« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorledes Tysklands troende Kvinder kom med i Kvindebevægelsen
(Forts).
Den første Svale var Gottfried Theodor Hippel, f. 1741. I sine Skrifter „Om Ægteskabet" (1763) og „Forbedring af Kvindens medborgerlige Stilling", slaar han med stor Kraft til Lyd for Kvindens Menneskerettigheder. „Med Menneskerettigheder", siger han, „har man hidtil kun tænkt paa Mandens Rettigheder. Han var imidlertid Gothes Samtidige, og denne fordunklede paa den Tid alle andre. Man forfærdedes over Hippel og paaduttede ham Paavirkning fra Frankrig, noget der var fuldstændig meningsløst, da netop paa samme Tid Rousseau forklarede Manden som „Kvindens naturlige Hersker" og Mirabeau hævdede, at hendes Sfære var „det stille Liv i Hjemmet og de blide, ydmyge Dyder." Racehadet var paa den Tid stærkt mellem Tyskland og Frankrig, og stakkels Hippel var uhjælpelig stemplet som „fransk."
Hertil kom endnu, at de germanske Folk fra gammel Tid af havde behandlet deres Kvinder langt bedre end de romanske Folk. Engifte havde altid været Skik. Kyskhed var et Grundtræk i Folkets Karakter. Ægteskab blev først indgaaet, naar den unge Pige var helt voksen, og Mændene lyttede ofte til Kvindernes Raad. Tyskland havde haft sin store Reformator, Luther. Han forstod, hvilken Betydning oplyste Kvinder havde for Hjemmet og Folket, og krævede derfor samme Undervisning
for Drenge og Piger. Han lagde Grunden til Tysklands Folkeskole.
Imidlertid sang Digterne i de skønneste Toner for den tyske Kvinde om at:
„Dufte som Roser i det graa Hverdagsliv";
„Herske skal hun ved sin Blidhed og Ynde" o. s. v.
Da Tankerne om Kvindernes Menneskerettigheder kom frem, takkede man i Tyskland Gud, fordi man ikke var saa slet som ens franske Naboer, og lagde det døve Øre til; og de, der en Gang var de første, er nu lige ved at være blevne de sidste.
I Aaret 1831 ser vi en troende Kvinde, Amalie Sieveking, begynde at omsætte Tidens gærende Tanker i Praksis. Koleraepidemien rasede den Gang i Hamborg. Hun tilbyder sig som Sygeplejerske paa det nylig oprettede Koleralazareth og bliver med største Betænkelighed antaget. Lægerne ansaa hendes taabelige Idé for Sværmeri, andre holdt det for „pietistisk Stræben efter Martyrkronen", andre igen vejrede „Emancipationsnykker". Imidlertid gik hun i 8 Uger stille omkring som en „Trøstens Engel" blandt de syge, og mere end én hjalp hun frelst gennem Dødens Port. Diakonissetanken havde længe dæmret for hende. Hvorfor skulde den protestantiske Menighed ikke kunne frembringe, hvad Katolicismen forlængst havde frembragt, Søsterordenen til fattiges og syges Pleje? Hun træffer i 1823 sammen med den bekendte Præst, Goszner, der tidligere havde været Katolik og en Tid opholdt sig i Hamborg. Han forstaar hendes Tanker og opmuntrer hende til at tage fat.
Koleratiden har nu beriget hende med Erfaringer, og i 1832 stifter hun sammen med 12 andre Damer „Foreningen til fattiges og syges Pleje." Hun har bl. a. staaet i en meget livlig Brevveksling med den danske Enkedronning Karoline Amalie. Da Fliedner i 1833 opretter Diakonissestiftelsen i Kaiserswerth, opfordrer han hende gentagne Gange til at overtage Stillingen som Forstanderinde der, men hun siger nej dertil, da hun ikke kan forlade alt det Arbejde, hun imidlertid har faaet sat i Gang i sin Fødeby, Hamborg.
Kvinders Arbejde i Velgørenhedens Tjeneste, for Guds Riges Fremme og i det borgerlige Samfund hænger nøje sammen. De mange ubrugte Kvindekræfter tages i Brug, og for at disse kan komme til deres Ret, maa Kvinderne have Lov til at udvikle deres Person, til at uddanne sig og have Frihed til at bruge de Kræfter og Evner, som Gud har givet dem.
I1844 vækker en ung, saksisk Kvinde, Louise Otto, megen Opsigt ved dels i Artikler dels i Romaner at hævde, at „Kvindens Deltagelse i Statens Interesser ikke alene er en Ret, men en Pligt." Hun udgav en kort Tid et Blad, men den med hende opblussende Kvindebevægelse druknede i Revolutionsaaret 1848, og hendes Blad gik ind. Louise Otto giftede sig og var snart optaget af sine Pligter som Hustru og Moder. Af og til skrev hun dog Artikler baade i sin Mands, August Peters, Blad og i andre Blade, ligesom hun, efter at hun havde lært de elendige Kaar at kende, hvorunder Kniplerskerne i Erzgebirge levede, at kende, slog stærkt til Lyd for Arbejderskernes Organisation.
Imidlertid voksede Tankerne sin stille Vækst. I 1865 stiftes i Berlin Letteforeningen, opkaldt efter Stifterne, Dr. Adolf Lette og Frue. Denne kræver Faguddannelse for Kvinder, der dermed bedre vil kunne staa sig i Kampen for Brødet. Samme Aar træder Louise Otto-Peters atter frem for Offentligheden, idet hun sammen med nogle andre Damer i Leipzig stifter „Den almindelige tyske Kvindeforening" (Algemeiner deutscher Frauenverein). De fremfører som Foreningens grundlæggende Principper: „Vi forlanger, at Arbejdsmarkedet ogsaa aabnes for os og vore Søstre" og „Kvindens Samarbejde med Manden i det offentlige Liv vil bidrage til at højne Menneskeslægtens sædelige Værd."
Foreningen stiftedes paa Aarsdagen for Slaget ved Leipzig. Spottende kaldte Pressen det „Kvindeslaget ved Leipzig". Man besluttede, at kun Kvinder kunde være egentlige Medlemmer. Mænd kunde kun optages som Æresmedlemmer med en raadgivende Stemme. Man mente, at kun paa denne Maade kunde Kvinderne opdrages til selvstændigt at løse deres Opgave, men selvfølgelig udlagdes dette som Mandfolkehad.
Foreningens Organ blev Bladet „Neue Bahnen". Den Gang kunde en Kvinde ikke staa som ansvarshavende Redaktør for et tysk Blad, og Forlagsboghandler M. Schafer maatte derfor give Navn til. Til en Begyndelse indskrænkede Foreningens Arbejde sig til Udgivelsen af dette Blad og Afholdelsen af et Aarsmøde i forskellige af Landets større Byer. Paa disse Møder indlededes og forhandledes forskellige Kvindespørgsmaal paa en meget moderat Maade af Kvinder, og netop denne moderate Optræden viste sig at være til stor Gavn for Sagen, idet den saa langt fra at vække Latter og Modstand, tværtimod vandt Sagen flere og flere Venner.
Krigen 1870-71 bringer en Afbrydelse. Men efter denne tager man fat med fornyet Kraft. Fra 1872 begynder man saa smaat at indsende Andragender til Rigsdagen og opnaar ogsaa om end langsomt en Del af de Forbedringer i Kvinders Adgang til Uddannelse og Selverhverv, Kvinders Retsstilling o. s. v., som man ogsaa i andre Lande har naaet.
Da „Algemeiner deutscher Frauenverein" stiftedes i Leipzig 1865 gaves der intet tysk Kejserdømme. Da Berlin imidlertid senere blev Hovedstaden, maatte denne By ogsaa være Hovedpunktet for Kvindebevægelsen. Her stiftedes da i 1888 Foreningen „Frauenwohl" af Fru Minna Cauer. Hermed fremkommer den yngre, radikale Retning indenfor den tyske Kvindebevægelse.
I Aaret 1893 bringer Ottilie Hoffmann Afholdssagen frem paa Algemeiner Deutscher Frauenvereins Aarsmøde, og Kvindebevægelsen har siden den Tid med Kraft taget denne Sag med som en af sine Opgaver.
