« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorledes Tysklands troende Kvinder kom med i Kvindebevægelsen
(Forts).
Allerede i lang Tid havde Indre Missions Kvinder i det stille gjort et stort Arbejde paa at redde sædeligt faldne og forkomne Kvinder. Mrs. Butlers Bestræbelser for „Ophævelsen af den lovbeskyttede Prostitution" havde ogsaa fundet nogen Ørenlyd i Tyskland, men Kvindernes Bestræbelser var dog hidtil nærmest kun gaaet ud paa at redde og bevare. Imidlertid forstaar snart nogle af de mere fremragende Førere indenfor Kvindebevægelsen, at man kun kommer Ondet til Livs ved at angribe det ved Roden, og en Gren af det internationale Forbund til Bekæmpelse af den lovbeskyttede Prostitution dannes i Tyskland. Den ledes for Tiden af Frk. Anna Papritz og Fru Katharina Scheven.
I 1901 stifter Fru Minna Cauer sammen med Dr. Anita Augspurg, Frk. Lida Gustava Heymann og Dr. Käthe Schirmacher „Foreningen for Kvindestemmeret". Den begynder ganske smaat i Hamborg, men snart opstaar der lignende Foreninger mange andre Steder, og disse samles 1904 i et Forbund.
1894 stiftes „Tyske Kvinders Nationalraad" („Bund deutscher Frauenvereine"). Det er ganske i Lighed med andre Landes Nationalraad en Sammenslutning af alle Foreninger, hvis Formaal er at arbejde for Kvindens almene Vel og søge at hæve Kvinden paa det aandelige, retslige, sociale og Erhvervslivets Omraade. Nationalraadet vil give Kvinderne Lejlighed til at udveksle Tanker og Erfaringer og til ved gensidig Paavirkning at udvikles til selvstændigt tænkende Mennesker. I 1907 omfattede Nationalraadet 23 Foreningsforbund og 173 Enkeltforeninger.
Indenfor Forbundet dannedes efterhaanden et Mindretal, den radikale „yngre Retning". Denne „yngre Retning" sluttede sig i 1899 sammen under Fru Cauer under Navnet „Verband fortschrittlicher Frauenvereine", dersom saadan ikke vilde tilhøre Nationalraadet, hvorimod det tillodes Enkeltforeningerne at slutte sig dertil.
Man har det Indtryk, at den moderate og den radikale Retning paa de fleste Punkter vil det samme, men ikke kan følges ad i samme Tempo. Selve Splittelsen har fremkaldt megen Disharmoni og megen personlig Antipathi, og bedre er det ikke bleven, da et Mindretal af Fremskridtskvinderne har begyndt at docere den saakaldte „Nye Ethik". Det er vanskeligt i faa Ord at karakterisere denne Bevægelse. Den udgaar fra „Band für Mutterschutz" (Forbundet til Mødres Beskyttelse), hvilket forlanger foruden den praktiske Omsorg for Børn fødte udenfor Ægteskab, den gifte og ugifte Moders principielle Ligestilling og den sociale og den moralske Anerkendelse af fri Forhold ved Siden af og udenfor Ægteskabet. Den anser ugiftes kønslige Afholdenhed for en usund Askese, ja for en Umulighed.
Vi maa dog endnu en Gang fremhæve, at denne Anskuelse kun forfægtes af et lille Mindretal. I det hele og store er den den tyske Kvindebevægelse fremmed og afvises bestemt af de fleste af dens Førere.
Det er først, da det nye Aarhundrede gryr, at Kvindesagens Tanker naar ud til Tysklands troende Kvinder.
Man levede her fjærnt fra det praktiske Liv. Store sociale Forandringer havde Tiden ført med sig, og de, der levede midt ude i det virkelige Liv, havde forlængst forstaaet, at nye Forhold, nye Tider stillede nye Krav.
En lang Tid følte de troende Kvinder sig frastødte af Kvindebevægelsen, maaske ikke mindst af Sagens Forkæmperinder. Men efterhaanden begyndte de at tænke over selve Sagen og derefter at spørge sig selv: Paa hvilken Maade kan og skal vi være med?
I 1895 bliver for første Gang Kvindebevægelsens Tanker førte offentlig frem sete fra et kristeligt Synspunkt.
Det var en Mandsforening, der paa den evangelisk-sociale Kongres i Erfurt havde opfordret Fru Elisabeth Gnauchkühne hertil. I selve denne Opfordring laa der en Garanti for, at Kvindesagen vilde blive forhandlet paa en alvorlig og saglig Maade tilmed af en Kreds af Mænd. En stor Fordel. Desværre havde Fru Louise Otto-Peters Ord: I vil ikke tage os alvorligt, hidtil altfor ofte holdt Stik. En meget interessant Forhandling paafulgte. Man enedes om at se Kvindesagen som stemmende overens med Guds Skabelsestanke. Mand og Kvinde kan kun som to ligestillede Væsner udføre Guds Vilje paa Jorden. Kvindespørgsmaalet er et Oplysnings- og Samfundsspørgsmaal, der kan løse den bundne religiøse og sædelige Kraft, der ligger gemt hos Kvinden, til Fornyelse af Samfundet. Indenfor den evangelisk-sociale Kongres dannede der sig samme Aar en Kvindegruppe til Behandling af Kvindesagen. Den opløstes imidlertid kort efter.
Tysk evangelisk Kvindeforbund.
(Deutsch evangelischer Frauenbund).
Det var en Præst, der kaldte de troende Kvinder frem til et Arbejde for Kvindesagen, Pastor Lic. theol. Weber. Han og hans to Medarbejdere i Mændenes Arbejde for Sædelighedssagen, Præsterne Fritsch og Mätzold, havde gennem dette Arbejde faaet et saa dybt Indblik i Kvinders Nød og Kvinders Synd, men paa den anden Side ogsaa et saa stærkt Indtryk af, hvad den troende Kvinde formaar, naar hun vækkes op til at tage fat, at de forstod: der maa gøres et Arbejde for at løse al den bundne Kraft.
I 30 Aar havde Kvindebevægelsen arbejdet paa at forbedre Kvindernes Kaar og gøre dem til selvstændigt tænkende og villende Mennesker. Nu i 1898 tager Indre Missions Kongres i Bremen Sagen op til Forhandling og vedtager en Resolution om: Hvilket Maal og hvilke Skranker sætter Evangeliet for Kvindebevægelsen? Denne Resolution lader den udbrede i Tusindvis af Eksemplarer over hele Landet.
I 1899 behandles samme Emne paa den evangelisk-sociale Kongres i Kiel og ligeledes paa den kirkelig-sociale Konference i Berlin. Hofpræst Støcker foranstaltede samme Aar et kirkeligt-socialt Kvinde-Kursus, og Frugten af dette bliver en „Kirkelig-social Kvindegruppe".
Pastor Weber holder en Mængde Foredrag om Sagen. Tiden er moden, Overalt gærer Tankerne.
I Cassel finder han to Damer, Pastorinde Schrader og Frk. Gertrud Knutzen, der er varme for Sagen. Sammen med dem udsendte han et Opraab til alle interesserede Kredse, og Resultatet af den gunstige Modtagelse, dette faar, er, at man i Juni s. A. (1899) kan kalde sammen til et stort Møde i Cassel.
Alle Byens Præster har interesseret sig for dette Møde. Den ærværdige og fra alle Sider højtagtede Generalsuperintendent Lohr prædiker ved den Gudstjeneste, der indleder de 2 Dages Kvindemøde. Han har valgt at tale over Ordet: Kol. 3. 17: „Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn", for straks dermed at slaa fast, at det er i Jesu Navn, at dette Arbejde skal gøres. Han skal være og blive Herre og Konge.
(Fortsættes).
