« Tilbage til søgeresultaterne

En almindelig Afstemning om Kvinders Valgret blandt alle Landets Kvinder

Af: Johanne Blauenfeldt

« Se emneord

I en Artikel i Møens Dagblad for 15. November om den den Gang nylig af­holdte Sammenkomst mellem Venstres Redaktører, ser vi Bladet fremføre en Tanke, som det forøvrigt ikke er ene om: at Danmarks Kvinder, inden man læssede den politiske Valgrets Byrde over paa deres Skuldre, burde adspørges ved en almindelig Afstemning, om de ønskede Stemmeretten og Valgbarhe­den eller ej.

Dette kunde jo synes uhyre hen­synsfuldt. En lille Flok Kvinder, der bestandig raaber op om Valgret, bør jo dog ikke kunne sætte deres Vilje igennem, hvis den var imod Flertallet af alle Danmarks gode, huslige Kvin­ders Ønske. Eller hvis disse virkelig ønskede Valgretten, lad dem saa selv udtale sig herom ved en Afstemning.

„Kvinden og Samfundet" har nu den Tro, at en saadan Afstemning vil vise et Flertal for Stemmeretten. „Kristeligt Dagblad" er ikke saa sikker derpaa. Og hvad mon „Møens Dagblad" tror.

Det er en ganske morsom Ting at lægge Mærke til, at de fleste tror, at „alle" mener det samme som de selv. Det er meget sangvinsk, det maa ind­rømmes.

Men - Kvinden er nu engang et gaadefuldt Væsen; det er ikke saa let paa Forhaand at sige, hvad hun vil svare, naar hun bliver spurgt.

Kristeligt Dagblads Standpunkt er uhyre fornuftigt. Det skriver 6. Decbr. bl. a.

Kvinderne fik den kommunale Valgret som Opfyldelse af et almindeligt Ret­færdighedskrav, man burde vist give dem den politiske Valgret ud fra samme Synspunkt... Hvorfor stiller man ikke Forslag om Afstemning for Tyendets Vedkommende? Synes man maaske, det vilde være for indlysende latterligt? Der er jo i Virkeligheden ingen Forskel.

Der kunde som Valgretsbetingelse baade for Mænd og Kvinder stilles Krav om et vist Kulturstandpunkt, deri kunde der være nogen Mening, men at give politisk Valgret til alle Mænd efter Al­der alene og nægte alle Kvinder, selv de bedste og mest intelligente, den samme Ret, dette er et Standpunkt, som selv den dygtigste Advokat ikke vil være i Stand til at forsvare. Mæn­dene kan ikke en Gang være bekendt at forlange Afstemning om dette Spørgsmaal.

Alle de, der hidtil har udtalt sig om Afstemning for eller imod, er bestandig gaaede ud fra, at de gennem Afstem­ningen vilde faa Kvindernes virkelige Mening at vide. Ved de virkelig saa lidt om det Tryk, hvorunder mange Kvinder lever?

Jeg kunde have Lyst til blot at nævne et Par Oplevelser fra mit eget Arbejde de sidste Par Aar for

K. K. F.

1. Man havde et Steds paa en Egn, hvor der er meget Trosliv, bedt mig holde et Foredrag om Kvindesagen. Mødet skulde holdes i et Menighedshus paa et centralt Sted om Eftermiddagen, og man bad mig tilsidst om at fortælle noget om de muhamedanske Kvinder om Aftenen, hvilket jeg sagde ja til.

Der var mødt en Mængde Mennesker, ogsaa adskillige af Egnens Præster, og der udspandt sig en meget livlig For­handling om Kvindesagen.

Imellem  Møderne var jeg  inde at drikke Kaffe sammen med en Del af dem, der stod som Ledere i Samfundene paa den Egn. Det var just ikke nogen særlig blid Medfart, jeg fik, men det maa man jo tage med. Det blev mig noget hedt tilsidst, og jeg gik tem­melig tidlig hen til næste Møde. Og da skete det, som rørte mig saa dybt.

