ikke prædike; det er en ganske uforsvarlig Slutning. Og som bekendt, tillader jo Paulus Kvinder baade at bede og at profetere (prædike) ved Menighedsforsamlingerne.
Og der er dog vel ingen saa dumstridig ud fra disse omtalte og omstridte Ord at drage den Slutning: Saa maa Kvinder heller ikke sidde i Bestyrelser og Udvalg. Det var dog for horibelt.
Og nu 1. Tim. 2, 11-12, der jo lyder saaledes: „En Kvinde bør i al Stilhed lade sig belære, med al Lydighed; men at være Lærer tilsteder jeg ikke en Kvinde, ikke heller at byde over Manden, men at være i Stilhed".
Vilh. Beck forstaar dette Ord saaledes, at Paulus her forbyder Kvinder „at lære, at træde op som Menighedens Lærer” - „at have Lærerembedet, i Kirken’’ - at være Menighedens Præst”.1)
1) I. M. T. 1888 S. 838.
Nu vel, i saa Fald er hermed da ikke forbudt hende at være Apostel, Profet eller Evangelist,2)
2) Se Ef. 4, 11.
- og det er jo netop dette sidste, det drejer sig om her, om en Kvinde maa være Evangelist, Prædikant eller ikke - og ikke om, hvorvidt hun maa beklæde Lærerembedet i Kirken eller ikke. Saa vedkommer dette Skriftord os da slet ikke her.
Men - mon der ligger saa meget i disse Ord? Mon der i Grunden siges stort andet hermed end i
1. Kor. 14: Den gifte Kvinde maa ikke ved Menighedens Forsamling optræde som Lærer, navnlig ikke overfor sin Mand, men hun skal i Stilhed lade sig belære af ham? At der fra Vers 8 af tales om Menighedsforsamlinger er da sikkert nok.
Alt i alt: Jeg gad set den, der virkelig kan paavise, at den indre Mission handler imod Guds Ord ved at anvende kvindelige Prædikanter og ved at give Kvinder Sæde i Bestyrelser og Udvalg. Og hermed skal jeg slutte disse Overvejelser.
Blot et Ord til allersidst.
Vi, som i Hovedsagen giver Kvindesagens Arbejde og Bestræbelser Medhold, staar aldeles ikke med en skranten Samvittighed overfor Guds Ord. Vi tyr slet ikke til bibelkritiske Kunster og Metoder for at klare os overfor Bibelens Ord. Nej, vi indanker trøstig Sagen til Forhandling for Guds Aasyn og paa hans Ords Grund. Hvad jeg hermed gør.