Paa Stentrappen foran Indgansdøren stod en hel Flok Kvinder, og da jeg kom, flokkedes de om mig, trykkede min Haand og sagde, nogle med Taarer i Øjnene:

„Vi er allesammen enige med Dem. Men vi tør ikke lade os mærke med det af Frygt for vore Mænd og vore Ledere”. -

2. Jeg sad en Morgen og kørte med Toget ned ad Jyllands Vestkyst. Ved en Station kom tre yngre Kvinder ind. Det rene, fredfyldte Udtryk i deres Ansigter, sagde mig straks, at det var troende Kvinder, jeg her fik til Rejse­fæller, og det viste sig ogsaa at være Tilfældet. Imidlertid var jeg meget træt, og jeg lukkede derfor mine Øjne igen og sad og halvsov. Saa ved en Station kommer en bekendt og hilser paa mig og nævner mit Navn. Og da var det forbi med at sove.

„Nej, er det Fru Blauenfeldt", siger en af dem. „Hvor har jeg dog længtes efter en Gang at se Dem!"

Det var nogle Koner fra et af de vestjyske Samfund, de kendte mig fra mine Bøger, og fra „Det lille Missionsbud", og en anden Kone fra deres By havde været med til Dansk Missionsselskabs Randersmøde.

De havde en Følelse af, at de havde en Ven i mig, og derfor begyndte de - vi var i lang Tid ene i Kupeen - at fortælle om de underlige, fortrykte Forhold, hvorunder de levede. De maatte næsten ingen Ting, blot fordi de var Kvinder, næppe en Gang lukke Munden op ved et Samtalemøde. Naar endelig en af dem i al Spagfærdighed vovede at spørge, om det nu ogsaa var rigtigt bestandig at holde dem tilbage, kom Mændene altid og forskrækkede dem med en hel Del Skriftsteder, som de i Grunden ikke syntes sagde noget om den Sag. De fik rigtig talt ud om det, der saa længe havde trykket dem, og saa sluttede en med disse Ord:

„Det er jo da en sære Ting, at vo­res Mænd kan være saa haarde mod os, for de er jo da troende Mænd".

3. Det var et Sted jeg skulde tale om Kvindesagen. Med samme Tog som jeg, kommer en gammel Indremissionær med sin Kone og en anden Dame fra samme By. De var rejst en meget lang Vej for at være med til Mødet, og da vi saa i Aftenens Løb faar Tid til at tale lidt sammen, lægger han Haanden paa min Skulder og siger; „Vi tog hertil for at sige Dem, at vi beder for Dem og følger Deres Arbejde for Kvin­desagen med største Interesse. Og det skal De vide, at vi beder ikke alene for Dem nu, men vi skal ikke glemme Dem, naar en Gang De har vundet Sejr - for Sejr vil De vinde, saa sandt De har Gud og Retten paa Deres Side. - Da trænger De mere til Forbøn end nu, for kun saalænge De bliver i Ydmyghedens Dal, kan Gud bruge Dem". Og saa tilføjede han, noget der kunde lyde meget nedslaaende, men noget som jeg meget godt forstod: „De maa nøjes med dette. Naar jeg kommer hjem, tør jeg ikke tale om, at jeg sympatiserer med Deres Arbejde for Kvindesagen, det vilde fuldstændig umulig­gøre mit Arbejde paa den Egn". -

Det er kun nogle faa Eksempler grebne ud af Livet. Tror nogen, at Kvinderne paa disse Egne, der her omtales, vilde vove at skrive under paa, at de øn­skede Stemmeret? Nu har jeg, i de faa Aar jeg har arbejdet for en bedre Forstaaelse af Kvindesagen, talt med mange forskellige Kvinder, der levede i højst forskellige Forhold. De, der kendte til Tryk, af hvilken Art det end var, for­stod alle, at den politiske Stemmeret vilde komme dem til Gode baade di­rekte, derved at bedre Love kunde gennemføres for Kvinder og Børn, og der­ved at Moralen vilde højnes, men ogsaa indirekte i den Anerkendelse af Kvin­den, der laa deri. Naar den ene Dør aabnes, kan man ikke holde de andre lukkede. Men mange af disse Kvinder tør slet ikke komme frem. De følger os andre med største Interesse, os an­dre, der er fri og kan arbejde for os alle.

Der er ligegyldige og egenkærlige Kvinder, der selv har det som Blom­men i et Æg og holder allermest af at blive liggende i Ægget. Hvormange eller hvor faa det er, er vanskeligt at bedømme, men mange krøb jo ud af Skallen ved de kommunale Valg, og de, der endnu ligger i Ægget, de har vist et for snævert Syn til at bedømme, hvad der er til Gavn for Kvinderne eller rettere hele vort Folk: Kvinders Stemmeret eller ikke-Stemmeret.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner